Det lykkes kun med stædighed
UDENLAND FOTOGRAFER: Fotojournalist (PF), Erik Luntang undrede sig: Hvorfor blev EU-spørgsmål altid illustreret med uvedkommende fotos af Berlaymont-bygningen? Nu arbejder han for EU, NATO og WHO
Erik Luntang I en hektisk hverdag tæt på verdens kendisser, er der også åndehuller som The Old Hack, hvor Erik mødte udenlandske korrespondenter og fik et uvurderligt netværk
Malkekøer
Dengang i midten af 1980’erne, hvor Erik Luntang i en periode malkede 500 køer to gange om dagen, var det ikke ligefrem forudsigeligt, at han en dag skulle blive fotojournalist. Heller ikke, at han skulle få base i Bruxelles og arbejde for bl.a. EU-institutionerne, WHO og NATO.
Om Erik Luntang
1992, afsluttede fotojournalistuddannelsen, Journalisthøjskolen i Aarhus. Herefter freelance i Bruxelles med opgaver for, bl.a. Reuters, VG, Expressen, Daily Mail, Irish Independent og danske medier.
1994-1999, chef for Nordfotos bureau i Bruxelles.
1999-2003, pressefotograf på Nordfotos Odense-redaktion.
2003-2010, partner og medstifter af billeddatabasen EUP-Images i Bruxelles. Opgaver for europæiske medier og flere EU-institutioner.
2004-2012, medejer og direktør for billedbureauet INSPIRIT Photo under INSPIRIT International Communications.
Siden 2012, ejer af enmandsbureauet LUNTANG. Arbejder som fotojournalist med billeder og video for bl.a. WHO, NATO og en række nordiske, britiske, irske, tyske og spanske medier.
http://inspirit.photoshelter.com/
Som ung knægt på Ærø havde han mange forskellige erhvervsplaner for fremtiden, men den korte version af, hvordan den landede på fotojournalisme, begynder på landbrugsskolen.
Efter uddannelsen som landmand ville han gerne på daværende Landbohøjskolen, ikke for at blive konsulent eller underviser, men for at blive faglig journalist. Han nåede dog aldrig at søge ind, for han blev ansat på en landbrugsavis, hvor han både skrev og fotograferede. ”Jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne lide at fotografere end at skrive,” siger han.
I 1989 begyndte han derfor på pressefotografuddannelsen i Aarhus og var i praktik på Polfoto.
Tændt på politiske billeder
Mens han var i praktik på Polfoto, havde han mange opgaver på Christiansborg, og i 1989/90 vandt han – med et foto af Poul Schlüter og Arne Melchior i en tilsyneladende tys-tys-samtale – årets pressefoto i kategorien ”politiske billeder”. Han mente, at der måtte være behov for samme typer billeder, når det handlede om EU, men artikler om Europa-Kommissionen og den kommende afstemning om Maastrichtaftalen blev altid illustreret med billeder af Berlaymont-bygningen.
”Jeg tænkte, at der måtte være en anden vej, hvor EU kunne gøres mere vedkommende, menneskeligt og forståeligt. Men mine kolleger sagde ’glem det – der er ingen fremtid i at være pressefotograf i Bruxelles og slet ikke med EU. Det interesserer ikke nogen’.”
Redaktørerne mente dog det modsatte. De så gerne mindre fremmedgjort fotojournalistik fra EU.
”Desuden var jeg stædig. Jeg ville bevise, at det kunne lade sig gøre,” siger Erik Luntang.
Direkte til Bruxelles
Mindre end en uge efter, at han i 1992 havde afsluttet pressefotografuddannelsen, ankom han til Bruxelles med en bagage bestående af gammelt fotoudstyr og en telefotosender, der lige var gået på pension på Polfoto efter mere end 25 års tjeneste. [fortsættes...]
Han havde en aftale om at kunne levere til både Polfoto og Nordfoto, det nuværende Scanpix. Men han fik kun penge, hvis de bragte hans billeder. Han fik dog også Information som kunde, og da han fandt han ud af, at de udenlandske korrespondenter havde en stampub, The Old Hack, begyndte han også at hænge ud der og fik et netværk, der af og til resulterede i opgaver for udenlandske medier som Daily Mirror, The Sun og The Times.
Så Erik fik smør på brødet, men heller ikke mere.
Kidnapning satte gang i forretningen
Gennembruddet kom i kølvandet på kidnapningen af den svenske dressurrytter Ulrika Bidegård 20. januar 1994. Hendes forældre ville holde en kort pressebriefing foran deres hjem, og Erik Luntang kørte straks af sted. [fortsættes...]
Han sendte billeder til svenske medier, og det satte gang i en række freelance-aftaler med nordiske medier, heriblandt svenske Expressen. Derudover blev han fast fotograf for norske Verdens Gang (kendt som VG) og rejste Europa tyndt med VG’s Europa-korrespondent. Siden kom også freelance-opgaver for schweiziske, østrigske, tyske og irske aviser.
Det blev klart, at det faldt i god jord, at han forsøgte at undgå stereotyper men gik efter at fortælle originale historier med sine billeder. Mission accomplished! Det kunne godt lade sig gøre at opbygge en forretning ved at dække EU på en vedkommende og journalistisk måde.
”Det er ikke mig ’bare’ at stille en person op ad en hvid væg. Jeg siger normalt, at jeg ikke er fotograf men fotojournalist, underforstået at jeg er fluen på væggen.”
Frem og tilbage
I 1994 besluttede Nordfoto at opbygge en redaktion i Bruxelles, og Erik Luntang blev tilbudt at stå i spidsen. Han sagde ja med det samme, for i bund og grund vil han helst være fastansat.
”Jeg hader det som pesten at skrive regninger for mit arbejde" [fortsættes...]
I slutningen af 1990’erne besluttede han at flytte til Nordfotos Odense-redaktion, og med sig hjem til Danmark havde han en kone og en datter. I 2004 var han imidlertid tilbage i Bruxelles, atter som freelance fotojournalist. På daværende tidspunkt havde hans kone, der er art director i reklamebranchen, allerede været tilbage et stykke tid.
”Hun er vokset op i Finland med et tysk pas og kunne ikke få job i Danmark, fordi hun ikke er dansker. Og da hun så blev gravid med vores andet barn, proklamerede hun, at hun ikke kom tilbage til Danmark, før hun havde født. Hun skulle ikke føde på et dansk sygehus med ti forskellige jordemødre, læger og sygeplejersker. I Bruxelles havde hun den samme læge, den samme jordemoder og den samme sygeplejerske, som tog mod vores første barn. Og de blev under hele processen.”
Men for Erik Luntang var det svært atter at slå igennem i Bruxelles.
”Interessen for EU var dalet, samtidig med at medierne havde færre penge til fotojournalistik. Konkurrencen fra de internationale bureauer blev større, for de kunne også mærke krisen. De begyndte at dække begivenheder og historier, som jeg normalt havde alene.”
En fordel med flere kompetencer
For at styrke sin position efteruddannede han sig i multimedier på Efteruddannelsen i Aarhus, og det har ført til, at han i dag laver både fotografi og video for sine kunder.
Det kan gå intenst for sig, og han er glad for at han har sin bureaubaggrund-
”Når vi er på de officielle ture med NATO, består en typisk arbejdsdag i at dække 10-15 forskellige events, hvoraf flere af dem også skal laves som videoindslag. Det hele skal sendes hjem løbende, færdigredigeret samme dag.” [fortsættes...]
Og Erik Luntang fortsætter med at efteruddanne sig. I øjeblikket er han i gang med en diplomuddannelse i kommunikation og journalistik.
”Jeg kan tilbyde kunderne både pressemeddelelse, artikel og billeder. Det giver mig større gennemslagskaft på markedet, og jeg kan også tjene flere penge.”
Så forretningen går fint i dag. Men han hader stadig at skrive regninger".
Kommentarer