Når man tror på det!

Allerede som 18-19 årig fotoelev fik Peter Christian Christensen muligheden for at arbejde en måned i New York som assistent. Han nød New York så meget, at han endte med at blive der i fire år. Alligevel var det Paris, han valgte, da han efter et par år som modefotograf i København ville rejse ud igen. Paris har nu været base for hans karriere i 17 år, og han tager sikkert 17 år mere i byernes by.

”Paris er en af verdens smukkeste byer. Den inspirerer mig og passer til min fotostil – og her bor jeg med min kæreste og mine små børn” siger han.

Håndværk er også at sælge sig selv 
I Paris lagde han ikke ud med at gå fra bureau til bureau for at vise sine hidtidige billeder. 
”Jeg var taget til Paris for at lave noget andet, end det jeg havde lavet i Danmark. Jeg havde sat mig for at finde og udvikle min egen stil. Jeg hyrede nogle stylister og en art director, som jeg havde mødt gennem mine job for skandinaviske kunder, og de hjalp mig med at style og vurdere mine billeder.”

Flere gange var han meget tæt på at få nogle store kampagner i hus, men det blev altid kun til lige ved og næsten.

”Jeg havde besluttet, at det måtte tage den tid, det tog at komme i gang i Paris, og de penge, jeg tjente, brugte jeg næsten udelukkende på at udvikle mine egne ting. Men jeg blev jo også ældre og ville gerne etablere mig mere permanent, så efter fem år bestemte jeg mig for at blive håndværker igen. Det elsker jeg – jeg har fundet mig selv, så at sige.”[fortsættes...]

Peter Christian Christensens billeder har i dag et filmisk islæt og appellerer til beskuerens fantasi. Det filmiske har altid haft hans interesse, og han har også været brugt som fotograf på reklamefilm. Desuden har han de seneste år instrueret og fotograferet små mood-film til mode-brands.

Prisen for succes
Han fotograferer ikke kun i Paris. Han har også en agent og mange opgaver i London, og har i det hele taget optagelser på destinationer overalt i verden. Gennem de seneste 8-10 år har han haft ca. 100 rejsedage om året. Når han er hjemme i Paris, har kæresten og børnene derfor høj prioritet. Så må arbejdsdagene ikke være for lange.

”Det er selvfølgelig en vigtig information til fotografer, der overvejer at flytte til udlandet.  Der en pris, når man både flytter fra sit hjemland, og når man arbejder som modefotograf, der skal rejse meget. Man mister kontakten til sine gamle venner i hjemlandet, og man er meget væk fra sin kæreste og børn,” siger han.

Den fotografiske magi
Peter Christian Christensens interesse for fotografi begyndte allerede i barndommen, hvor han etablerede et mørkekammer på sit værelse. Han var også tidligt på den med hensyn til at arbejde i udlandet. Da han som 18-19 årig var elev hos hhv. Leif Schiller og Torben Johansen, fik han tilbudt at tilbringe en måned som assistent i Schillers studie i New York. Han syntes, det var skønt at være i udlandet, og da flere fotografer spurgte, om han ville arbejde for dem, valgte han at udvide opholdet i New York. [fortsættes...]

”Et assistentjob går jo ikke ud på at fotografere, men netop at assistere og hjælpe med at sætte lys osv. Jeg prøvede ikke at stjæle billedet, men holdt mig i baggrunden. Måske var det det, de godt kunne lide.”
Ledelsen på fotografuddannelsen og hans mester godkendte, at han blev i New York, hvis blot han lovede at tage sin afsluttende eksamen, når han kom hjem. 
Det gjorde han fire år senere!

At fotografere mennesker
Gennem årene i New York fik han en masse indsigt, i hvordan man arbejder som fotograf i modeverdenen, og han fik også erfaring inden for reklamefilm. Ved flere lejligheder assisterede han for den danske reklamefilminstruktør Kenneth Madsen, og da han tilbød Peter Christian Christensen at arbejde sammen med ham i København, gik turen hjemad. [fortsættes...]

Her var han med til transformere de gamle bygninger, der oprindelig havde været et jernstøberi, i Guldbergsgade på Nørrebro i København til et filmstudie. De selvsamme bygninger, som Kenneth Madsen siden besluttede at ombygge til Empire Bio.

Ved siden af arbejdet med Kenneth Madsen opsøgte Peter Christian Christensen diverse danske blade og mode- og reklamebureauer med sit portfolio, og efterhånden fik han opbygget en god forretning med modefotografi. At det skulle være mode, var han aldrig i tvivl om, dog ikke på grund af moden i sig selv. Han ville fotografere mennesker.

Man skal rejse for også at få de interessante opgaver
Men – der var et men i forhold til de danske kunder. 
”De bad ofte om billeder i stil med dem, de så i de internationale magasiner. Det vil sige billeder, der var lidt kunstneriske og ikke viste så meget af tøjet, men mere formidlede stemninger. Når jeg så stod på opgaven ville kunderne alligevel gerne have, at man også skulle kunne se knapperne i skjorten.”

”I stedet for at gå og være halvirriteret og småsur, tænkte jeg, at så måtte jeg jo tage derhen, hvor man lavede de ting, jeg var interesseret i.”

Han overvejede at tage tilbage til New York, hvor han allerede havde gode kontakter. Men det var langt væk i forhold til at bevare sine kunder i Danmark. Paris derimod var oplagt. En smuk, inspirerende by og kun halvanden times flyvning væk.

Så tog han af sted – uden kontakter og uden at kunne tale sproget. 
”Man bliver nødt til at tro på det. Jeg rejste ud mens det gik godt for mig i Danmark, så jeg havde selvtillid, og mine opgaver var med til at betale, at jeg havde råd til at rejse hjem et par dage hver anden uge og tjene de penge, jeg skulle bruge i Paris.”