Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Åbenhedsstrategi

For at understøtte demokratiets udvikling skal borgerne og dermed også medierne opleve størst mulig åbenhed i samfundet. For at opnå dette har DJ følgende bud på en åbenhedsstrategi.

  1. DJ skal kæmpe for åbenhed i den offentlige forvaltning. Det gør DJ blandt andet ved at påpege fejl og mangler i den eksisterende offentlighedslov og ved erfaringsopsamling fra medlemmerne at sørge for et vedholdende fokus på de kritiske paragraffer.
  2. DJ skal kæmpe for størst mulig indflydelse på ændringer i offentlighedsloven. Gennem lobbyarbejde hos de politiske partier og justitsministeren samt samarbejde med øvrige relevante organisationer og institutioner skal vi søge indflydelse.
  3. DJ skal arbejde for vidtgående og hurtig aktindsigt hos offentlige myndigheder. Erfaringsopsamling skal være med til at sætte fokus på sagsbehandlingen af begæring om aktindsigt. Der kan eventuelt udarbejdes en elektronisk folder til formålet.
  4. DJ skal arbejde for aktindsigt i alle selskaber, der er helt eller delvist offentligt ejede samt selskaber, der i øvrigt udfører opgaver på vegne af offentligheden.
  5. DJ skal medvirke til at fremme bedre muligheder for at udnytte de digitale platforme til fremme af større åbenhed i den offentlige forvaltning. Det gælder for eksempel ved adgang til databaser og registre.
  6. DJ skal arbejde for, at alle offentlige myndigheder skal føre åbne postlister.
  7. DJ skal arbejde for, at det fortsat er gratis eller billigt at anmode om aktindsigt.
  8. DJ skal synliggøre vigtigheden af åbenheden i den offentlige forvaltning. Det kan ske i såvel den offentlige debat som over for særlige målgrupper i samfundet.
  9. DJ skal løbende arbejde for mere åbenhed i retsplejen, herunder at arbejde for en offentligt tilgængelig domsdatabase, arbejde imod automatisk navneforbud og begrænse brugen af lukkede døre.
  10. DJ skal kæmpe for informationsfriheden. Under hensyn til bestemmelser om ophavsret skal der skabes størst mulig adgang til information. Kollektive forvaltningsaftaler skal medvirke til, at adgangen til information bliver så enkel som mulig.
  11. DJ skal arbejde for alle (offentlig/privat) ansattes ret til ytringsfrihed om egne arbejdspladser. DJ skal støtte whistleblowers både i det offentlige og i det private. De må ikke kunne retsforfølges, når og hvis de offentliggør oplysninger, som er nødvendige for borgerne og samfundet. DJ skal fortsat arbejde for, at en egentlig meddelerret for offentligt ansatte bliver lovfæstet.
  12. DJ skal påvirke åbenheden i EU. Sammen med øvrige EFJ-organisationer skal DJ sætte fokus på mere åbenhed i EU, således at best practice i størst mulig omfang overføres fra de enkelte lande til EU.
  13. DJ skal arbejde for, at den europæiske menneskerettighedserklærings artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed også bliver et vigtigt grundlag for åbenhedspolitikken i Danmark og Grønland.

Opdateret på delegeretmødet 2019.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk