Indstillinger til FOTOGRATUAL 21
Indstillet af en eller flere indstillere
DER KAN INDSTILLES FREM TIL TORSDAG DEN 14.10. KL. 24.00
> SÅDAN INDSTILLER DU
Indstillet til FOTOGRATUALA er:
Beate Cegielska
Beate har i årevis arbejdet dedikeret for kamerabaseret kunst og med kunsthallen som udgangspunkt har hun skabt et særligt fokus på fotografiet. Galleri Image er ikke fysisk en stor kunsthal, men Beate Cegielska evner igen og igen at kuratere smukke, indbydende udstillinger, der også giver den enkelte kunstner et løft.
Tilbage i 2017 udstillede Galleri Image også i byrummet, hvor fotografiet som samtidskunst kom særligt fint til sin ret - de fotografiske værker gav nye måder at anskue urbaniteten og bidrog derigennem til Aarhus 2017s tema Rethink.
Med den årlige fotobogsfestival cementerer Beate Cegielska sit demokratiske syn på fotografiet: hun udbyder workshops med paula roush til et symbolsk beløb, så fotografer kan lære at sekventere serier og binde dem til fotobøger, hun koordinerer internationalt anerkendte kuratorer, så udstillingerne altid er nye, friske, med kant og med festivalens bogmarked er det muligt at købe fotokunst med hjem for relativt små penge.
Beate Cegielska og Galleri Image har gennem årevis og med sit fortsatte virke gjort fotokunsten tilgængelig både konceptuelt og helt lavpraktisk.
FOTOGRAFIETS DAG
6. NOVEMBER
Program og tilmelding >
FOTOGRATUALA 21
Om prisen og priskomiteen >
Danmarks Fotomuseum / PhoMu
- ikke bare for noget, de har gjort, men især for noget de er i gang med at gøre.
Deres projekt PhoMu fortjener maksimal støtte, for hvis det bliver realiseret, bliver det en enorm gevinst for dansk fotografi! Projektet fortjener derfor at blive kendt, og det kan det blandt andet blive ved at få Fotogratulaprisen.
Folkene bag projektet fortjener al den støtte, der kan opdrives, for det er et kæmpearbejde at få det op at stå. Det vil være vigtigt for både dem og for diverse sponsorer at notere sig støtten fra den danske fotografiske branche - og det er lige her, Gratulaprisen kan gøre rigtigt meget gavn.
Atla. Nordic Platform for Emerging Photography
Atla et frisk pust til det danske kulturliv.
Atla er etableret og drevet af fire unge danske kvinder for at give de “endnu ikke etablerede” danske fotografer en platform og en vej ud i det danske og internationale kunst- og medielandskab.
Siden er de blevet til nok den vigtigste platform for vækstlags-fotografi i Norden - og de har vokseværk!
Generelt har Atla siden deres lancering arbejdet hårdt for at udbrede kendskab til fotografer i og fra Danmark. Dette gør de bl.a ved at samle folk på tværs af kunstneriske udtryk, hvilket kan ses i deres seneste udgivelsesprojekt Atla om Paper, hvor de udgiver hele tre tværkunstneriske fotomagasiner.
De eksperimenterer med fotografiet æstetiske udtryk og formår at stable adskillige events på benene hvert år. De arrangerer events bestående af udstillinger, talks, performances, poesioplæsning, workshops og filmvisninger, hvormed de skaber flere forskellige måder at opleve fotografiet på.
Alle deres projekter tager på forskellig vis fat i de problemstillinger, vi finder i vores samfund i dag. Atla er således med til at give fotografiet medindflydelse og en stemme i vores kultur og samfund. Med fotografiet og det nordiske vækstlag i centrum, baner Atla vejen for, at så mange grene af kunst og kulturbranchen som muligt skal få øjnene op for fotografiets egenskaber. De fortjener derfor at vinde dette års Fotogratula for at eksperimentere og promovere ikke kun fotografer, men også fotografiet som udtryksform.
> https://www.atlaplatform.com/
Copenhagen Photo Festival
Festivalen er ifølge dem selv den største nordiske festival af sin slags med mere end 30 udstillinger fordelt på gallerier, museer og kunstinstitutioner i København og Sydsverige og præsenterer en bred vifte af fotokunst, hvor kunstnere og partnere indtager København og Sydsverige.
Ideen til at København skulle holde en fotofestival som mange andre storbyer fik Julie Klitbo og Rasmus Ranum i 1999. De ønskede med festivalen at skabe en større synlighed omkring dansk fotografi og at skabe en større interesse for fotografiet blandt bl. a. almindelige borger i Danmark.
Ved rigtig hårdt arbejde er det i dag lykkes at gøre Festivalen til en stor begivenhed i København og omegn.
Copenhagen Photo Festival præsenterer det bedste inden for dansk og internationalt samtidsfotografi i byrum - og på kunst-og kulturinstitutioner, cafeer og gallerier.
Publikum kan møde alt fra kunstfotografi til dokumentarfotografi, taget af både professionelle fotografer og af elever på landets fotoskoler.
Samtidig er Copenhagen Photo Festival meget aktiv på bl.a. FaceBook med at annoncere diverse fotografiske begivenheder, som sker rundt i landet.
Copenhagen Photo Festival har gjort fotografiet synligt!
> https://copenhagenphotofestival.com/da/
Jens Friis som redaktør for tidsskriftet Katalog
– Tidsskrift for fotografi & video. Journal of photography & video.
Katalog er et forum for fotografi, video og mediekunst. Tidsskriftet startede som udstillingskatalog for Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik men fungere meget mere bredt i dag. Oprettet i 1988
Billedserier af kendte og ukendte fotografer gengives i høj kvalitet. Tidsskriftet bringer herudover essays, interviews, debat- og nyhedsstof om fotografi. Katalog er et af de få blade vi har om fotografi i Danmark.
> https://www.facebook.com/katalogjournal/
Kirkegaards Antikvariat
Antikvariatet beskæftiger sig mest med fotografiske bøger og her kan man finde alt fra første udgaver af de store navne indenfor fotografiet, men også tidsskrifter og mindre kendte fotografers bøger.
Tommy Kirkegaard er meget aktiv for at udbrede kendskabet til og interessen for fotografi fra billedkunst til fotojournalistik med fokus på bøger. Samtidig holdes der i antikvariatet forskellige arrangementer med fotografi som emne.
Det er stedet i Danmark, hvor man kan finde alt inden for fotografiet i bøger, og det sted som oplyser mest om fotobøger af alle slags bl. a. på FaceBook.
> Kirkegaardsantikvariat.dk.
Nanna Bisp Büchert, fotograf
Nanna BB har arbejdet med fotografi fra sin tidlige ungdom sammen med kunstneren Richard Winther. Deres optagethed af kroppen og fotografiet som særegent kunstnerisk særlige udtryksfelt gør dem til pionerer indenfor forståelsen af kunstfotografi. Hun afspejler en kvindelig ånd og følsomhed som er anderledes end meget andet dansk fotografi. Hun er beslægtet med Tove Kurtzweil som hun var tæt på i mange, mange år. Hendes nordiske sind har gjort hende til en fotograf, som i sin optagethed af steder og familierelationer gør hende til en stor nordisk kunstner.
> http://kunstnerportal.bkf.dk/nannabisp-b%C3%BCchert
Hanne Lise Thomsen, fotograf
Har gennem årene udviklet et koncept hvor fotografiet bl.a. gennem billboardformater bringer reflektion, international inspiration og indsigt ud til destinationer der rækker fra storbyer til mere anonyme dele af verden. Det fotografiske univers hun gennem din karriere har udviklet med stærk visuel gennemslagskraft, fortjener en plads i rækken af FOTOGFRATULA modtagere.
> http://hannelisethomsen.com/da/
> https://www.instagram.com/hannelisethomsen/
Jytte Rex, fotograf
Fortættede billeder, foruroligende, drømmende og skønne... det er karakteristikken for Jytte Rex' billeder. Hun har arbejdet med fotografiet som grundtone alle årene fra de tidlige samarbejder med Lene Adler Petersen og Kirsten Justesen. Tre pionerer indenfor dansk kunst i 60'erne og 70'erne. Hun har interesseret sig for kvinders liv og færden, skrevet det ned og filmet det. Antikken er også en stor del af hendes verden. Det tidløse og andre kunstarter som grafik, arkitektur, musik og litteratur. Pelle Gudmundsen Holmgreen. Inger Christensen, Palle Nielsen og Henning Larsen er personer fra hendes egen tid som hun har været med til at fastholde.
De levende billeder, hvad enten det er på på træ, papir eller metal og sågar filmstrimmel. Det er på tide vi kobler fotografiet med det filmiske medie.
Jytte Rex er en af vor tids mest originale kunstnere, der har arbejdet med fotografi og levende billeder som det bærende > https://jytterex.net/
Mette Frandsen, fotojournalist
Hun er uddannet fotojournalist, underviser på DMJX og DIS Copenhagen, samt var en af de drivende kræfter bag hele Masterclass begrebet i Danmark med de første 10 propfyldte Masterclass kurser på Fatamorgana.
Før Masterclass begrebet var det svært at opdrive kurser der tilbød mere end blot fotografi, da det meste var henvendt til begyndere eller lidt øvede. For hvor skulle man gå hen?
Fra de første Masterclass kurser på Fatamorgana, er det lykkedes Mette Frandsen at gro et inkubations miljø indenfor fotokunst, hvor hun personligt tager grupper og individer ind, kultivere dem til at udfolde og levere på den kunstfotografisk scene. Hun har endvidere hjulpet kunstfotografer frem til endelige bogudgivelser, udstillinger og været primusmotor på fondsansøgninger med adgang til udenlandske uddannelsesinstitutioner, udstillinger og bogudgivelser.
Hendes Mentor arbejde er helt unikt, givet hendes kunstfotografiske indsigt og hendes villighed til at give ALT hun ved. En time hos Mette Frandsen kan utilsigtet vende din verden på hovedet, men på en god og berigende måde.
Mette Frandsen er et menneske med en personlig ild og en brændende passion til at løfte fotografiet videre til fotokunst og derfra til kunstscenen og ud i verden. Hvilket blandt andet også giver sig til kende ved hendes nøje planlagte fotorejser til Frankrig og Japan med indlagte kunstnerbesøg og workshops.
Med prisen, vil Mette Frandsen få mulighed for at udbygge sine Mentor-aktiviteter, bibeholde sin høje standard og give den danske fotokunstscene mere brændstof til fremtiden.
> https://www.instagram.com/mettefrandsen/?hl=da
Nanna Bisp Bûchert, kunstfotograf
Indstilling af Nanna Bisp Büchert. Nanna BB har arbejdet med fotografi fra sin tidlige ungdom sammen med kunstneren Richard Winther. Deres optagethed af kroppen og fotografiet som særegent kunstnerisk udtryksfelt gør dem til pionerer indenfor forståelsen af kunstfotografi. Hun afspejler en kvindelig ånd og følsomhed som er anderledes end meget andet dansk fotografi. Hun er beslægtet med Tove Kurtzweil som hun var tæt på i mange, mange år. Hendes nordiske sind har gjort hende til en fotograf, som i sin optagethed af steder og familierelationer gør hende til en af de store nordiske kunstnere.
> http://kunstnerportal.bkf.dk/nannabisp-b%C3%BCchert
Mette Sandbye, professor i fotografistudier ved Københavns Universitet.
Vi mener Mette Sandbye bør hædres for den mangeårige indsats hun har gjort for dansk fotografi. Gennem de sidste 30 år har hun med smittende iver formidlet fotografiet i al sin bredde og ikke mindst drevet forskningen i dansk og internationalt fotografi fremad i Danmark.
Mette Sandbye har udgivet flere væsentlige bøger om fotografi, undervist utallige studerende, skrevet talrige artikler, holdt foredrag og medvirket i TV- og radioprogrammer. Alt sammen til gavn for udbredelsen af kendskabet til dansk fotografi. I sit virke som kunstkritiker ved Weekendavisen har Mette Sandbye desuden siden 1995 med stor passion og viden bragt fotografiet ind i avisspalterne og ud til læserne. Det har uden tvivl være med til at få fotografiet anerkendt som et væsentligt medium i kunstverdenen også i Danmark.
Det kendetegner Mette Sandbyes virke som både forsker, forfatter og kunstkritiker, at hun favner og forstår at formidle fotografiet i sin mangfoldighed af genrer – hun beskæftiger sig både med samtidsfotografiet og det kulturhistoriske fotografi. Fra konceptkunstens brug af fotografi til familiealbummets kulturelle betydning. Senest har hun bl.a. bidraget til bogen Une histoire mondiale des femmes photographes med en artikel om Julie Laurberg, Mary Willumsen, Jette Bang og Pia Arke og været medkurator på 25-års jubilæumsudstillingen I virkeligheden på Fotografisk Center, hvor de seneste 30 års væsentligste tendenser i dansk fotografi tages op.
Mette Sandbyes betydning for dansk fotografi kan ikke undervurderes, hvilket hendes position som den første professor i fotografistudier vidner om. Her godt 30 år efter hun udgav sin første bog Det iscenesatte fotografi vil det være på sin plads at hædre en af dansk fotografis største forkæmpere og fortalere.
Galleri Image.
Image har siden galleriets start i 1977 hele vejen igennem med stor kærlighed og respekt for det fotografiske medie, holdt et utrolig fint kunstnerisk niveau. Galleriet har en høj grad af kommunikation og udveksling med det internationale fotokunstmiljø, samtidig med at det til stadighed har givet plads til at nye kunstneriske talenter og deres udvikling. Galleriet, ledet af Beate Cegielska, har formået at sætte kunstnerisk indhold højere end kommercielle interesser, hvilket har dannet baggrund for den respekt galleriet nyder både nationalt og internationalt.
> https://www.galleriimage.dk/index.php/dk/
Dansk Dokumentarisme
Med både nyhedsbrev, podcast og online foredrag, har Dansk Dokumentarisme de seneste tre år etableret sig som en af de vigtigste udgivelser om, hvad der rører sig indenfor det dokumentariske fotografi i disse år.
Dansk Dokumentarisme blev stiftet i 2018 af fotojournalisterne Emil Ryge og Sigrid Nygaard, og hovedproduktet er det elektroniske nyhedsbrev. som udkommer cirka fire gange om året.
Nyhedsbrevet er på kort tid blevet et must – ikke kun for fotografer, men for alle der arbejder med dokumentarisme, og ikke mindst journalister, som jeg selv. Her får man i en overskuelig form punktnedslag i både nyt fotografisk arbejde og inspiration til interessante udstillinger, fotobøger og relevante foredrag. Og så tager nyhedsbrevet også livtag med relevante, aktuelle diskussioner.
Dansk Dokumentarisme fokuserer på fotografisk dokumentarisme i bredeste forstand, dels den klassiske fotojournalistik, men i særlig grad på dansk arbejde, som rykker grænser og afprøver nye metoder - herunder ikke mindst unge fotografers arbejde.
De har ovenikøbet også deres egen podcast, der dækker store og aktuelle emner som #MeToo, eller hvordan man fotograferer en pandemi. Men som også giver ordet til forskellige fotografer med udgangspunkt i deres arbejde. Alle podcast er produceret af Emil Ryge, Anders Rye Skjoldjensen og Sigrid Nygaard.
Under nedlukningen i 2020 producerede Dansk Dokumentarisme en række online foredrag under navnet ’Kældertalks’. Her interviewede de forskellige danske fotografer om deres arbejde – alt sammen fra Sigrid Nygaard og Emil Ryges kælder på Amager. Dansk Dokumentarismes drives af frivillig arbejdskraft og modtager ikke nogen form for økonomisk støtte og projektet fortjener en pris for deres nyskabende, ihærdige og originale arbejde – båret af både indsigt og kærlighed til det dokumentaristiske fotografi.
> https://www.danskdokumentarisme.net/
Rudi Haas, faglære fagfotografuddannelsen
Indstilles for hans påvirkning af flere generationer fotografer. Og der igennem være med til at højne kvaliteten af dansk fotografi.