Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Barsel for freelancere/selvstændige

Sådan søger du barselsdagpenge som freelancer eller selvstændig.

Dansk journalistforbund medlem er gravid og skal på barsel som freelancer eller selvstændig

Hanne Paludan

Hvis du arbejder helt eller delvist som freelancer eller selvstændig, kan du have krav på barselsdagpenge. Men din vej til barselsdagpenge afhænger af, hvordan du arbejder.

Det er Udbetaling Danmark, der administrerer barselsdagpengene, og din vej til dem kan groft sagt opstilles sådan her:

Sådan søger du barselsdagpenge som:

Selvstændig med CVR-nummer

Som selvstændig momsregistreret skal du søge om barselsdagpenge via virk.dk/nemrefusion. Du kan kun søge, hvis du har en aktiveret digital medarbejdersignatur, som kan bestilles via virk.dk.

Du skal dokumentere, hvor meget du har arbejdet, typisk ved at fremsende seneste årsregnskab.

Læs mere på virk.dk/nemrefusion

Selvstændig uden CVR-nummer

Som selvstændig freelancer uden cvr-nummer har du ikke mulighed for at søge om barseldagpenge digitalt via virk.dk/nemrefusion. Du skal derfor i stedet kontakte Udbetaling Danmark for at søge om barselsdagpenge.

Så vil du få udleveret en ansøgningsblanket, hvor du skal oplyse din arbejdstid og dokumentere din indkomst - typisk ved at indsende seneste årsregnskab. 

Udbetaling Danmark kan kontaktes via digital post på borger.dk eller på telefon 70 12 80 64. 

DJ anbefaler, at du i stedet får dig en såkaldt PMV-registrering. PMV står for Personligt ejet Mindre Virksomhed, og er dybest set en proforma-CVR-registrering for ikke-momspligtige virksomheder. Hvis du er PMV-registreret, kan du benytte samme selvbetjeningsløsninger som CVR-registrerede.

Lønmodtager-freelancer

Går du på barsel, mens du arbejder på en opgave for en arbejdsgiver, skal denne starte din barselssag hos Udbetaling Danmark via virk.dk/nemrefusion.

Vil din arbejdsgiver ikke anmelde din barsel, eller har du - på grund af din barsel - ikke en aktuel opgave den dag, du går på barsel, skal du selv søge om barselsdagpenge.

Som lønmodtagerfreelancer har du ikke selv mulighed for at søge om barseldagpenge digitalt via virk.dk/nemrefusion. Du skal derfor i stedet kontakte Udbetaling Danmark.

Så vil du få udleveret en ansøgningsblanket, hvor du skal oplyse din arbejdstid og vedlægge dokumentation for din indkomst de seneste 13 uger op til din barsel.

Udbetaling Danmark kan kontaktes via digital post på borger.dk eller på telefon 70 12 80 64.

Vigtigt: Hvis du i tiden frem mod din barsel oplever ordresvigt, er det vigtigt, at du melder dig ledig, da du ellers risikerer ikke at opfylde beskæftigelseskravet i forhold til at få barselsdagpenge. Herefter er det A-kassen, der starter din barselssag hos Udbetaling Danmark, når du skal på barsel. Kontakt DJ, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bør melde dig ledig helt eller delvist op til din barsel. 

Læs mere om barsel på borger.dk/barseldagpenge

Fandt du den information du søgte