Gå til hovedindhold
Bliv medlem

FotoForum: "Indre og ydre landskaber"

Mød udstillerne Tonje Bøe Birkeland, Anni Leppälä, Johan Bergström og Ingvar Högni Ragnarsson.

I forbindelse med den kommende udstilling ‘Indre og ydre landskaber’ afholder vi FotoForum lørdag den 16. august kl. 14 med Tonje Bøe Birkeland, Anni Leppälä, Johan Bergström og Ingvar Högni Ragnarsson. 

Udstillingen

Johan Bergström (SE), Tonje Bøe Birkeland (NO), Anni Leppälä (FI), Ingvar Högni Ragnarsson (IS) og Ditte Knus Tønnesen (DK)

”För mig är naturen den optimala kulissen. Alla kan relatera till den och alla har olika relationer till den. Den är fåordig men väcker många känslor.*” (Johan Bergström)

Naturlandskaber, urbane landskaber, mentale landskaber. Landskabet som romantisk idé, historisk kategori, mytisk fortælling eller teknisk konstruktion. På udstillingen møder værker af fem unge, nordiske kunstnere hinanden i en undersøgelse af forholdet imellem indre og ydre landskaber. Kunstnerne fortolker landskaber, som vi ser dem i dag, og som de tidligere er blevet fremstillet. Motivisk kommer vi på en rejse fra de nære, nordiske landskaber ud til mere fjerne omgivelser. På grænsen imellem det romantiske, mystiske, iscenesatte og konceptuelle udfolder de fem kunstnere fortællinger og universer, der stiller spørgsmål ved vores forståelse af landskabet og vores sameksistens med naturen – eller mangel på samme.

Landskabet er et kunstnerisk motiv og en kunsthistorisk genre, der ofte bliver brugt til at undersøge forholdet mellem menneske og natur, hvor naturlandskabet repræsenterer en romantisk forestilling og længsel efter noget ’oprindeligt’, noget ’naturligt’. Udstillingens kunstnere piller ved de romantiske forestillinger, skaber nye storladne landskabsscenarier, iscenesætter fortællinger om mennesket i naturen og afslører landskabet som en konstruktion.

Indre og ydre landskaber er en del af Fotografisk Centers nye netværksprojekt, der med denne udstilling og bloggen Nordic Exchange (nordicexchange.net) skaber fokus på ung nordisk fotokunst og unge fotografer i norden.

Deltagelse i FotoForum
Medlemmer af Fotografisk Center  og Dansk Journalistforbund har gratis entré. 
Andre, 40 kr.
Tilmelding på info@photography.dk eller på 33930996.

Arrangeret i samarbejde med DJ:Fotograferne

Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø

16. august 2014
Pris: Gratis for DJ medlemmer. Tilmelding nødvendig.

Kommentarer