Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Rensdyr og gode fortællinger

UDENLANDS FOTOGRAFER: Grønland har storslået natur og nærvær. Det tiltrak pressefotograf Ulrik Bang så meget, at han i 2005 flyttede til Nuuk og etablerede sig som selvstændig fotograf og tv-producent

Ulrik Bang

Ulrik Bang Med Grønland som arbejdsplads er naturen både udfordringer og oplevelser


Man kan, hvis man vil
Erhvervsvejlederen i folkeskolen sagde til Ulrik Bang, at det var umuligt at blive fotograf. Men man skal ikke sige til Ulrik Bang, at noget er umuligt.

Om Ulrik Bang (PF)
 

  • Svendeprøve som Pressefotograf i 1994
  • Freelance pressefotograf + vikararbejde hos aviser, bureauer mv. 1995-1998
  • Pressefotograf ved Nordjyske Medier 1998-2005, undervejs efteruddannet til tv-produktion. Flermedial fotograf med produktion af stillbilleder til avis, lyd til radio og tv-indslag til 24 timers nyhedskanal
  • Selvstændig pressefotograf og tv-producent i Nuuk, Grønland, siden 2005


www.bang.gl

Ulrik Bang

Ulrik Bang

Lars Andersen

Lars Andersen Ulrik med filmgear i den tunge ende

Ulrik Bang

Ulrik Bang

”Jeg blev bare endnu mere stædig,” siger han og befinder sig i dag i Nuuk i Grønland og har fuld gang i forretningen. Han tager pressefotos for Scanpix og udenlandske pressebureauer, har reklame- og marketingopgaver, laver både reklamefilm og dokumentarfilm og producerer tv-programmer til KNR, Grønlands pendant til DR.

At blive selvstændig
Ulrik Bang flyttede med sin kone, der er journalist, og deres datter fra Frederikshavn i Nordjylland til Nuuk i Vestgrønland i august 2005. Både Ulrik Bang og hans kone arbejdede for Nordjyske Medier og var glade for det, men de har altid haft en forkærlighed for Grønland, så da Ulrik Bangs kone i 2005 fik tilbudt jobbet som nyhedschef på KNR, var det for fristende.

Muligheden for at flytte til den store ø, som parret i forvejen besøgte flere gange om året, faldt desuden sammen med, at Ulrik Bang var nået til et punkt, hvor han havde lyst til at stå på egne ben og selv definere sine opgaver. Den vision skulle realiseres i Nuuk!

”Vi har altid fulgt devisen ’ hellere fortryde noget, vi har gjort, end at sidde og tænke, at det burde vi have prøvet’,” siger Ulrik Bang.

Vakuum
Ulrik havde en betalt orlov og ferie til gode, og desuden havde parret konens løn at gøre godt med. Det gav tryghed de første måneder i Nuuk.

”Vi havde besluttet, at vi ikke ville sætte os i større udgifter, end at vi kunne klare os på min kones indtægt det første år. Hvis jeg ikke havde fået gang i forretningen efter et år, måtte jeg finde på noget andet,” siger Ulrik Bang.

Men der kom hurtigt godt gang i forretningen. Med sig i bagagen havde han en aftale med både danske og udenlandske pressebureauer, og ”der var et vakuum i Nuuk og Grønland mht. pressebilleder”.

Derudover tog han vikariater, som udover at spæde til på bankkontoen var med til at udvide hans netværk. Snart begyndte han også at lave tv. Det var en del af planen hjemmefra, og de sidste måneder op til afrejsen til Grønland havde han sparet sammen og investeret i tv-udstyr.

Dokumentar som levende billeder
Allerede på Nordjyske Medier var Ulrik Bang optaget af levende billeder, og var med til at starte Nordjyske Mediers tv-nyhedsproduktion.  Han ville også gerne arbejde med film- og dokumentargenren. Det blev der mulighed for som selvstændig i Grønland.

Det er bl.a. blevet til konceptudvikling og produktion af ti dokumentarprogrammer om kost og motion, programmer om børns vilkår og om uddannelse og forskning. I øjeblikket er han sammen med sin kone i gang med en dokumentarfilm, hvor de følger to unge grønlandske kvinder gennem fem år.

”Min kone og jeg har altid nogle projekter kørende sammen. I dag arbejder hun i det private erhvervsliv, så vores fælles projekter foregår efter hendes arbejdstid. Vi har også lavet udstilling og et bogprojekt om stærke kvinder i Grønland.”

Koncept, reklamefilm og talkshows
Ulrik Bang udtænker også koncepter til og producerer reklamefilm og tv-talkshows. For tre-fire år siden producerede han med nogle kollegaer ti talkshows om sex og samliv, som blev vist på KNR. De ti shows blev optaget i et tv-studie, som de sammen byggede op i det iværksætterhus, Ulrik Bang driver i Nuuk i samarbejde med en kollega, der er grafiker.

Pia C. Bang

Pia C. Bang Ulrik iført, pels, sne og is

Forretning på grønlandsk
“Når man driver virksomhed her i Grønland, er de samme mennesker både kollegaer/samarbejdspartnere og konkurrenter. De store opgaver fordrer nemlig, at vi tænker anderledes og går sammen som små producenter og derved kan byde ind med løsninger på de helt store opgaver,” siger han. 

Derfor har Ulrik Bang også været med til at starte den grønlandske producentforening, Film.gl.

Dyrt at gå fra still til levende billeder
I dag fylder film- og tv-arbejdet ca. 70 procent af hans opgaver. For et par år siden skiftede han al sit tv-udstyr ud med grej i den helt store prisklasse for at kunne matche tv-satsningen.

”Det var en stor udskrivning, men jeg får gradvist dækket udgiften delvist ind ved at leje udstyret ud til kolleger, der kommer herop for enkelte opgaver. 

Det er dyrt at flyve med udstyr, og selvom her kommer et tv-hold, der skal lave en opgave, som jeg også har budt på, men ikke har vundet, kan jeg lige så godt leje ud til dem, når jeg ikke selv bruger det.”

En verden, der kommer helt ind under huden
Grønlands storslåede natur er en væsentlig grund til, at Ulrik Bang og hans familie holder så meget af øen.

”Vi er naturmennesker. Og vi forsøger at være så selvforsynende som muligt ved at gå på jagt og skyde rensdyr, moskus og fugle og fange fisk.”

Andre fordele ved Grønland er ifølge Ulrik Bang mere tid og mere nærvær.

Mere tid fordi: ”Det tager ikke mere end et kvarter at komme fra den ene ende af Nuuk til den anden, så jeg har ingen spildtid på transporten.”

Mere nærvær fordi: ”Heroppe er folk bedre til at være til stede i nuet. I Danmark deltager man i en selskabelighed, selvom man måske ikke lige er oplagt den dag eller har sin hjerne i de gøremål, der venter i morgen. Blandt grønlændere er det uhøfligt ikke at være mentalt til stede. Så er det bedre at melde afbud, og der er ingen, der stiller spørgsmål.”

Man kan ikke gøre det halvt
”Vi har aldrig haft en tidshorisont på. Vi flyttede permanent, og jeg ville heller aldrig have startet en virksomhed, hvis det kun havde været for en tid.” Det er også hans råd til andre, der ønsker at arbejde uden for Danmark:

”Jeg tror, at man fra starten skal gøre det fuldt ud for at have en chance. Og man skal udnytte sit netværk og så vidt muligt på forhånd sikre sig nogle opgaver at begynde med.”

Fingrene i dejen hele vejen
Lige fra barnsben har Ulrik Bang vidst, at han ville være fotograf.

”Jeg ved ikke præcis hvorfor, men jeg har altid været meget visuelt orienteret. Det er altid mig, der har fået øje på de skøre små detaljer i omgivelserne.”

Som teenager fik han arbejde hos en portræt- og reklamefotograf i Herning, og han underviste i fotografi på aftenskolen. Efter folkeskolen gik han på grafisk EFG, og som 18-årig i 1991 startede han på Journalisthøjskolens sidste hold på pressefotografuddannelsen”Jeg er en nyhedsjunkie, så jeg ville være pressefotograf.” [fortsættes...]

Ulrik Bang

Ulrik Bang

Samarbejde – aldrig arbejdsgiver
Som selvstændig i dag er han registreret både som producent og pressefotograf, men selvom forretningen er omsiggribende, foretrækker han at have samarbejdspartnere frem for at ansætte folk.

”Min drivkraft er at lave produktet fra A til Z. Det kan godt være, at jeg undervejs i et projekt hyrer en særlig ekspertise ind for at sikre en høj kvalitet, men det er vigtigt for mig, at jeg har fingrene i dejen lige fra ideudviklingen til det færdige produkt.”

Kommentarer