05. nov. 2009 – kl. 15.38
Bladtegning på en ny måde
Danske Bladtegnere har netop åbnet sitet caricature.dk. Hjemmesiden er et eksempel på, hvordan bladtegnerfaget også kan bruges.
Danske Bladtegnere er måske mest kendt for, at det var medlemmer herfra, der tegnede profeten Muhammed til Jyllands-Posten i september 2005 og de efterfølgende trusler og offentlige debat om ytringsfrihed. Men med et nyt projekt med bladtegninger på nettet, fokuserer bladtegnerne andetsteds.
Caricature.dk er navnet på et projekt, hvor medlemmer af Danske Bladtegnere fra nu og frem til Klimatopmødet i december, hver dag vil publicere nye tegninger med anderledes vinkler på klimadebatten. På sitet kan man blandt andet finde eskimoer, der solbader, isbjørne der søger mod Noahs Ark og en tegning af dansk politi, der truer en lille demonstrant som en satirisk kommentar til debatten om den såkaldte ”lømmelpakke”.
På hjemmesiden kan man ”rate” de enkelte tegninger, sende dem videre, abonnere på tegninger og læse om de enkelte kunstnere. Alle er tegningerne satiriske kommentarer til den aktuelle debat i relation til FNs klimatopmøde i København. Og hver tag er der nyt at se på.
Hos Danske Bladtegneres formand Claus Seidel er formålet med hjemmesiden klart:
”Vi vil markere, at vi kan og vil andet end at tegne profeter. Vi vil blande os i debatten, og der er klimatopmødet en god anledning for os bladtegnere for at komme med skæve vinkler på debatten.”
Pengene, der finansierer projektet stammer fra den fond som de tolv bladtegnere, der var involveret i karikatur-krisen, oprettede i 2006. Midlerne i fonden stammer fra de vederlag DJ har opkrævet for brug af de tolv tegninger, og det nye projekt er dermed finansieret af ophavsretsmidler.
”Vi synes, at det at lave en hjemmeside er en spændende ny vej at gå for faget. Det skal ikke ses som en erstatning for den trykte tegning, men som et supplement”, siger Claus Seidel.
Det er hans håb, at projektet på længere sigt kan løbe rundt af sig selv, når pengene fra fonden er sluppet op.
Nyd de nye bladtegninger på caricature.dk
Tags:
Digitale medier
Af: Troels Johannesen