Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Katrine blev fyret under sin barsel – fik med hjælp fra DJ 237.000 kr. i godtgørelse

Med sin datter på skødet fik Katrine Arevad besked om, at hendes stilling var nedlagt, og at hun ikke skulle vende tilbage til virksomheden efter barsel. DJ’s advokat mente, det var et klart brud på ligebehandlingsloven, og at der desuden var brud på ligelønsloven. Sagen endte med, at Katrine fik en godtgørelse på 237.000 kr.

Katrine Arevad

Mikkel Inumineq

Er du blevet opsagt? Eller har du spørgsmål til barsel?

Du er altid velkommen til at kontakte DJ's juridiske rådgivning på tlf: 33 42 80 00

Egentlig var Katrine Arevad glad for sit job som PR og Investor Relations Manager for en mindre dansk virksomhed. Og da hun annoncerede sin graviditet for chefen og den HR-ansvarlige, blev hun mødt med masser af forståelse, lykønskninger og løfter om, at det skulle blive en rigtig god barselsoplevelse. Men det endte langt fra med at blive en god barselsoplevelse. For Katrine Arevad fik aldrig lov at vende tilbage til sit job, og hun fik heller ikke hverken sin ellers kontraktsikrede årlige lønsamtale eller senere en lønstigning, som alle kollegaerne på kontoret fik.  

For undervejs i Katrines barsel skete der store udskiftninger i den daglige ledelse i firmaet. De to topchefer og den HR-ansvarlige blev byttet ud, og Katrines barselsvikar stoppede før tid. Så da Katrine en måned inden, hun skulle vende retur, fik arrangeret et opstartsmøde, endte det helt anderledes, end hun havde forestillet sig. 

”Jeg havde presset på for at få et møde, så jeg kunne få afklaring på, hvordan jeg skulle starte op efter barsel. For der var jo sket en masse ting undervejs. Mødet blev planlagt til om formiddagen, og jeg fortalte, at jeg måtte have min datter med. Men det var helt fint, lød beskeden. Så jeg tog min datter med ind til mødet. Men jeg kunne lige med det samme mærke, at det ikke var den hyggelige stemning, jeg havde forestillet mig,” fortæller Katrine Arevad. 

Et chok

På mødet forklarede en af de nye chefer og HR-chefen, at Katrines stilling var nedlagt på grund af besparelser. Men de ville da gerne give hende en fin fratrædelse og udbetale hendes få resterende dages ferie. 

”Og så gik jeg lidt i chok. Jeg sad der med min datter på armen og følte det nærmest som et overgreb. Jeg kunne ikke rigtig blive ked af det eller vise mine følelser, for det ville min datter jo mærke. Så jeg prøvede at holde sammen på mig selv. Efter mødet satte de sig ud til deres pladser, og så stod jeg der uden at måtte fortælle alle mine kollegaer, at jeg ikke kom tilbage,” husker hun. 

Dagen efter ringede hun til Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation. 

”Jeg var sur, ked af det og frustreret, men egentlig også lidt usikker på, om jeg overhovedet havde en sag. Jeg ville virkelig ikke være hende den besværlige feminist, og for fem år siden havde jeg nok ikke ringet. Men DJ’s jurist i telefonen var meget forstående og nærmest lidt chokeret over forløbet. Det var virkelig rart at mærke den forståelse – at en professionel anerkendte min forargelse og mine følelser. Og så var det rigtig rart at mærke, at jeg havde et bagland til at bakke mig op,” siger hun. 

"DJ var på min side"

DJ’s jurist forsøgte at kontakte virksomheden flere gange, men fik ikke svar. Så tog DJ’s advokat over og fik hul igennem. Det endte med, at parterne indgik en aftale om, at Katrine fik en fratrædelsesgodtgørelse på 237.000 kr. svarende til seks måneders løn inkl. den lønstigning, som Katrine burde have haft. 

”Hele processen var egentlig meget ukompliceret. Jeg skulle ikke have noget med virksomheden at gøre – det klarede DJ, og jeg kunne hele tiden spørge om alt muligt. Jeg følte, at DJ var på min side hele vejen igennem, og at jeg var blevet godt grebet. Men jeg opdagede også, at det var en svær sag at være i, for jeg følte – og føler stadig – at jeg skal være lidt forsigtig med at fortælle, at jeg har rejst denne sag. Det er ikke et nemt emne at tale om, men vi skal som kvinder ikke gå og skamme os over at sige fra, når vi bliver behandlet uretfærdigt. Arbejdsgiverne bliver nødt til at bakke op om det samfundsansvar, det er at sætte børn i verden – det er jo deres fremtidige medarbejdere og kunder. Så jeg er glad for, at der er lovgivning, der beskytter ligebehandling i forbindelse med barsel,” mener hun. 

DJ tager denne slags sager meget alvorligt

Og lovgivningen er ifølge DJ’s advokat Asger Segel meget klar på området:  

”Der er en omfattende ligestillingslovgivning, der gør det ulovligt at afskedige en person på grund af graviditet og barsel. Man må heller ikke give lavere løn, undlade lønsamtaler eller den slags på grund af barsel eller graviditet. Lovgivningen er sådan indrettet, at i Katrines tilfælde skulle virksomheden bevise, at afskedigelsen, de manglende lønsamtaler og den manglende lønstigning ikke skyldtes hendes barsel. Og bevisbyrden er næsten umulig at løfte, når arbejdsopgaverne ikke bortfalder, og næsten alle andre får lønstigninger,” forklarer han. 

"Som lønmodtager, og måske ovenikøbet i en sårbar position, kan det være utrolig vanskeligt selv at vurdere, om man er uretfærdig behandlet, rejse krav og forfølge sagen. Men det kan en fagforening, og DJ tager den slags sager meget alvorligt," siger Asger Segel.

Barsel blev ødelagt

For Katrine Arevad endte mødet med ligebehandlingsloven i sidste ende godt. Hun har fået en godtgørelse, opbakning fra sin fagforening og er startet i et nyt job, som hun er rigtig glad for. Men den medførte også en rigtig dårlig oplevelse, som hun vil huske længe. 

”Den her oplevelse ødelagde den sidste del af min barsel. Jeg måtte jo søge jobs hele tiden i den sidste måned, for jeg havde kun haft tre måneders betalt barsel, og vores privatøkonomi ville blive presset, hvis jeg igen skulle på dagpenge. Så jeg søgte virkelig mange jobs, inden jeg fandt mit nuværende,” siger hun. 

Til gengæld endte Katrine med at få et rigtig godt svar på, hvorfor hun er medlem af en fagforening. 

”Min kæreste havde engang spurgt mig, hvorfor det gav mening at blive ved med at betale fagforeningskontingent. Det gør han ikke længere!” 

Katrine Arevad

Mikkel Inumineq

Kommentarer

Anonym

fre, 08/18/2023 - 10:58

Hvorfor p..... kan vi ikke få at vide, hvilket firma hun var ansat i? Hvad skyldes dette misforstået hensyn? Har DJ indgået en tavshedsklusul?

Hej Claus. Navnet på arbejdsgiveren er ikke relevant for den historie, vi fortæller. Desuden er der hensyn både til Katrine og til de medarbejdere i virksomheden, som ikke kommer til orde. Det er ikke DJ's mission at hænge hverken arbejdspladser eller ledere ud. Mvh Bo, DJ