Er der overhovedet journalistisk tænkning i årets ÅP?
Fotograf Emil Ryge har reflekteret over årets ÅP- vinderbilleder og har skrevet dette indlæg til debatten.
Lars Horn Lars Horn / Baghuset
I forbindelse med ÅP inviterede fagbladet Journalisten Peter Hove og undertegnede ned i udstillingen for at diskutere, om man kan se frugten af de nye regler, der trådte i kraft i år. Der var enighed om, at den største forandring er sket i kategorien Årets Pressefotograf. Det hele kan læses her:
https://journalisten.dk/aarets-pressefoto-til-debat-verden-er-saa-grum-men-hvor-er-det-henne
Og så har Søren Lorenzen (SL) fra Berlingske skrevet en velargumenteret og grundig kommentar til selvsamme ÅP, som primært handler om Mathias Svolds vinderkollektion:
https://journalisten.dk/kommentar-til-aarets-pressefoto-fik-vi-set-det-vi-ville
Kritikken fra SL består nogenlunde af følgende (opsummering på min regning):
1. Billederne i Mathias Svolds kollektion er ikke nyskabende. Meget af det er set før.
2. Der mangler fokus på det journalistiske.
3. Man (juryen) lægger for meget vægt på form og nybrud i sin iver efter at gå nye veje.
For at tage det fra toppen, så er det svært at være uenig. Vi har set nøgenbadning og sportsbilleder til ÅP før. Som SL selv skriver, så er det jo nærmest konservativt og oldschool at have et sportbillede med sin kollektion. Men jeg læser ingen steder, at Årets Pressefotograf skal ud og grave spirtnye historier op, som vi aldrig har set før. Hvilket formentligt vil være en udfordring for de fleste. Deprimerende nok, så ser vi jo netop igen og igen billeder af de samme konflikter og problemer, som verdenssamfundet tilsyneladende har svært ved at løse.
Hvis man kan tale om noget ‘nyt’ så er det måske, at juryen tilsyneladende har fundet det passende at præmiere flere serier, som ikke er nyhedsorienterede. Vi ser det både i billederne fra kyst-serien, men jeg syntes også vi ser det i vinderbilledet i Reportage Danmark, hvor Sofie Mathiassens billede af sin døde bedstefar får en førsteplads, mens Miriam Dalsgaards billeder fra Sjælsmark en andenplads. OG vi ser det i Årets Pressefoto - som Peter Hove og jeg kommer ind på i den første artikel.
Her bliver vi nok aldrig enige, men jeg syntes det er positivt, at der bliver plads til historier, som ikke nødvendigvis er oppe i nyhedsbilledet lige nu.
Danmarks forhold til vores fælles kyster er noget, som fylder meget for mange - både personligt, i kunsten (tilbage fra guldaldermalerierne), men også økonomisk og politisk i forbindelse med en eventuel ændring af strandbeskyttelseslinjen. Bare for at nævne nogle eksempler. SL skriver, at han “savner historiefortællingen, eller at billederne er forankret i et samfundsrelevant emne.” Jeg har ikke noget problem med at finde samfundsrelevante emner i de førnævnte serier, men jeg ser en jury, som har haft lyst til at fjerne sig fra de store nyhedshistorier og fokusere på nogle mere stille og almengyldige historier.
Det er også et faktum, at der går færre og færre fotografer rundt på de danske redaktioner, med næsen begravet i nyhedsflowet. Derfor kan jeg forestille mig, at vi kommer til at se flere historier, som tager favntag med andre historier, som ikke nødvendigvis er oppe lige nu. Marie Halds arbejde er et godt eksempel, med projekter om kropssyn eller unges drukkultur. Man kunne nævne mange flere.
Måske går kritikken af årets vinderkollektion også på, at journalistikken ikke kommer nok frem på scenen i den form, billederne er præsenteret eller indsendt. Og hvis det er tilfældet (og der kan jeg godt være tilbøjelig til at være enige med SL), så er der bestemt plads til kritik. For som SL også skriver, så må det være et krav, at den slags er på plads, hvis man skal være med på det her niveau.
Men leger vi nu lige at den er det, så har jeg til gengæld svært ved at se, hvorfor der hele tiden bliver sat så stor fokus på billedernes visuelle fremtoning? Både SL og Peter Hove er inde på, at stilen er problematisk. Det det bliver for kunstnerisk eller, som Peter Hove er citeret for, “vi konceptualiserer virkeligheden – det bliver lidt en Instagram-æstetik.”
Men klassiske reportagefotografi, som sædvanligvis dominerer både Årets Pressefoto og Årets Pressefotograf er jo OGSÅ en konceptualisering og en æstetisering af verden og virkelighed. Det er bare den æstetisering, som vi er vandt til - og en afvigelse fra den virker som noget nyt og fremmed (uanfægtet, at det er frembragt på Kodak Portra-film og kameraer, som er udgået af produktion for længst).
I 2000 udgav Jens Møller Nielsen bogen ‘Pludselig i verdensklasse’, som handler om den famøse 90er-bølge af succesfulde, danske fotograf. I den bog er afslutningsvis et kapitel under overskriften ‘Fotografisk forandring’ hvor blandt andet den franske billedredaktør Mark Grosset udtaler sig. Han siger bl.a.:
“Jeg holder meget af de danske fotografer. Jeg synes, deres arbejde er fantastisk. Men de bør passe på, at de ikke går for langt. Hvis de bliver for fantastiske, glemmer de, hvad det hele handler om”, og han fortsætter: “Når jeg kigger på de danske og andre lignende fotografer, er vi måske ved at nå det punkt, hvor æstetikken dræber journalistikken.”
Sådan lød for 20 år siden kritikken af de fotografer og den retning, som om nogen har været med til at sætte retningen for Årets Pressefoto lige siden.
Tilbage står spørgsmålet, som SL formulerer fint i afslutningen af sin kommentar:
“Hvem skal Årets Pressefoto være noget for? Er det for en gruppe fotojournalister, der fejrer sig selv i en lukket klub, eller er det den årligt tilbagevendende begivenhed, der viser omverdenen, hvad danske fotojournalister virkelig kan … og som alle de andre med mobiltelefoner og instagramfiltre ikke kan?”
Jeg håber at ÅP kan vedblive med at være et vindue ind i de ting, som sker i fotojournalistikken og jeg syntes faktisk, at vi viser verden, hvad vi kan.
Vi må for alt i verden ikke glemme de journalistiske dyder - eller kaste det gode, klassiske fotografi ud med badevandet - men vi skal samtidig ikke være bange for at bruge vores platform til at eksperimentere og gå nye veje.
Både når det kommer til det visuelle, men også når det kommer til, hvilke emner vi kan og vil bearbejde visuelt.
Kommentarer
Hej Emil,
Fedt med dit indlæg! Her er lidt tanker.
Jeg tror, at de fleste af os er enige med dig i, at historier der går mod nyhedstrømmen, er mere end velkomne. Det er jo oftest dem, der fortæller og viser os virkelighed, vi ikke kendte i forvejen.
Men at det skulle være nyt, at nyhedshistorier ikke vinder i Reportage Danmark, forstår jeg ikke. I bare min tid i branchen, er netop dét sket flere gange tidligere. Heldigvis.
I alt hvad vi laver, bruger vi æstetikken, klart! Og hvad vi kan lide, er subjektivt - men i princippet fuldstændig ligegyldigt i denne sammenhæng. Om historien er fortalt med lukkede hjørner, uden kontrast eller en 400mm er underordnet, så længe historien holder. Æstetik, stil eller form er aldrig nok. Historiefortællingen og journalistikken skal altid være en del af den virkelighed, vi vælger at vise. Hvorfor ellers vise og prioritere den ved Årets Pressefoto? Hvorfor eller vise og prioritere den, når vi kalder os selv fotojournalister?
Og er det ikke federe, at vi forholder os til netop virkeligheden?
Billedteksten til et af de frem kollektionsbilleder:
“En gruppe vinterbadere fra Roskilde tørrer sig efter en morgendukkert. Over en januarweekend i Skagen mødes lokale vinterbaderklubber fra hele landet for at bade i det iskolde hav.”
Hvem, ud over dig, mig og juryen - og resten af vores klub - får noget “samfundsrelevant” ud af dette? Vi kender alle projektet (som i helheden holder fuldstændigt!) men det gør alle dem som Årets Pressefoto er for, ikke. I det præmierede tilfælde mangler konteksten og journalistikken.
Eksemplet viser for mig, at Juryen har ignoreret, hvem alt dette handler om. De har haft en tydelig agenda, men glemt vores DNA.
Det paradoksale (og ærgerlige) i dette tilfælde er vel, at meta-historien og journalistikken i eksemplet faktisk findes, men ikke er oplyst. Desværre. Og yep - dette bliver super konkret, men det synes jeg, desværre er nødvendigt for at vise, hvor juryen har lagt deres fokus. Jeg har stor respekt for Mathias og synes, at hans kunnen og tilgang til faget er enormt inspirerende. For mig handler denne diskussion ikke om hans arbejde, men om juryens syn på vores fag og faglighed.
Juryen skriver blandt andet:
“Fotojournalistikken bevæger sig i en kunstnerisk retning”
“Brugt stilen til at opnå sin vision.”
“Det er elegant, at stilen er med til at underbygge indholdet.”
“De dæmpede lys- og farvetoner i kanonbilledet giver f.eks. en følelse af, at man selv har høreværn på.”
Er det ikke ligepræcis derfor, at der “hele tiden bliver sat så stor fokus på billedernes visuelle fremtoning?” Fordi juryen tydeligvis har haft et behov og vægtet netop æstetikken meget højt. Hvis ikke det var tilfældet, tror jeg egentlig ikke, at debatten var startet.
Personligt er jeg fuldstændig ligeglad med, hvilken stil vi bruger. Om den læner sig op af kunst, the danish wave eller noget helt tredje, jeg endnu ikke kender - whatever. Stil er bare ikke nok i denne sammenhæng. Og når det pludselig bliver blåstemplet som værende nok, er jeg bange for, at vores fremtid for alvor ser sort ud.
Hele denne debat - både før og efter ÅP - er god, og helt sikkert vigtig. Vi skal altid udvikle os, det er klart. Fejlen skete blot, da juryen tog en intern debat og gjorde den ekstern med ÅP som gidsel.
Hej Asger,
Tak for dine kommentarer. Jeg tror i virkeligheden ikke, at vi er særligt uenige (hvilket unægteligt gør diskussionen lidt kedelig). Vi er i hvert fald enige om, at selvfølgelig skal det journalistiske være i orden. Ved indsendelse til ÅP, som i det daglige arbejde. Det må være en forudsætning for det hele.
Som jeg læser det, så handler kritikken om to ting.
For det første, at historierne ikke er samfundsrelevante nok. Eller i hvert fald, at relevansen ikke bliver præsenteret. Som jeg skrev oprindeligt, så kan jeg godt forstå kritikken af, at kystbillederne ikke bliver sat ordenligt i scene. Om det så gør dem for indforståede og burde have trukket mere ned, det kan man diskutere.
Jeg har ingen grund til at tro, at Mathias ikke har styr på journalistikken. Som jeg læser de fleste af hans captions, så er de fyldt med detaljer, navne og referencer til historien. Jeg har ingen mistanke om, at der er noget galt der - hvilket jeg i øvrigt heller ikke tager dig til indtægt for. Men når du skriver, om vi ikke burde holde os til den virkelige verden, så syntes jeg måske, det er en stramning. Jeg har ingen problemer med at finde den virkelige verden i de billeder, vi præsenteres for.
Spørgsmålet bliver så, om det er nok? Kan man blive Årets Pressefotograf med to historier, som er relativt udramatiske og med en kollektion, som ikke indeholder billeder fra nogle af årets store begivenheder? Som du selv skriver, så må meget af det - hvis det ikke står specificeret ud i reglerne - jo være op til den enkelte jury, ligesom vi hver især kan have en mening om det.
Men for det andet, så vender kritikken hele tiden tilbage til det fotografiske sprog - og juryens vægt herpå. Det bliver den røde klud foran tyren, som alle fokuserer på. Jeg er 100% enige i, at ÅP - og fotojournalistikken generelt - ikke må handle om stil. Det ville være meningsløst. Men jeg syntes vi narrer os selv, hvis vi prøver at bilde os selv ind, at en udnævnelse som Årets Pressefotograf ikke også handler om stil. Om at være en dygtig fotograf - bl.a. teknisk og æstetisk.
Og det, at en jury fremhæver fotografens tekniske, æstetiske og faglige kvaliteter, virker ikke som et totalt nybrud. I 2017, hvor Mads Nissen vandt, skrev de f.eks:
“Hvert et billede i denne kollektion fra Årets Pressefoto står stærkt og rent. Det er så supergode billeder, at de næsten er visuelt perfekte. De er med andre ord taget af en dygtig fotograf, der kan begå sig på de bonede gulve, men også ude i det mest rå af det rå, og som formår at finde poesien der også. Her er arbejdet på at få adgang, der er mættede stemninger og ofte noget maleriske i ordets bedste forstand.”
Jeg læser ovenstående som udelukkende relateret til fotografens æstetiske, tekniske og professionelle evner? Først i de sidste to linjer fokuserer teksten på historierne:
“Det er en fotograf, der gør os klogere, og som sætter os ind i historierne. Først ser man billederne og bliver betaget, så læser man de fremragende billedtekster og får mere at vide”.
Jeg tror, vi narrer os selv, hvis vi bilder os ind, at fotografi på øverste hylde ikke handler ekstremt meget om æstetik og form. Hvad den form så end måtte være. Personligt syntes jeg den her diskussion er forfriskende. Det kan virke lidt snævert, internt og ligegyldigt med al den konkurrencesnak, men i virkeligheden handler det jo om, hvor vi vil hen med det journalistiske fotografi. Og det må vi allesammen være interesserede i.
Emil