Gå til hovedindhold
Bliv medlem

5 stærke profiler nomineret til dansk fotografis ærespris

Hver dag arbejder dygtige fagfolk med at praktisere og udvikle fotografiet. Nu er en håndfuld af Danmarks mest erfarne profiler inden for fotografi blevet nomineret til dansk fotografis ærespris, FOTOGRATULA. Se navnene her – prisvinderen får tildelt prisen den 20.11.

Fotogratula

Illustration: Bjørn Ortmann

 

Beate Cegielska, Gunner Byskov, Henrik Saxgren, Finn Thrane og Tina Enghoff.

Interesserer man sig for fotograf faget, kender man med stor sandsynlighed mindst et af disse navne. De er nemlig ikke hvem som helst. Igennem deres daglige virke enten som praktiserende fotografer eller som formidlere eller kuratorer har de på forskellig vis sat deres præg på dansk udviklingen af dansk fotografi.

Det er baggrunden for, at de er blevet nomineret til FOTOGRATULA-prisen, der er indstiftet af  DJ:Fotograferne. 

FOTOGRATULA-prisen skal sætte fokus på vigtigheden af konstant at udvikle fotografiet og arbejde med høj kvalitet og nytænkning inden for hele det fotografiske univers. Et univers, der spænder over alt fra kommunikation og undervisning til mode- og madfoto og den fotografiske del af de digitale teknologier.

”Der har været i alt 27 motiverede indstillinger til prisen i år, så det har igen i år været et rigtig stærkt felt” fortæller formand for DJ:Fotograferne, Peter Thornvig, der også er medlem af priskomiteen.

”Jeg er glad for, at vi med FOTOGRATULA kan markere, at Danmark inden for fotografiet har en stærk position. Ikke mindst på grund af de mange ildsjæle, der professionelt er engageret med og omkring fotografiet. De er konstant med til at udvikle og udfordre fotografiets mange muligheder – samtidig med, at vi altid holder fokus på kvalitet og faglighed,” siger Peter Thorvig.

FOTOGRATULA uddeles den 20. november på Fagfestival’16. Sidste gang, prisen blev uddelt, gik den til fotograf Morten Bo fra Fatamorgana.Med prisen følger 20.000 kroner.

Læs motivationerne for de fem nomineringer her:

Beate Cegielska/galleri Image
Beate Cegielska nomineres for sit mangeårige virke som kurator og leder af Galleri Image, herunder langt tilbage i tiden,hvor fotografiet ´endnu ikke blev betragtet som kunst’ herhjemme. Hendes engagement og viden er uvurderlig, og hun har skabt udstillinger med danske kunstnere i udlandet længe før, andre blev internationale.
Find mere info:
http://galleriimage.dk/index.php/dk/component/rseventspro/begivenhed/197
http://www.fotofestiwal.com/2016/beate-cegielska/

Finn Thrane
Finn Thrane nomineres for sit pionerarbejde med formidlingen af de kunstneriske aspekter af fotografiet. Finn Thrane er grundlægger af Museet for Fotokunst i 1985, hvor han var leder indtil 2007.  Det foregik gennem en virksomhed i flere spor og en omfattende indsamling af værker af både dansk og international oprindelse med hovedvægt på tiden efter 1945. En samling, der efterhånden omfatter 10.000 numre. Der ud over et utal af udstillinger og udgivelsen af tidsskriftet KATALOG.
Find mere info
http://www.finnthrane.dk
www.mikrohøjskolen.dk

Gunner Byskov
Gunner Byskov nomineres for sit livslange virke som underviser og leder af fotografuddannelsen på Medieskolerne i Viborg. Han har ført utallige unge mennesker ind i fotografiets professionelle verden og klædt dem på til en levevej som fagfotograf, nationalt og internationalt. Han er altid aktiv og deltagende og forfægter til en hver tid de behov uddannelsen har for at kunne udvikle nye talenter i en branche under konstant forandring. Gunnar Byskov har med stor indsigt, engagement og kærlighed til fotografiet værnet om faget, både som håndværk og som kunstart. Han nyder derfor stor og velfortjent respekt i branchen.
Find mere info:
https://www.linkedin.com/in/gunner-byskov-01bb635
http://medieskolerne.dk/

Henrik Saxgren
Henrik Saxgren nomineres for sit mangeårige virke, først og fremmest som fotograf, men også som formidler af og inspirator for at tale om fotografi som et sprog. Fra en baggrund som uddannet reklamefotograf har Henrik Saxgren over mere end fire årtier og med et stort socialt engagement på enestående vis udviklet den humanistiske dokumentartradition – fra hans engagement i ”2. maj” til en lang række markante bogudgivelser -, og på det seneste har han bevæget sit fotografi over i en mere kunstnerisk sammenhæng.
Find mere info:
http://henriksaxgren.com/ 
http://kunsten.nu/journal/ugens-kunstner-henrik-saxgren/

Tina Enghoff
Tina Enghoff nomineres for sit mangeårige virke, senest i 2016 bøgerne ‘Hate Is’ og ‘Isolation’ og hendes initiativ til og med kuratering af udstillingen ‘Bending the Frame’ på Fotografisk Center i København. Hun har længe været en væsentlig spiller både inden for det kunstneriske og det dokumentariske fotografi. Hun bruger netop det fotografiske medie som [ingen [mon? Snarere] få andre i DK. Hun arbejder altid med vigtige og ofte oversete sider af det danske samfund. Derudover er hun en utrolig dygtig underviser og videreformidler af, hvad fotografiet kan bruges til i 2016.
Find mere info:
http://www.tinaenghoff.com/
http://politiken.dk/kultur/kunst/kunstanmeldelser/premium/ECE1947985/afsloerende-fotoudstilling-giver-bekymrede-panderynker/


Kontakt priskomiteen:
Peter Thornvig
40 52 21 75

Kommentarer