Hilsen fra Paris Photo 2014
Der forventes op mod 60 tusinde besøgende i de 4 dage udstillingen varer. Blandt dem Anders Jægenø der deler nogle af de mange indtryk og muligheder, der også vil være på dagsordenen når mere end 40 danske fotografer, lørdag eftermiddag mødes i Centre Pompidou
# Årets store internationale galleribegivenhed for fotografi startede torsdag og slutter søndag 16. november. På det over næsten 3 tønder land store udstillings område i Grand Palais i Paris, er 150 fotogallerier og 30 forlag og udgivere klumpet sammen under den store og smukke jernkonstruktion, med et herligt dagslys gennem det store glastag.
Galleristerne sætter dagsordenen.
Det er ikke hvert år at fotografierne imponerer lige meget i den 18 årrige tradition udstillingen repræsenterer, og 2014 er ikke et af de store år, hvad angår originalitet og kvalitet.
Men man skal huske at det er en salgsudstilling, så det er ikke altid det er fotograferne der har det bestemmende ord, når der skal vælges billeder ud – men mere galleriets opfattelse af hvad der kan sælges og hvad man ønsker at prøve af, for at optimere indtjening.
Alligevel byder Paris Photo i år på masser af input til oplevelse og fødder – det tager mange timer at komme igennem de tusindvis af billeder, og det er let at se sig mæt i en billed rus hvis man prøver at sluge det hele, man må lade sig fascinere, forføre og vælge ud.
Japansk billede teknik
Fascineret bliver man på Amanasaltos stand hvor Fotografen Hiroshi Sugimoto 120 x 80 cm store platin/palladium kopier er en overvældende oplevelse. Den japanske grafiske organisation a mana overtog det belgiske print firma, Salto Ulbeek, der var førende i kopiering af fotografisk materiale. Japansk investering og belgisk ekspertise har skabt verdens førende grafiske foto print center i Japan.
Sugimotos billeder er magiske i deres enkelthed, selvom han ikke arbejder meget med den lyse del af gråskalaen hvor platin/palladiun printet har sin fineste separation. Men selv i mellem gråt og mod den mørke ende, viser materialet og håndværket sin overlegenhed over alt andet.
I et platinprint er den fotografiske emulsion indlejret i selve papiret og ikke i et gelatine lag ovenpå, der er ingen refleksion, og således intet mellem billedet og øjets nethinde – det giver en dimension og dybde som er enestående.
Det er glædeligt at se at der i dagens krise tider er mod til at satse på verdens dyreste og smukkeste print teknik – og så blev platintrykket opfundet af William Willies i 1870, det blev brugt til de tidlige fotografier på grund af holdbarheden. På grund af prisen glemt i en del år, indtil Irving Penn genoptog teknikken i 1960’erne. Kopierne holder i flere hundrede år.
Sort hvid mode
I Grand Palais havde galleriet Camera Works ophængt en række af den Amerikanske modefotograf Herb Ritts meget fine s/h billeder. Billederne har 20-30 år på bagen, men de viderefører fint den klassiske tradition, krydret med den allesteds nærværende erotiske undertone, der er i meget kommercielt fotografi – men uden den undertone af denne globale menneskelige interesse, ville interessen for fotografi ikke være på samme niveau i dag.
US street photograpy
Det fine galleri i Tuilerie haven, ”Jeu de Paume” har en stor ophængning af den Amerikanske fotograf Garry Winogrand der døde i 1984 56 år gammel. Han fotograferede i 1960’erne amerikanere i deres dagligdag – menneskers almindelige liv på gaden, Ligesom mange andre amerikanske fotografer, måske knap så underfundigt som Lee Friedlander som suverænt var den største street fotograf gennem tiden.
Winogrand kaldte sig selv ”a student of America” således at forstå, at han forsøgte at læse og forstå den amerikanske selvfølelse ved at se på fotografierne – Og han så alle modsætningerne, selvmodsigelserne og urimelighederne, og indså at det kunne fotografier ikke forklare eller ændre.
Fotografisk bredde
Denne iagttagelse falder helt i linie med Michel Frizots billedsamling der vises på le Maison Europeenne de la Photografie (MEP), Every Photograph is an enigma (ethvert fotografi er en gåde).
Udstillingen er en samling af fotos af forskellige fotografer og nogle anonyme, andre navngivne, glemte, kendte, amatører – alle hvis fotografier der i historikeren Michel Frizots opfattelse fanger noget i vores bevidsthed, der skaber vedkomne spørgsmål i stedet for svar – som skaber noget uforløst i stedet for at være forløsende. Det er en fornemmelse vi alle har haft ved nogle billeder – hvor vi har skulle søge i egen erindring og baggrund for at trænge ind i billedets univers.
Billederne på ophængningen er relativt små og det tvinger betragteren til at gå tæt og det giver en særlig intimitet, der er med til at forstærke mystikken.
Bøger
Hele Paris summer af billeder og interessen er enorm, og i denne måned er byen en ekstra messe værd. Nævnes skal også bogmessen ”Offprint” der afholdes i de noget slidte men smukke og stemningsfulde sale i skolen for de smukke kunster. Her sælges og vises selvfremstillede bøger og sjælne udgåede bind.
Der er en hektisk stemning af entusiasme. Messen har gennem de sidste år vokset sig større og er nu så livskraftig at der er kommet en mobil restaurant og en hjemme bygget bar. Så nu er ”Offprint” fuldt etableret.
Kommentarer