Book en karrieresamtale
En karriereudviklingssamtale kan udvikle sig i mange forskellige retninger, alt efter hvad du ønsker at sætte på dagsordenen. Vores grundlæggende tilgang til samtalen er dog fast:
- Du kan booke en karrieresamtale via dit MitDJ, som du skal være logget på.
- Log på og book en karrieresamtale
For at kunne betjene flere medlemmer og for at minimere ventetid, gennemføres karrieresamtaler enten via telefon eller Skype.
Vi holder med dig
Uanset hvilken situation du er i, og hvilke ønsker du har for udvikling, vil du opleve, at karrierekonsulenten "holder med dig". Vi har ikke andre dagsordner end at gøre vores yderste for at hjælpe dig i den retning, du ønsker.
Vi udfordrer dine overbevisninger
Hvis vi skal hjælpe dig, kan det tit være nødvendigt at udfordre dig. Måske skal du udfordres på dit mål – måske på dine overbevisninger om, hvordan markedet ser ud, eller om, hvordan omverdenen ser på dine kompetencer. Vi kender ikke nødvendigvis den store sandhed, men vi kan løsne op for fastlåste situationer ved at udfordre dine overbevisninger om, hvad der er sandt.
Vi tager rådgiverkasketten på, hvis det er relevant
Vores erfaringer sætter os på visse områder i stand til at udtale os skråsikkert. Vi er fx eksperter i jobsøgningsteknik og bygger vores udsagn på erfaringer om, hvordan det faktisk lykkes vores medlemmer at lande et nyt job. Vi ved også en masse om trends og udviklinger på medie- og kommunikationsarbejdsmarkedet.
Men først og fremmest vil vi coache dig
Det betyder, at vi ikke vil gøre os til eksperter på, hvilket mål du skal vælge, og at vores vigtigste redskab er spørgsmål.
Målet med samtalen er, at du skal gå derfra med skitsen til en handlingsplan og troen på, at det faktisk kan lade sig gøre for dig at realisere denne plan.
Telefonisk samtale vedr. arbejdsliv
Har du spørgsmål eller brug for et godt råd til din jobsøgning, jobskifte, eller andet der vedrører dit arbejdsliv, men som ikke kræver en times samtale med en konsulent, så har du her muligheden for at booke en samtale af kortere varighed. Bemærk; spørgsmål af juridisk karakter skal rettes til vores dygtige kollegaer i juridisk afdeling.