Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Peter Sekaer, den tredje store danske USA-fotograf

Sammen med fotograferne Jacob A. Riis og Jacob Holdt får Peter Sekaer nu en velfortjent plads i den amerikanske historie.

En amerikansk udstilling og en pragtfuld bog sætter fokus på danske Peter Sekaer og hans livsværk.

Peter Sekaer spillede med sine social-dokumentariske fotografier en fremtrædende rolle for præsident Franklin D. Roosevelts (1933-45) mulighed for at gennemføre sin 'New Deal' reformpolitik med fokus på de arbejdsløse og fattige, der gennem 1920'erne var resultatet af et forfejlet amerikansk finanssystem.

Fra Peder Skrams Gade 
Peter Ingemann Sekjaer bliver født den 19. juli 1901 i Peder Skrams Gade 13 på Gammelholm i København i samme hus som faderens maskinimport. Han går i gymnasiet på Metropolitanskolen. Faderen forventer, at Peter som hans ældste søn skal overtage ledelsen i familiefirmaet. Han skal arbejde sig op fra bunden.

Men Peter vil noget andet. Han har læst Jack London og vil opleve eventyret i vildmarken. Og han vil væk fra sin dominerende far.  Som 17-årig, i 1918, sejler han til New York og rejser videre til sine morbrødre i Canada, hvor han arbejder som landbrugsmedhjælper. Han rejser videre vestpå, rundt i USA, på godstog, arbejder undervejs som skovarbejder, kok, brandmand...

Art Student League i New York
I 1920 er Peter Sekjaer tilbage i New York, på Frelsens Hærs herberg, med tomme lommer. Et par år senere er den energiske knægt i gang som silketrykker, skiltemaler og dekoratør og i 1926 har han  en større virksomhed og laver kæmpestore håndmalede teaterplakater, med otte ansatte.

Peter, der af praktiske grunde ændrer navn til Sekaer, får amerikansk statsborgerskab og bliver optaget på Art Student League, en kunstskole i New York, styret af kunstnere og elever.

Her møder han sin kommende hustru, den smukke Elisabeth Hitchings og bliver ven med maleren Ben Shahn, der deler atelier med fotografen Walker Ewans. I 1935 stopper Sekaer på malerskolen og begynder i stedet at tage undervisning i fotografi på New School for Social Research, hvor han møder Berenice Abbot.

Fra maleri til fotografi
I 1934  dropper Peter Sekaer maleriet for at hellige sig fotografiet på fuld tid. Sammen med Berenice Abbot fotograferer han gademiljøer, mennesker og havnekvarteret. Som selvstændig designer producerer Sekaer reklametryk og billeder til kunder som Lake Placid Club og Museum of Fine Arts i Boston.

Snart bor Sekaer hos Ewans, hvor han arbejder huslejen af i mørkekammeret. Mens Evans rejser rundt med kameraet, laver Sekaer Evans' portfolier af 'African Negro Art' i mørkekammeret  til Museum of Modern Art.

  • Peter Sekaer

  • Peter Sekaer

Fotodokumentarist for præsident Roosevelt
I 1935-36 rejser Sekaer og Walker Evans rundt sammen, blandt andet i sydstaterne, og fotograferer for Farm Security Administration. Roosevelts 'New Deal' har brug for billeder til at dokumentere den udbredte fattigdom og elendighed for at få de nødvendige bevillinger gennem kongressen.

Alle disse billeder fra Walker Evans, Ben Shahn, Dorothea Lange, Russel Lee, Jack Delano, Arthur Rothstein og Peter Sekaer er nu en vigtig del af USA's kulturarv og bruges i talrige rapporter, tidsskrifter, aviser, ugeblade og bøger igen og igen. Også som forlæg til film, for eksempel John Fords 'Vredens Druer'. 

Sekaer er god til jobbet. Han kan snakke med alle, og hans danske accent giver ham troværdighed. Han kan komme ind allevegne. Han er ikke den lidenskabelige reformator som Jacob Riis eller Lewis Hine, mere kunstneren, antropologen, der nyder at beskrive ting, arkitektur, skilte, mennesker, der definerer det amerikanske samfund i 1930'erne.

Peter Sekaer skriver til Elanor Roosevelt om sine billeder:
”...purely documentary, utilitarian in purpose, they come closer to being works of art than most of the so-called 'art photographs'  that aim at being decorative. It is self-evident that they are honest photographs of real people and their lives,- more than casual 'candid shots,- more than mere newsreel views... A vital relation to contemporary such as one feels in these pictures, has always been an essential factor of any great art expression, if photography is to prove its worth as an art form it will probably be in this direction.”

'Government photographer' og reklamebureaudirektør
Gennem en halv snes år arbejder Peter Sekaer for forskellige regeringsorganisationer som Rural Electrification Administration, United States Housing Authority, Office of Indian Affairs, Farm Security Administration og Office of War Information, og i 1943  finder vi Peter Sekaer som ledende fotograf for American Red Cross.

Fra 1944 driver Sekaer sin egen reklamevirksomhed med kunder som Kodak, Bell Telephone, National Cash Register, Vogue, Glamour og Ladie's Home Journal. Midt i dette travle liv dør Peter Sekaer, kun 49 år gammel, af et hjerteslag den 14. juli 1950 i hjemmet i Ardsley, New York.

Bogen: 'Signs of Life'
John T. Hills smukke bog, er det første store værk om Peter Sekaer, og en grundig indføring i Sekaers liv og værk. Meget levende skrevet og uhyre grundigt researchet om Sekaers bidrag til Roosevelts enestående 'New Deal', og om hans udvikling som fotograf i den periode.

Bogen bringer, ud over de 109 udvalgte værker, 12 helsiders billeder fra hvad Hill kalder 'The Sekaer Album', Peter Sekaers beskårne kontaktkopier, klæbet op på i alt 44 store brune papirark. Her er vi nede i fotografens maskinrum og kan følge en udvikling.

Samarbejdet med fotografen Walker Evans beskrives, så man fornemmer et nært venskab. Peter Sekaers nu afdøde hustru, Elisabeth Sekaer Rotschild, har uden tvivl bidraget meget til det personlige touch i Hills tekst.
Datteren Christina Sekaer skriver om hvordan hun genopdager sin far som menneske gennem arbejdet med hans efterladte værk. Hun var kun fem år, da han døde.

John T. Hill er fotograf og har været eksekutor på Walker Evans' værk, så han véd, hvad han skriver om. Når det så tillige er enkelt og flot layoutet, trykt i tritone på smukt, kraftigt papir i fornem indbinding kan man ikke ønske sig meget mere.

Hørte I det, ude på Christians Brygge?
Vi mangler måske bare at få High Museums fine udstilling 'Signs of Life' over Atlanten til København, nu hvor den er sluttet på International Center for Photography i New York. John T Hills  værk står allerede på bibliotekshylden.

John T. Hill: 'Signs of Life: Photographs by Peter Sekaer'.
Med bidrag af Julian Cox og Christina Sekaer.
High Museum of Art, Atlanta, i samarbejde med Steidl Publishers og Howard Greenberg Gallery 2010.
Stort format, stift bind, 200 sider, 109 store tritone-reproduktioner af Peter Sekaers værker,161 tritone ill., 48 €.

Kommentarer