26. nov. 2009 – kl. 13.50
IFJ stiller krav efter massakre
Den Internationale Journalist Federation IFJ sender i næste uge en mission til Filippinerne for at få overblik over situationen efter den massakre, der mandag kostede mindst 56 mennesker livet og her i blandt mindst 27 journalister.
Delegationen, der ud over repræsentanter for IFJ også tæller INSI (International News Safety Institute) og en række regionale journalistorganisationer skal mødes med myndighederne og understrege nødvendigheden af retsforfølgelse og afvæbning af lokale militser.
Delegationen skal i øvrigt planlægge en opfølgning i form af en konference i begyndelsen af 2010 for at understøtte mulighederne for på længere sigt at få skabt mere sikre vilkår for medierne.
Det norske journalistforbund, Norsk Journalistlag, har gennem 4 år arbejdet intensivt med støtte til kollegerne i Filippinerne, og Eva Stabell, der er NJ’s repræsentant i internationalt arbejde, vil deltage i den planlagte konference til januar, finder det helt afgørende, at der handles hurtigst muligt.
Baggrunden for den uhyggelige massakre mandag er et opgør mellem to rivaliserende familieklaner, der bruger alle midler på at bekæmpe hinanden, og lige nu gælder det guvernørvalget i provinsen Mindanao.
Den siddende guvernør vil have sin søn til at overtage posten og sendte sin personlige hær på 100 mand af sted, da den rivaliserende kandidat skulle nomineres. Ved den lejlighed deltog en række af kandidatens partis kvindelige medlemmer sammen med en meget stor gruppe af lokale og regionale medier. Og det var dem, der blev mejet ned af guvernørens selvbestaltede hær.
IFJ’s safety fund har øjeblikkeligt sendt 10.000 dollars til her-og-nu hjælp, og der vil formentlig følge flere til de mange efterladte i den voldsomste massakre på journalister og mediefolk verden har set.
Tags:
Organisation,
Journalist
Af: Troels Johannesen