27. nov. 2009 – kl. 09.38
Mens politikere og diplomater arbejder på højtryk for at forberede en klimaaftale ved mødet i København i december, har diverse grønne organisationer, NGO´ere og aktivister længe været i gang med forberedelserne af COP 15. På samme måde er det internationale pressekorps ved at gøre sig klar til kamp i København.
Så mange som 3000 journalister ventes at dække topmødet, det alternative topmøde og de mange arrangementer, der løber af stablen under COP15. Og disse journalister skal have en fair chance for at kunne agere i det danske samfund, og kende deres muligheder og begrænsninger når det handler om deres interaktion med myndighederne.
Derfor har DJ udarbejdet målrettet informationsmateriale til de mange gæster fra pressekorpset. I informationsmaterialet beskrives blandt andet, hvordan det forholder sig med brugen af pressekort i Danmark, adgang gennem politiafspærringer og hvordan pressen skal reagere i forhold til politiet.
I DJ ser formand Mogens Blicher Bjerregård frem til, at så mange internationale kolleger gæster landet:
”Det er en stor udfordring for de danske arrangører, at der kommer så mange pressefolk til byen. I DJ ser vi det som vores pligt at være med til at informere journalister, fotografer og andre om, hvad de kan forvente i Danmark, og hvordan man skal forholde sig for eksempel ved uroligheder”.
DJ har op til COP15 oprettet en international hotline, hvor forbundets mediejurister står klar med rådgivning til den internationale presse, skulle disse komme i problemer med de danske myndigheder.
”Vi ved af erfaring, at demonstrationer kan udvikle sig voldsomt, og vi ved også at pressen til tider kommer i klemme når disse begivenheder dækkes. Derfor er der også al mulig grund til, at vi hjælper til med vores mediejuridiske ekspertise, så vores internationale kolleger er bedst muligt rustet”, siger Mogens Blicher Bjerregård.
Ingen direkte distribution
For DJ har det været vigtigt, at det udgivne materiale blev uddelt til alle akkrediterede journalister gennem pressesekretariatet i Bella Centret, hvor selve COP15 afholdes. Derfor indledte DJ også allerede i foråret en dialog med Udenrigsministeriets pressesekretariat for COP15, dog uden, at man har givet adgang til, at materialet fra DJ kan distribueres via de oplagte kanaler.
”Vi ønskede at etablere et samarbejde med arrangørerne om materialet for alles bedste, men det har man desværre ikke ønsket. Det gør selvfølgelig, at vi ikke kan nå alle de besøgende journalister, og at alle derfor ikke får de væsentlige informationer om pressens virke”, siger Mogens Blicher Bjerregård.
”Jeg tror, at man fra arrangørernes side var lidt berøringsangste over for noget, der kunne lede tankerne hen på, at der kan opstå demonstrationer og ballade under topmødet. Der er vi mere realistiske og tager tyrene ved hornene, og informerer om muligheder og begrænsninger for pressen”.
I stedet for en direkte distribution til de besøgende journalister har DJ etableret et samarbejde med Det Internationale Pressecenter, IPC, ligesom man har aktiveret det internationale netværk i regi af International Federation of Journalists.
DJs hotline for danske og udenlandske journalister under COP15 har telefonnummer +45 33 42 80 10. Her vil jurister tage i mod uden beregning. Eventuelle advokatudgifter til journalister eller fotografer som følge af sigtelser eller andet dækkes ikke af DJ.
Læs Assistance to foreign journalists in connection with major events in Denmark.
Read the English press release:
Media-related legal assistance during the Climate Summit