100 procent – hver gang!

Da reklame- og dokumentarfotograf Jens Honoré og hans kone solgte deres hus i Danmark og flyttede til New York, skete det på ingen måde overilet. Jens Honoré havde 13 års erfaring på bagen, arbejdsvisum og en kundekreds, der bl.a. talte amerikanske lægemiddelvirksomheder.

”Jeg kender da fotografer, der har haft held med bare at tage af sted og chance den, men med den konkurrencesituation vi har i fotobranchen dag, tror jeg, det er svært at slå igennem uden et sikkert grundlag. Vel sner det i New York, men der er mange mennesker om markedet,” siger han.

Husk, at folk glemmer
Hvis man vil drive det til noget – og det gælder ligegyldigt, hvor i verden man befinder sig – skal man ifølge Jens Honoré have en vision med sit fotografi, arbejde hårdt, være teknisk dygtig, og så skal man huske, at man aldrig er bedre, end det sidste billede man har taget.

”Folk har en kort hukommelse. Det betyder, at man skal give sig 100 procent på hver eneste opgave. Det gør jeg i hvert fald selv, uanset om jeg skyder for de store lægemiddelvirksomheder, der betaler penge, eller om jeg donerer min arbejdskraft til SOS Børnebyerne.”

Kørekort til at fotografere
Jens Honoré blev interesseret i fotografiet, da han var teenager.

”Men jeg er et konservativt menneske, og jeg ønskede at have papir på en uddannelse, så da jeg fandt ud af, at det var svært at komme ind på fotografskolen, valgte jeg at tage en studentereksamen og siden at begynde på cand.oecon.-studiet på Aarhus Universitet.”

Fotografdrømmen levede dog endnu, og i 1988 fik han både læreplads og kom ind på fotografskolen. Universitetsstudiet blev droppet, og i 1992 fik han sit papir på, at han var uddannet fotograf.

”Jeg så sådan på det, at jeg havde fået kørekort til at fotografere. Nu gjaldt det om at få rutine og blive så dygtig til teknikken, at jeg ikke skulle tænke over den.”

Packshots gav rutine
Det blev til tre år hos en fotograf i Aarhus, hvor han skød så mange packshots til kataloger, at han til sidst var ved at skrige, når han så en espadrille eller et grydelåg.

”Men rutine fik jeg. Jeg forstår ikke, at mange nyuddannede i dag går direkte ud og bliver selvstændige. De har ikke rutinen. Smag kan man diskutere, men teknikken skal være i orden, hvis man vil leve af sit fotografi. Det er bestemt heller ikke for alle at være selvstændig, og netop derfor bør man give sig selv tid til at suge erfaring til sig, før man tager beslutninger om, hvilken retning man vil gå med sit fotografi.”

Nye tider afløste ”fede tider”
Efter Aarhus var han et års tid hos reklamefotograf Finn Rosted i København, hvor han blev tilbudt partnerskab, men Jens Honoré mente, at tiden var kommet til at skabe sin egen forretning. I midt 90’erne rykkede han til Schiller og Co, og siden lejede han sammen med tre andre Schillerfotografer nogle lokaler, hvor de etablerede deres eget studie.”Det var fede tider. Opgaverne var gode, vi havde det sjovt og travlt både hos Schiller og Co og siden i vores eget studie,” siger han.

Men så begyndte markedet at ændre sig. Med internettets og hjemmesidernes fremkomst oplevede han, at reklamebranchen kom ud at svømme, og i omstillingsprocessen svandt nogle af de store jobs ind.

Han satte sig derfor for at undersøge mulighederne for at udvide forretningen til det udenlandske marked og rejste til Frankrig og Tyskland for at opsøge agenter, der ville repræsentere ham. Indsatsen nyttede, for lige så langsomt begyndte han at få opgaver for udenlandske kunder, både europæiske og amerikanske. 

Priserne blev presset
Undervejs syntes han, det gik ned ad bakke med kvalitetsniveauet i Danmark.

”Der udviklede sig en manglende respekt for ophavsretten, og samtidig begyndte selv pengestærke, danske kunder at være mere optagede af at få en opgave løst så billigt som muligt end af at få kvalitet. Tilmed var fagforbundet svagt og evnede ikke at forsvare faget som helhed. Der var en total mangel på fællesskabsfølelse.”

Det gad han ikke mere, lukkede forretningen i Danmark i 2006 og flyttede til New York. I dag har han dog stadig enkelte danske kunder.

”De har kvalitetssans, er kritiske, ved hvad de vil have, og hvad det kræver. De er super gode kunder.”

Fan af helte
På sin hjemmeside har Jens Honoré en blog, hvor han viser nogle af sine billeder og skriver personligt om, hvad de betyder for ham.

”Min hjemmeside og blog skal give et klart indtryk af, hvad jeg står for,” siger han.

På bloggen møder man f.eks. FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, USA's tidligere præsident Bill Clinton og flere iværksættere.

”De er mennesker, der står ved deres holdninger i deres daglige virke. Det beundrer jeg. De er helte, og jeg er fan af dem, og derfor har billederne relevans for den person, jeg er.”

Realiserede en gammel drøm
Han beundrer også SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse børn i verdens fattigste lande. Det forstår man, så snart man klikker ind på hans hjemmeside. Her toner store portrætter af børn fra f.eks. Mali og Kenya frem. Børn, som trods et allerede hårdt prøvet liv, har fået glæde takket være deres nye ’fædre’ og ’mødre’ i SOS Børnebyerne.

I 2008 udgav Jens Honoré sammen med journalist og forfatter Jens Vilstrup den bogstavelig talt store bog ”Farvel til en sort/hvid verden”, der fortæller om almindelige afrikaneres hverdag. Jens Honoré og Jens Vilstrup arbejdede gratis, og al overskud af salget gik til SOS Børnebyerne. 

Det var en gammel drøm for Jens Honoré at kunne bidrage til arbejdet med at reducere fattigdommen i tredje verdens lande, sikre børns rettigheder, sundhed og uddannelse. Siden bogudgivelsen har han et par gange om året været på reportageture for SOS Børnebyerne, hvor han donerer sin tid og arbejdskraft.

”Jeg gør det hverken for personlig vindings skyld, eller for at folk skal synes, jeg er ædel. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel, og fordi mit fotografi står for noget.”

Seks lande på fire måneder 
Foruden rejserne for SOS Børnebyerne, fordrer hans øvrige opgaver også meget rejseri. Alene i perioden september-december 2013 var han på flere rejser til Florida og Puerto Rico og derudover i Tyskland, Japan, Storbritannien, Norge, Italien og Etiopien.

-   Du har kone og børn. De må være meget forstående?
”Det kan du tro. De er de bedste, man kan ønske sig.”