03. nov. 2009 – kl. 13.17
Fem succesfulde kommunikationschefer indtog onsdag den 28. oktober Himmelrummet på Borups Højskole. Emnet ”Hvad skal en kommunikatør kunne” tiltrak et stort, blandet og nysgerrigt publikum.
De 60 pladser der var udbudt til arrangementet blev revet væk af erfarne kommunikatører såvel som kommunikationsstuderende. DJ havde bedt fem kommunikationschefer forklare den nye generation af kommunikatører, hvilke krav branchen stiller til dem. Oplægsholderne bestod af:
• Bjarne Spellerberg, Partner i PeopleGroup samt administrerende direktør i Wibroe, Duckert & Partners.
• Jens Bekke og Anja Berg fra Carlsberg, der henholdsvis beskæftiger sig med national – og international kommunikation.
• Tina Donnerborg, Kommunikationschef i Dansk Røde Kors.
• Claus Perregaard, Presse- og kommunikationschef i SF.
Bjarne Spellerberg åbnede ballet, og lagde stor vægt på det at tro. Spellerbergs oplæg dannede grobund for, hvad der skulle blive aftenens primære budskab: Man skal tro på, at man kan gøre en forskel. ”Selvom vi alle brænder for noget, og selv om vi er fantastisk dygtige, så læser vi alle de samme bøger og lærer de samme ting. I skal tro på at I kan mere, og I skal tro på at I kan skabe nye rammer for kommunikation”, lød det fra Spellerberg.
Kommunikation – både ud og hjemme
Jens Bekke og Anja Berg lukkede op for Carlsbergs eksterne og interne kommunikationsudfordringer. Carlsberg er verdens fjerde største bryggeri, og der sker meget med hovedkontorets budskab, inden det når ud til alle datterselskaberne. Anja Berg, der er chef for Carlsbergs International News Centre, fortalte om målrettede budskaber på tværs af kulturer, sprog og tekniske forudsætninger.
Kommunikationschefen Jens Bekke inddrog publikum i Carlsbergs pressehåndtering, men gav også de unge kommunikatører gode råd med på vejen: ”Det er vigtigt at I skriver en ærlig ansøgning. Man kan mærke med det samme når man møder en ansøger, om de er oprigtige eller ej – og er de ikke dem de siger der er, jamen så ryger de ud!”.
Empatiske kommunikatører
”Hos Dansk Røde Kors skal man have hjertet med, og man skal kunne finde vej gennem kaos”. Sådan lød det fra Tina Donnerborg, der i sit oplæg også understregede fordelene ved at kunne læse et regnskab, samt det at turde udfordre sig selv: ”Det nytter ikke noget at tage på kursus i projektledelse, fordi man ved, at man er god til projektledelse. Tag på kursus i økonomi eller krisekommunikation!”. Donnerborg fortalte også om vigtigheden i at kunne stå inde for det man arbejder med: ”Hos Dansk Røde Kors skal man brænde for sin sag, for man skal kunne knække den næste nød og bruge sit netværk”.
Ærlighed, forståelse - og lidt list
Claus Perregaard fra SF lagde ikke skjul på, at det kræver en særlig personlighed at arbejde på Christiansborg: ”Der findes utroligt kompetente kommunikatører, der ikke har formået at finde deres plads, eller har haft forståelse for det politiske spil”. Perregaard fortalte om SF’s mandatfordobling og det arbejde der følger med. ”Der har ikke været de store taktiske udspil bag SF’s succes, men vi har troet på vores sag og nu er det ved at lykkes. Borgen er dog en ganske særlig arbejdsplads, og det skal man have nerver til – især når det ikke går så godt”. Perregaard lagde som de andre oplægsholdere vægt på ærlighed, arbejdsomhed og troen på sin egen kunnen.
DJ arrangerer en gang i hvert semester et lignende gå-hjem-måde, hvor alle kommunikatører kan få gode råd til at sparke døren ind til kommunikationsbranchens hellige haller.