Der skal være lidenskab i bagagen
UDENLANDS FOTOGRAFERNE: Selvom Hamburg ligger lige ved siden af Danmark, er kulturen vidt forskellig. Det måtte Kasper Fuglsang sande. Det var benhårdt, men med stædighed og passion for faget kom han ud på den anden side
Endelig en nat i januar 2003, vidste Kasper Fuglsang, at han alligevel havde valgt rigtigt, da han havde besluttet sig for at blive fotograf. Han befandt sig på en træskonnert ud for Skt. Thomas i Det Caribiske Hav, kiggede op på stjernerne og tænkte ”90 procent af alle mennesker drømmer om at ligge under stjernerne i Caribien i en hængekøje. Det gør jeg nu, og jeg får endda penge for det. Så har det sgu’ været sliddet værd.”
Om Kasper Fuglsang
- Svendebrev 2005. Uddannet fra Medieskolen i Viborg, lærepladser i Hamborg.
- Arbejder bl.a. for Mercedes-Benz Magasin, Panasonic, Navigon, Beef Magazine, Tigi, AutoMotor klassik, Biskit Wear og AIDA.
www.kasperfuglsang.com
Første stop, Caribien
Han var fotografelev på Medieskolen i Viborg og havde gennem 2002 været på en læreplads i Hamborg, men det havde slet ikke fungeret mellem ham og hans mester. Kasper Fuglsang var derfor stoppet og hjemme på juleferie i Fredericia uden hverken læreplads eller assistentjob, da han pludselig blev ringet op en af tysk fotograf, som kendte en, som kendte en, som kendte en fotograf, som Kasper Fuglsang en gang havde talt med. Havde han tid og mulighed for at tage et assistentjob tre uger i Caribien i januar?
”Jeg havde knapt fået lagde røret, før jeg hoppede og dansede vildt rundt i stuen hos mine forældre. Selvfølgelig havde jeg tid!”
Tager du billeder af mennesker?
Efter jobbet på Skt. Thomas begyndte det at lysne. Han klikkede med fotografen, og da holdet var tilbage i Hamborg, fortsatte han med at være assistent for hende. Over de næste år fik han også gode lærepladser hos andre fotografer, og i 2005 var han udlært.
Sideløbende med at han fortsatte med at have assistentopgaver, etablerede han sig som selvstændig mode- og bilfotograf, stadig i Hamborg.
En dag, da han assisterede en still life-fotograf, talte kundens art director så meget, at fotografen ikke kunne koncentrere sig. Han bad derfor Kasper Fuglsang om at byde art directoren på kop kaffe i et tilstødende lokale. Det blev startskuddet til, at han for alvor kunne udskifte assistentopgaverne med fotoopgaver.[fortsættes...]
”Art directoren spurgte, om fotografen også tog billeder af mennesker, og jeg svarede, at det troede jeg ikke. Så spurgte hun, om jeg gjorde, og jeg svarede, at ja, jeg var nok mere til mennesker end til still life.” Dagen efter, en fredag, blev han ringet op af kunden, som skulle have reklamebilleder af et par modeller, der stod med nogle GPS’er. Kunne han nå at skaffe to modeller og en location til mandag og tirsdag?
"Det lykkedes mig, og det endte med at være et shoot til en halv million kroner. Det var mit første store reklamejob, og i dag, 6-7 år senere, arbejder jeg stadig med den samme art director,” siger Kasper Fuglsang.
240 kvadratmeter i Hamborg
Karrieren begyndte så småt at rulle, han sendte nyhedsbreve ud, og modelbureauerne begyndte at ringe og bestille ham til at lave testfotos. I begyndelsen foregik det hjemme i hans lejlighed.
”Det var ikke så fedt. Min kæreste, der i dag er min kone, måtte fortrække til soveværelset, mens jeg sad med modellerne inde i stuen. Det kunne ikke svare sig at leje et studie i forhold til, hvad jeg tjente, og så opstod ideen med at få mit eget studie.”
Han fandt et lejemål på 240 kvadratmeter, hvor han sammen med en kollega har indrettet et studie og kontorpladser til yderligere 3-4 andre personer, der arbejder i reklamebranchen.
I 2009 vandt et af hans billeder en Mobius Guldmedalje, og det gav yderligere skub i karrieren. I dag er ordrebogen fyldt helt op, han har selv assistenter ansat, og han har forliget sig med, at der er forskel på tysk og dansk kultur.
Det er ikke nok at være flink
”Inden jeg rejste til Hamborg, tænkte jeg, herregud det er jo lige ved siden af Danmark, hvor anderledes kan det være. Meget, skulle det vise sig. De første år stødte jeg ofte hovedet mod muren. Jeg har en meget åben og skandinavisk måde at være på, mens man i Tyskland er mere formelle og tiltaler hinanden ved efternavn.” [fortsættes...]
I takt med, at han professionelt er blevet mere og mere anerkendt, har han dog erfaret, at hans sociale stil kan være en fordel. I hvert fald får han at vide, at kunderne godt kan lide at arbejde sammen med ham, fordi han er venlig.
”Jeg står ikke og råber og skriger af modeller og assistenter, og jeg giver mig tid til at tale med folk efter et fotoshoot. Det kan godt være, at jeg er stresset indvendig, men jeg synes, det er vigtigt at give sig tid til at vise interesse for dem, jeg arbejder sammen med. Det handler også om at pleje sine kontakter,” siger han.
Men det er selvfølgelig ikke nok at være flink. ”Først og fremmest handler det naturligvis om, at kunderne kan regne med, at de får det, de vil have. Og så skal de kunne lide min billedstil. Jeg er ikke så meget til modeller, der er fjerne i blikket. De skal fremstå nærværende, og som om det det er dig, beskueren, de poserer for.”
Vil du til udlandet? Grundig research på forhånd
Kasper Fuglsang vil ikke ubetinget sige ’go for it’, hvis andre fotografer skulle få lyst til at prøve at stable en forretning på benene i udlandet.
”Man skal være en stærk person og kunne tåle verbale lussinger. Det er en kliche at sige, at vi i Danmark har det som blommen i et æg, for i Danmark er fotografverdenen heller ikke den rareste, men vi er trods alt bedre ved hinanden. Jeg har arbejdet meget i Los Angeles, New York og Sydamerika, og jeg er lige kommet hjem fra Kina, hvor tonen var hovedrystende hård.” [fortsættes...]
Han anbefaler, at man på forhånd researcher om kulturen det sted, man gerne vil hen. ”Jeg havde intet undersøgt, da mine forældre satte mig af på Reberbahn den 2. januar 2002. Jeg kunne have sparet mig mange bekymringer, hvis jeg havde sat mig lidt ind i forholdene i Tyskland – også mht. praktiske ting som sygeforsikring.
Kasper Fuglsang tror ikke, at han havde klaret sig gennem de første år uden sine forældres opbakning.
”De har virkelig støttet mig i tykt og tyndt. Når jeg var hjemme på weekend, havde min mor forberedt middagsretter, som hun havde frosset ned, så jeg kunne tage dem med tilbage. Ellers stod den bare på to stykker rugbrød om dagen,” siger han.
Men det allervigtigste for at komme helskindet igennem og skabe sig en karriere er lidenskaben for at fotografere. ”Jeg tror ikke, man kan klare sig uden. Hvis du ikke har blood, sweat and tears med i bagagen, klarer du dig ikke i den her branche.”
Kommentarer