Journalistik er historieskrivningens sekundviser

Der går ikke mange sekunder fra man træder ind i parcelhuset i Søborg, til man forstår, at her bor en historiefortæller. For fortællingerne strømmer ud af Flemming Ytzen fra det øjeblik, han byder velkommen; om den nedlagte kontorbygning på nabogrunden, der nu huser ukrainske flygtninge, om den sørgelige tilstand på ugeavisen i Gladsaxe og om hans generelle vurdering af og blik på medieudviklingen i fortidens og nutidens Danmark. Og Flemming Ytzen beretter med vid og bid, tydeligt formet af mange års professionel formidlingserfaring som journalist på Information, Ritzaus Bureau, Weekendavisen, Politiken og som freelancer.

I dag som 71-årig, hvor han med god samvittighed kunne have nydt sit otium i skyggen under det imponerende seqouia-træ, der troner mellem huset og den føromtalte bygning med ukrainerne, er Flemming Ytzen travlt beskæftiget med det, der vel grundlæggende har været hans primære metier gennem alle år: at formidle politik og historie på en fængende og oplysende måde. Ikke længere kun igennem de publicistiske medier, men nu primært som foredragsholder i FOF-regi – suppleret af en tjans på freelancebasis som skribent for Kristeligt Dagblad – fruens foretrukne avis.

Opgør med statsmonopolet

Imens han serverer kaffe og basser fra den udmærkede lokale bager, fortæller han begejstret om kongerækken af Gladsaxe-politikere, der har haft væsentlig betydning for mediebilledet og journalistikken i Danmark. Særligt perioden op gennem 60’erne og 70’erne fik stor betydning for det danske mediebillede. For det var ifølge Flemming Ytzen nok særligt en tidligere viceborgmester i Gladsaxe, der banede vejen for at bryde det monopol, som en af Flemmings tidligere Søborg-naboer havde i mange år.

”Poul Schlüter var viceborgmester under Erhard Jakobsen i slutningen af 60’erne. Jeg har i forbindelse med mine foredrag om Schlüter læst de fleste af hans taler på de konservatives landsmøder. Han var i 1960’erne den første politiker, der markant talte for at gøre op med Gyngemose-statsmonopolet. Dengang var der masser af modstand, men i dag kan enhver se, at det var rigtigt og fremsynet. Så hatten af for Schlüter – og for TV 2, som jeg mener er lykkedes med noget helt unikt,” siger Flemming Ytzen om DR’s tab af monopol.

Efter Erhard Jakobsen overtog DR-journalist og det nuværende ældste medlem af DJ Tove Smidth borgmesterposten i Gladsaxe. Hun, Jakobsen og Schlüter var deltagere og nøglepersoner i forandringerne af medielandskabet i Danmark.

"Og så var Tove Schmidt faktisk censor, da jeg i 1976 skulle forsvare min afgangsopgave fra Journalisthøjskolen," husker Flemming Ytzen.

Et barndomshjem med aviser

Flemming Ytzen er opvokset i Aarhus i et hjem, hvor avisholdet skiftede fra den socialdemokratiske Demokraten til den konservative Aarhus Stiftstidende, da han som otteårig rykkede med forældrene ud i et nybygget parcelhus i Vejlby-Risskov. Flemming blev som teenager både en flittig avislæser og biblioteksbruger. I Stiftstidendes dengang imponerende store kulturredaktion kunne han læse både rock- og filmanmeldelser, og den slags ville han også kunne skrive. Det faldt nogenlunde sammen med, at det blev besluttet at oprette Danmarks Journalisthøjskole i netop den bydel, Flemming voksede op i. Så det var næsten skrevet på forhånd, at han skulle begynde der i 1972.

”Uddannelsen var jo helt ny. Dengang var det store diskussionsemne blandt os studerende, hvorfor DR ikke ville tage praktikanter. Daværende generaldirektør Hans Sølvhøj holdt oplæg i skolens store sal, som var pakket til randen. Alle krævede, at han begyndte at tage praktikanter, men han snakkede udenom. Måske fordi der et par år forinden havde været en arbejdsnedlæggelse og sort skærm, hvilket den gang jo var en katastrofe, fordi der kun var en monopolkanal. Så der var noget turbulens, og Hans Sølvhøj ville ikke forpligte sig. Journalisternes tillidsrepræsentant på DR hed i øvrigt Uffe Ellemann-Jensen,” fortæller Flemming Ytzen.

Tæt på eksklusion af forbundet

Det var den første, men bestemt ikke den sidste faglige kamp, som Flemming Ytzen engagerede sig i. Men inden, han nåede at bestride tillidsposter i DJ, var han tæt på at blive ekskluderet af sin forbundsformand kort efter, han havde meldt sig ind i forbundet i sommeren 1973.

Den 21-årige journalistspire havde fået praktikplads på en sjællandsk lokalavis, hvor alkoholproblemer bidrog til at udløse rokader blandt redaktørerne. Fire måneder inde i forløbet besluttede den frustrerede praktikant sig for at forlade avisen i utide.

”Jeg kontaktede forbundet og forklarede, at jeg ville afbryde den aftalte praktikperiode på halvandet år. Jeg fik så forbundsformand Vagn Fleischer Michaelsen i røret: ”Det er jo kontraktbrud og dermed eksklusionsgrund,” sagde han til mig – og det var da noget af en forskrækkelse for en praktikant med en sådan melding. Men jeg havde slet ikke nogen kontrakt og endte med at meddele mine redaktører, at jeg forlod avisen. Og fandt en anden praktikplads i Kronjylland tættere på fødebyen Århus.”

Første landsformand for FreelanceGruppen

Efter endt praktik og uddannelse ernærede Flemming Ytzen sig primært gennem små freelanceopgaver for DR i Aarhus samt for LO-fagbladene. Det fik ham til at indse, at en fælles organisering for at løfte de alt for små freelancehonorarer var nødvendig.

”På det tidspunkt var der kun en eneste kollektiv prisaftale, som var med BUPL's fag- og medlemsblad, Børn & unge. Men fotograferne havde deres egen prisliste. Så når jeg havde en fotograf med ude og lave en arbejdspladsreportage, kunne han skrive fakturaer baseret på prislisten fra Pressefotografforbundet. Den overholdt bladene, men der var ikke nogen prisliste for mig.”

Så Flemming Ytzen indså behovet for bedre organisering for freelancere i hele landet. DJ havde dengang kun en lille freelance-gruppe under kreds 1 i København, som var der, de store aftagere til freelancejournalistikken residerede; de var fagbevægelsens medlemsblade, den kulørte ugepresse og DR.

”Jeg tog kontakt til FreelanceGruppens daværende formand og spurgte hende, om jeg kunne blive medlem, selv om jeg boede i Aarhus. "Nej, vi skal have gjort gruppen landsdækkende," svarede hun, og det var jeg jo helt med på. Så gik det pludselig stærkt. Jeg lod mig overtale til at overtage hendes formandspost i kombination med, at gruppen blev landsdækkende. Således blev jeg den første landsformand for FreelanceGruppen i 1977.”

Ubehagelige, men frugtbare forhandlinger

Så skulle der jo resultater på bordet. I 1978 var DJ og FreelanceGruppen i svære overenskomstforhandlinger med de store fagforbund.

”Modparten var jo den socialdemokratiske redaktørklub. Og jeg vidste udmærket, at den daværende DJ-forbundsformand Carl John Nielsen gik til de samme frokoster med snaps og sild, som de gjorde. De kendte hinanden godt, og det osede ud af dem. På et tidspunkt, da forhandlingerne gik lidt tungt, rejste Dansk Metals daværende informationschef sig op, kom over og lænede sig ind over lille 26-årige mig og sagde: ”du skal fandme ikke tro, du er noget, Ytzen. Komme her og kræve penge!” husker han.

”Det var sgu ikke sjovt. Men så længe Carl John Nielsen var i lokalet, kunne jeg ikke stille så meget op. Så i stedet henvendte jeg mig bagefter til næstformand Hans Larsen: Hans, du må gøre noget, det her er uacceptabelt. Få måneder efter fik jeg et opkald fra Hans: ”Flemming: de har sgu skrevet under, I har en aftale med LO.” Bingo! Så meddelte jeg freelancegruppen, at jeg stoppede som formand, men gerne ville fortsætte som bestyrelsesmedlem. For med den nye prisliste kunne jeg leve af at levere stof til fagbladene, og kæresten og jeg kunne købe både bolig og ny bil,” siger han.

Fra fri til fast

Efter fire års freelanceliv var tiden kommet til et karriereskift. Det skete med en flytning fra Aarhus til København. Flemming fik først et toårigt vikariat på Information og senere syv års fastansættelse på Ritzaus Bureaus udlandsredaktion.

På Ritzau mærkede Flemming Ytzen på egen krop, hvad en fagforening også kan. Hans hustru var gravid, og dengang var der ikke særlig barselsorlov til faderen. Det tog Flemming op med sin TR.

”Jeg sagde til tillidsrepræsentanten, at betalt barselsorlov til fædre er vigtigt både for ligestillingen og for fædrene. Da han senere kunne fortælle, at vi var kommet igennem med det krav, var det et af mine livs lykkeligste øjeblikke. I dag er barsel til fædre noget, vi tager fuldstændig som selvfølge. Jeg syntes, det var stort.”

Udlandskorrespondent

Efter syv år på Ritzau vender Flemming Ytzen tilbage til freelancelivet. Denne gang i Østasien, da han og familien i 1991 flyttede til Thailand og boede der i tre år.

”Jeg fik freelanceopgaver for Weekendavisen under Tøger Seidenfaden og indslag for P1 Orientering Udefra. Honorarerne var absolut acceptable dengang – målt med nutidens niveau. For i kroner og øre ser de ikke ud til at være blevet løftet hen over de 30 år, der er gået, forstår jeg på mine yngre kolleger”.

Erfaringen som udenrigskorrespondent skulle komme Flemming Ytzen til gode senere i karrieren. Men først skulle han hjem igen til en ansættelse på Politiken i tæt på 25 år.

”Jeg blev fastansat af Tøger Seidenfaden, der var blevet hevet over fra Weekendavisen (og kortvarigt TV2, red.)  ind på Politiken i midt-90'erne for at genopfinde avisen i en tid præget af optimisme og højkonjunktur i mediebranchen. Udgivere og deres chefredaktører troede i nogle få år, at de kunne gå på vandet, men overså og undervurderede udfordringerne fra digitaliseringen og det altfortærende og fremstormende internet, anført af Google og Facebook. Siden er papiraviserne er raslet ned i oplag, og datidens medielandskab er nu sønderskudt. Derfor er jeg glad for at have nået at opleve den optimisme, der dengang var i de klassiske avismedier," fortæller han.

40 FOF-forelæsninger

Og så tilbage til det med at nyde sit otium, som Flemming Ytzen gør på en meget aktiv facon. I dag krydrer han seniortilværelsen med at holde foredrag i FOF-regi, både om asiatisk, amerikansk og europæisk historie – og skal frem til årsskiftet holde næsten 40 forelæsninger fortrinsvis på Sjælland.

"At være efterspurgt af Danmarks største aftenskole anser jeg som et stort privilegium. Ikke fordi man forgylder sin tilværelse, men fordi det er en fornøjelse og en ære at møde almindelige danskere, der beder mig komme igen næste år."

For seniorjournalisten brænder stadig for at formidle historieskrivning og journalistisk bearbejdede fortællinger. Han har en særlig tilgang til sin metier inspireret af en anden stor journalistisk historiefortæller.

”Et af mine største forbilleder er Paul Hammerich (1927-1992, gennem mange år redaktør på Politiken og ophavsmand til flere DR-programmer, red.). Hammerich havde dyb historisk indsigt, var uhyre velskrivende - dokumenteret af flere topsælgende bøger. Hammerich sagde engang, at journalistik er historieskrivningens sekundviser. Det skal forstås på den måde, at han tog sekundet eller minuttet eller dagen for en begivenhed, og foldede virkeligheden bag ved ud og forklarede, hvilket mønster, der lå bag. Den måde at formidle historien på har været meget inspirerende for mig,” siger han.

En hobby-historiker

Sådan fortsætter Flemming Ytzen altså med at skrive nye kapitler i en allerede rig karriere, der strækker sig over årtier og mange forandringer i det danske medielandskab, og som har fyldt bogreolerne til bristepunktet i stuerne og kælderen i parcelhuset. Både med egne bøger og dem, han er begyndt at tømme antikvariater for og som er en af kilderne til hans mange foredrag. De seneste hyldemeter er således blevet fyldt af litteratur om Tysklands historie og om kvindelige verdensledere – de to aktuelle emner for hans foredrag.

"Jeg er ikke faghistoriker, jeg kalder mig hobby-historiker. Det er et privilegie at kunne omsætte mit halve århundrede som redaktør og journalist til at være formidler i bredere forstand. Det ligger i formidlingsprofessionens DNA, at det, du engang satte i din avis eller radio, skal du kunne fortælle til tilhørerne i et forsamlingshuslokale. Det havde jeg ikke selv set komme, da jeg for et halvt århundrede siden blev sendt ud for at referere foreningsmøder i små sjællandske byer. "