Gå til hovedindhold
Bliv medlem

MetroXpress vil lave bedre produkt - uden fotografer

Journalisten.dk: Fyringen af fotograferne på MetroXpress og 24timer - og ansættelsen af en billedredaktør - vil højne billedniveauet, slår avisens chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, fast. »Tankegangen er totalt middelalderlig,« siger formanden for DJ:Fotograferne

Fyringen af de to faste fotografer og en fotopraktikant på MetroXpress og 24timer vil ikke svække aviserne på billedsiden. Tværtimod.

»Vi har haft to dygtige fotografer, men de har ikke skabt en kontinuerlig billedlinje. Det skyldes, at vores samlede forbrug af billeder er så stort, at det forholdsmæssigt ikke er mange egenproducerede billeder, vi har haft,« siger ansvarshavende chefredaktør Jonas Kuld Rathje til journalisten.dk.

Fotograferne er blevet sagt op, da trafikavisernes nye ejer, Tamedia, lader journalisterne tage billeder til deres egne artikler.

Jonas Kuld Rathje forklarer, at de to fotografer ikke har kunnet nå at tage billeder til samtlige artikler, hvorfor aviserne har været præget af bureaubilleder.

»Aviserne har haft et jævnt niveau på billedsiden, som har peaket, når vores egne fotografer har taget billeder,« siger han.

Peter Thornvig, formand for DJ:Fotograferne, kalder »tankegangen totalt middelalderlig«:

»De gode fotos skaber merværdi og hiver læserne ind i teksten. Det ærgrer mig, at man ofrer kvalitet for kvantitet.«

Thornvig får støtte fra formanden i Pressefotografforbundet, Lars Lindskov:

»Det er en dybt uheldig beslutning. Først og fremmest for de berørte kolleger, men også for aviserne. MetroXpress er meget visuel, så det ærgrer mig, at chefredaktionen ikke er visionære nok til at beholde fotograferne.«
Læs hele artiklen her

Kommentarer