Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ og Folketingets Presseloge klager til statsministeren over pressemøderne

Det skal være muligt at stille ét spørgsmål ad gangen og derpå mulighed for at stille et opfølgende spørgsmål, skriver Presselogen og DJ i en fælles henvendelse.

Flere journalister på Christiansborg er utilfredse med de arbejdsvilkår, de har i forbindelse med regeringens seneste pressemøder. Det drejer sig først og fremmest om, at en journalist kun kan stille to spørgsmål, og at de skal stilles samtidigt. På gårsdagens pressemøde med blandt andre statsministeren fik flere journalister desuden ikke mulighed for at stille spørgsmål.

Derfor har Folketingets Presseloge og DJ i dag taget det ekstraordinære skridt at rette en fælles henvendelse til statsministeren.

”Efter vores opfattelse lægges der i øjeblikket nogle unødvendige restriktioner ned over medierne og journalisterne i en tid, hvor det er ekstra vigtigt, at vi kan stille både uddybende og kritiske spørgsmål til regeringen og myndighederne,” skriver Rikke Gjøl Mansø, formand for Presselogen, og DJ-formand Tine Johansen i henvendelsen.

Det hedder videre i brevet:
”I forbindelse med regeringens pressemøder bør det være muligt for den enkelte journalist at kunne stille ét spørgsmål ad gangen. På baggrund af svaret på det første spørgsmål skal der herefter være mulighed for at kunne stille et opfølgende spørgsmål. Dette kan være afgørende for belysningen af det emne, som journalisten spørger ind til.”

I henvendelsen appellerer man desuden til, at journalisterne snarest muligt igen kan være til stede i det rum, hvor pressemødet bliver holdt.

En kopi af brevet er desuden sendt til Folketingets formand og Udvalget for Forretningsordenen. Udvalget har møde i morgen.

Kommentarer

Jens Martinussen

tor, 04/16/2020 - 01:44

Hej
Det er helt forståelig at pressemøderne afholdes på denne måde med to spørgsmål pr. journalist. I har jo ikke et gram af fornuft i jeres spørgsmål, i jager kun fejl. Hvad med at stille intelligente spørgsmål som kan hjælpe befolkningen til at forstå hvad vi er oppe imod som samfund. I har ikke fattet at vi 'sejler uden søkort eller kører på en vej hvor asfalten er ny lige foran næsen' fordi dette ikke er prøve før.
I har kun en tanke og det er historier om fejl, utryghed og splittelse, hvad med at være konstruktive i jeres spørgsmål, kan I det hjælper i samfundet og bringer os alle videre, hvis ikke er det helt forståeligt med begrænsningen.
Svaret skal ikke være noget i retning af at jeres demokratiske rettigheder knægtes osv. Journalister har ikke monopol på demokratiske rettigheder, for pokker det drejer sig om overlevelse af den samfunds form som opfattes som normal. Hvis I ikke spiller med ender det med et helt andet resultat for så har samfunds formen spillet falidt og så komme verden til at se helt anderledes ud. I kunne bruges til at grave masse grave f.eks.

Kære Jens – tak for din kommentar og dit engagement i samfundsdebatten. Når DJ og folketingets presseloge skriver til statsministeren er det lige præcis for at sikre samfundsdebatten. Vi befinder os i en krisetid, og regeringen har taget drastiske (og måske nødvendige) metoder i brug for at få Danmark igennem krisen. Og lige præcis i sådanne situationer mener vi, det er ekstra vigtigt at have mulighed for at stille spørgsmål til de tiltag, regeringen sætter i værk. På grund af krisen er det pt. Meget svært at få mulighed for at stille spørgsmål til landets ministre, og det er fuldt forståeligt, at statsministeren har besluttet at begrænse spørgetiden til en række pressemøder.

Men da er det ekstra vigtigt, at journalister – som jo i denne henseende repræsenterer alle borgere – får mulighed for at stille reelle spørgsmål til magthaverne – inklusiv muligheden for at stille opfølgende spørgsmål, hvis ministeren eller embedsmændene ikke svarer ordentligt på det første spørgsmål. Den mulighed findes ikke i dag, hvor journalister har begrænset mulighed for at stille spørgsmål – og ingen chance for opfølgende spørgsmål.
Vi kan godt forstå, at det til tider kan virke anstrengende for almindelige mennesker at være vidne til. Men man skal huske på, at sådan et pressemøde skal fungere som journalisternes arbejdsrum, hvor der nogle gange skal stilles ubehagelige spørgsmål – og måske endda gentage disse, indtil der bliver svaret ordentligt.

Vi tror på, at kritiske spørgsmål og ”fejlfinder-kultur” er en fuldstændig essentiel del af et demokratisk samfund – måske netop særligt i krisetider, hvor vi ”sejler uden søkort”. For det er jo pressens rolle i samfundet – at stille spørgsmål til magthaverne og få ordentlige svar ud af dem.

På vegne af Dansk Journalistforbund, Bo Therkildsen