Gå til hovedindhold
Bliv medlem

FotoSalon koncentrat: Træd op på de sociale medier og så nogle frø

Synlighed har en værdi. De fem oplægsholdere på FotoSalon 2013 var rørende enige om, at det er anstrengelserne værd at være til stede på de sociale medier.

Michael Harder

Michael Harder Alle 70 tilmeldte deltog i FotoSalon 2013, hvor deltagerne ikke bare hørte om at være på nettet, man skal også var der


Hvad nu, hvis ens billeder bliver snuppet og måske videresolgt, uden at man selv ser skyggen af en krone - eller sågar en kreditering? Det spørgsmål syntes at være en mindre bekymring hos oplægsholderne på årets FotoSalon, der havde fokus på de sociale mediers fælder og potentiale. De 70 deltagere fik et enstemmigt budskab om, at fordelene ved at gøre sit arbejde synligt og dele det på nettet er større end ulemperne.

Et boost til karrieren
FotoSalon 2013 fandt sted 2. marts på Bella Sky Comwell Hotel i København, og blandt oplægsholderne var tre fotografer: Camilla Hey (reklame, mad, møbel- og design, portrætter), Jonas Jensen (reklame, mode og beauty) og Henrik Adamsen (mode).

På programmet var også kreativ iværksætter og net-entreprenør Maiken Ingvordsen samt cand.it og konsulent fra firmaet WebFuture, Christian Buch Iversen, der begge fortalte om de sociale medier som et redskab til at booste karrieren.

Et redskab de tre fotografer havde taget til sig. De er alle tre på de sociale medier, hvor de flittigt deler deres billeder på f.eks. Facebook og billeddelingstjenesterne Pinterest og Instagram. ”Inden for mit felt er det godt, at vores billeder bliver spredt,” sagde Jonas Jensen.

Og Camilla Hey:
”Det er sjovt at være på de sociale medier, og jeg satser på, at jeg sår nogle frø.”

Vær der, hvor dine kunder er
Når man først er ’på’ de sociale medier, gælder det om at være aktiv og jævnligt poste. Og husk at gemme til travle tider, rådede Camilla Hey på baggrund af egen erfaring.
”Hvis du har for travlt til at lægge noget ud, så tror folk bare, at du ikke laver noget,” sagde hun.

Henrik Adamsen fulgte op og mindede om, at det også er vigtigt at være aktiv i de perioder, hvor der er huller i ordrebogen. Han er efter eget udsagn ikke typen, der kan sidde stille, når der ikke er jobs. Så sætter han selv en fotoserie i gang og lægger billederne ud. Han har bl.a. oplevet, at et mexicansk magasin så og købte en billedserie, han selv havde skabt. 

”Ofte er det kunden, der bestemmer. Men lav nogle gange noget sjovt, som er ’dig’. Så er det ’dig’ kunden køber,” sagde han, og slog også et slag for sitet behance.net, der ifølge sitet selv, har 70.000 brugere inden for den kreative branche.

”Nettet og de sociale medier er en tidsrøver, så beslut, hvilke af medierne der føles rare for dig, og juster i forhold til, hvor dine kunder er, og hvad de kan lide,” lød hans opfordring.

Kræver, at du har en strategi
Maiken Ingvordsen, der bl.a. rådgiver kunstnere om at brande sig selv, kaldte det en myte, at det tager lang tid at være online på facebook, og at der ikke kommer ikke noget ud af det.
”Jo, der kommer noget ud af det, hvis du har en strategi, og du behøver bare at bruge et kvarter om dagen.”

Hun erkendte dog, at det havde taget hende 3-4 år at blive toptunet med hjemmesider og sociale medier, men til gængæld har det også afgørende boostet hendes karriere, mente hun. Og det er helt gratis at være på de sociale medier, som hun understregede.

”Det gælder om at træde op på scenen. Synlighed har en værdi. Du opnår at blive brandet, få et større publikum og blive attraktiv for branchen,” sagde hun i sit engagerende foredrag, der fik mange af deltagerne til at sige til sig selv: Nu må jeg altså gå i gang med at profilere mig på de sociale medier. Maiken Ingvordsen har bl.a. skrevet bogen ”Fundraising til kreative projekter og kunsten at sælge sig selv”.

Giv det en chance
En af barriererne for at kaste sig ind i kampen om opmærksomhed på de sociale medier, er … netop opmærksomheden.
”Nettet er ærligt. Man bliver eksponeret, og derfor har mange mest lyst til at stikke hovedet i busken,” sagde Christian Buch Iversen.

Han opfordrede derfor lige som de øvrige oplægsholdere til at tage et skridt ad gangen. Begynd med det medie, hvor du synes, det er sjovest eller rarest at være.

”De sociale medier kræver vilje, lyst, nysgerrighed – og tålmodighed.”

”Jeg tror fint, at fotografer kan køre deres forretning ad de traditionelle kanaler i måske ti år endnu,” sagde han.

”Men prøv de sociale medier, giv dem en chance, før I afviser”.

Kommentarer