”Jeg føler, at jeg har fået stjålet halvdelen af min identitet”

Telefonen ringede lidt for tidligt en torsdag morgen i begyndelsen af maj. Efter at have siddet og arbejdet med et billedhjul til avisen indtil kl. halv to natten før, havde Jeppe Lodberg planlagt at sove længe den følgende morgen. I telefonen var hans sportsredaktør: ”Er du med på mødet på Teams, Jeppe?” Mødet var et orienteringsmøde, hvor de daværende 12 sportsjournalister på Sjællandske Mediers fire lokalredaktioner fik besked om, at de skulle skæres ned til i alt fire stillinger.

”Da blev jeg bogstaveligt talt taget på sengen og gik fuldstændig i baglås,” husker Jeppe Lodberg om det uventede Teams-møde. Efter fællesmødet blev alle sportsmedarbejdere indkaldt til individuelle møder den følgende tirsdag.

”Det blev en rimelig mærkelig weekend. Jeg vidste jo ikke, om jeg var købt eller solgt.”

Sporten blev skåret hårdt ned

At der nok ville ske et eller andet havde Jeppe Lodberg godt luret. For tidligere på året havde ledelsen præsenteret et årsregnskab med et minus på 91 mio. kr. Og i efteråret havde der også været en større nedskæringsrunde, som dog primært blev klaret med frivillige fratrædelser.

”Så jeg begyndte selvfølgelig allerede da at spekulere i, om vi på sporten kunne blive ved med at gå fri, som vi var gået før. Og hvordan ville de i så fald gribe det an? Måske skære os ned til to stillinger på hver redaktion, hvilket måske kunne lade sig gøre i perioder, men til gengæld gå voldsomt ud over kvaliteten i spidsbelastningsperioderne.”

Realiteten viste sig at være langt værre, end Jeppe Lodberg kunne forestille sig. Og to dage efter det første individuelle møde blev Jeppe på ny ringet op med en kedelig besked. Ledelsen havde i sin snak med Jeppe ridset nogle meget løse tanker op om den fremtidige sportsdækning, og Jeppe havde meget tydeligt meldt ud, at han ikke kunne se sig selv i de planer. Og nu stod han så til træning med HB Køges damefodboldhold forud for weekendens kamp.

”Det var chefredaktøren, der spurgte, om vi kunne lave et møde. Så vidste jeg jo godt, hvad det betød. Og så måtte jeg jo sige til træneren, at jeg ikke anede, om jeg også ville komme til selve kampen i weekenden,” siger han.

Jeppe Lodberg er uddannet journalist fra DJH i 1993. Han fik sin praktikplads på Helsingør Dagblad ved at ringe redaktøren op og være chauffør for ham ned til havnen for at fiske. Og efter endt uddannelse skaffede han sig jobbet som sportsjournalist på samme lidt utraditionelle vis ved at dukke op til en afskedsreception med rigeligt fadøl for en sportsjournalist på Dagbladet og dagen efter udfylde den nu ledige post ved at tage ud til reportage med det lokale damefodboldhold. Og så har han siddet på den samme pind lige siden indtil sin fyring.

”Jeg troede, jeg var afklaret og stærk i det, da nedskæringerne på sporten var blevet meldt ud. Men jeg må tilstå, at da jeg tog ned for at lave avis før det første individuelle møde, havde jeg det frygteligt. Alle andre kollegaer kom hen og klappede mig på skulderen og prøvede at trøste i den bedste mening, men jeg følte mig bare som dead man walking. På mødet spurgte ledelsen: hvordan har du det? Jeg har ikke haft det så dårligt, siden min første kone døde for 17 år siden, svarede jeg så. Og det var sandt,” fortæller Jeppe Lodberg.

Chefredaktøren reddede mit liv

For arbejdet som sportsjournalist på Sjællandske Medier var ikke bare et arbejde for ham.

”Jeg har givet 30 år af mit liv til et arbejde, der altid har haft første prioritet. I sporten er man på job hver weekend, der findes ikke friweekender. Så det er helt vildt, hvad jeg er gået glip af af bryllupper, fødselsdage osv. For jeg engagerede mig jo og var også tillidsrepræsentant i en lang periode. Og samtidig skylder jeg også den arbejdsplads alt. Jeg ynder at sige, at den tidligere chefredaktør på Dagbladet reddede mit liv, da jeg var ved at dø af druk. For 15 ½ år siden satte han mig stolen for døren; ”her har du dine 7 måneders opsigelsesvarsel – eller også har jeg en anden mulighed til dig: du går i behandling for dit alkoholmisbrug”. Og det reddede mig – jeg har ikke drukket en dråbe siden,” siger Jeppe Lodberg.

Udover de følelsesmæssige nedture ved at miste sit arbejde, har Jeppe Lodberg også en mere rationel fortrydelse over den nedskæring, der har barberet sporten på Sjællandske Medie ind til benet.

”Det er fair nok, at de har besluttet, at der ikke er brug for mig mere. Det er en beslutning, som de har taget, fordi der er underskud i butikken. Men de gør samtidig MIN avis fortræd ved at skære sporten så meget ned, og de gør MINE læsere fortræd. Det er bittert. Jeg synes, de ødelægger en af de sidste gode grunde til at holde en lokalavis, for sporten ER væsentlig. Der er mange der holder avisen for at få lokalsporten. Så jeg sidder også med en følelse af, at de hjælper papiravis-døden på vej,” mener Jeppe Lodberg.

Aldrig skrevet en jobansøgning

Og hvad skal der så ske nu?

”Altså jeg har lavet en fratrædelsesaftale som sikrer mig året ud. Men senere i dag tager jeg ned til en jobmesse, og bagefter skal jeg skrive en jobansøgning til en stilling, jeg er blevet tippet om. Det er i øvrigt første gang i mit liv, jeg skriver en jobansøgning, så vi må jo se, hvordan det går. Jeg har det lidt sådan, at jeg bare skal have ti år til at gå inden pensionen, og jeg har ingen fine fornemmelser i forhold til, hvad de ti år skal gå med. Det behøver ikke være inden for journalistfaget, men omvendt kunne det da være fedt, hvis det kunne være der,” siger han.

Den tomme følelse efter at være blevet fyret fra sit drømmejob sidder dog stadig i ham.

”Jeg kunne måske godt have passet dette job på 9-16-måden, men stoltheden i maven har jo gjort, at jeg ofte endte med at sidde hele natten. Det har været mit drømmejob, og det da traumatisk at miste. Jeg føler lidt, at jeg har fået stjålet halvdelen af min identitet – eller at jeg er blevet hacket på facebook: Det er identitetstyveri – jeg er jo Lodberg med kuglepennen ude på stadions,” fortæller han.

Men Jeppe Lodberg lader sig heller ikke slå ud. Han har beholdt sin optimisme – også i forhold til at få et nyt job.

”Nu må vi jo se, det kan da være, der kommer noget aldersfascisme, men så jeg må jeg jo bare vise dem, at jeg kan endnu,” siger han.