Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Andre forslag til læringsdage

Her kan du finde andre forslag til læringsdage og små øvelser.

  • Mads & Monopolet: Hver praktikant medbringer et dilemma og præsenterer det. De andre tilstedeværende lytter og kommer med input. Praktikanten skal gå derfra med en løsning – eller kan danne sin egen mening ud fra diskussionen af forskellige løsninger.
  • Kildens dag: Arranger et møde med nogle af jeres kilder. Praktikanterne skal forberede spørgsmål om, hvordan de ser ud i kildens perspektiv. Kilden forbereder også et fem minutter langt oplæg om en eller flere oplevelser.
  • Mød din modtager. Arranger et møde med modtagerne eller andre interessenter som medlemmer, kunder eller noget tredje. Modtagerne forbereder et kort oplæg, og praktikanten forbereder spørgsmål, han eller hun gerne vil have besvaret.
  • Mød girafferne. Arranger et eller flere møder med den eller de væsentligste personer i organisationen. Lad ”giraffen” komme med et indspark i form af en mening, et ønske, et krav eller et problem. Praktikanten kan også stille et, eller hvis der er tid, flere spørgsmål.
  • Mød konkurrenten. Praktikanterne besøger en anden virksomhed, som I konkurrerer med. Konkurrenten har et kort oplæg, og der er plads til spørgsmål.
  • Besøg i andre organisationer. Besøg andre organisationer, som er relevante for praktikanten i fremtiden eller i arbejdet lige nu. Det kan være den kommunale kommunikationsafdeling, et freelancebureau eller en kunde. Lad gerne praktikanten diskutere, hvordan de forskellige organisationer præsenterer sig og sammenligne den med jeres. Fx bede dem kigge på receptionen, virksomhedens logo, værdier, mission og vision eller måder at præsentere sig på over for praktikanterne.
  • Besøg i relevante kommunikationsafdelinger/medier, som dels kan give praktikanten indblik i andre typer af job, dels kan øge forståelsen for dem på ”den anden side” af skrivebordet.
  • Spil bingo med praktikanterne. Du kan lave dine egne bingoplader med emner, som du gerne vil diskutere med praktikanterne. Fyld fx felterne ud med emner som ”svær kilde/samarbejdspartner”, ”for meget kage”, ”dårlig feedback”, ”for nem opgave”, ”god kollega” eller andre ord og situationer, som er. Du råber op, men praktikanten, som kan krydse feltet af, skal fortælle de andre om oplevelsen. Der kan godt komme overraskende snakke ud af øvelsen.
  • Deltage i relevante møder ud af huset: byrådsmøder, regionsrådsmøder, Folketingsmøder, retssager.
  • Læringsdage, som andre praktiksteder har arrangeret.
  • Konferencer om relevante emner eller teknikker.
  • Kurser, både eksterne og interne.
  • Følvagter og sidemandsoplæring, hvor en kompetent kollega uddanner praktikanten til at kunne noget nyt.
  • Intro-dage, hvor praktikanten introduceres til organisationen, kolleger, modtagere og opgaver.
  • Se en film eller en dokumentar sammen. Film som Frost/Nixon, Kongekabale eller serier Mad Men kan godt give anledning til at diskutere etik, teknik eller politik.
  • Byt-arbejde-dag. Flere arbejdspladser har med dage, hvor praktikanterne bytter arbejde med hinanden. Fotopraktikanten skal skrive, og journalistpraktikanten skal tage billeder. Det giver respekt og øger forståelsen, hvis de forskellige medarbejdere kender de forskellige funktioner og fagligheder i teamet.
  • Benspænd. Benspænd er, hvis dele af organisationen eller hele organisationen vedtager en eller anden dogmeregel for noget, fx ”Vi skal have mindst tre kvindelige kilder i nyhedsfladen hver dag i denne uge”, ”Alle praktikanten skal inden udgangen af denne måned have lavet et indslag, hvor seeren griner” eller ”Vi skal have en blomst med i alle indslag”. Benspænd kan øge kvaliteten af produktionerne, gøre det sjovere og skabe e fællesskab omkring et tema.

Praktikdagene, når praktikanten er på uddannelsesinstitutionen i løbet af praktiktiden, tæller også med som læringsdage.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk