Arbejdsskader: Sejr for deltidsansatte
Ny dom giver deltidsarbejdende, der kommer til skade på arbejde, mulighed for at få erstatning, som var de arbejdende på fuld tid. Væsentligt skridt for ligestilling af deltidsarbejdere.
Højesteret har i to domme, afsagt den 16. august, afgjort, at to kvinder, der begge arbejdede deltid for at passe mindre børn, kunne få beregnet deres arbejdsskadeserstatning ud fra hvilken løn de ville have fået, hvis de arbejdede fuldtid.
Højesteret fastslår, ”at hvis skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte – uden skaden – kunne arbejde på fuld tid. At skadelidte på ulykkestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten”.
Højesteret fastslår desuden, at ”den årsløn, der indgår ved udmålingen af skadelidtes erhvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, såfremt skadelidtes ansættelse på nedsat tid må anses for at være af midlertidig karakter.”
Begge kvinderne fik medhold i, at deres erstatning skulle beregnes ud fra, at de kunne arbejde på fuld tid.
Advokaterne Elmer og Partnerne skriver at
”Dommene har stor principiel betydning både for fremtidige afgørelser og for allerede afgjorte sager. Det er årtiers praksis, der er gjort op med, men det er endnu for tidligt at bedømme i hvilket omfang dommene får betydning for tidligere afgjorte sager, herunder eventuelle forskelle i betydningen vedrørende henholdsvis fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten og årslønnen. Men det er vores vurdering, at et stort antal sager vil skulle genoptages (på såkaldt forvaltningsretligt grundlag). Det gælder med stor sandsynlighed alle, der har fået afslag på det såkaldte "hjemmetillæg", fordi de arbejdede 30-32 timer om ugen eller af anden grund. Det kan også gælde i andre sager, hvor den arbejdsskadede af andre grunde ikke arbejdede på fuldtid, da dommene er begrundet med almindelige erstatningsretlige principper om "fuld erstatning". Kilde: Elmer & Partnerne
Læs mere her.
Arbejdsskadestyrelsen
Elmer & Partnere Advokater
Danmarks Domstole




