10. mar. 2009 – kl. 10.28
Visuelt Forum i samarbejde med HK Grafisk
På Visuelt Forums generalforsamling søndag blev et nyt samarbejde præsenteret. Grafikerne i DJ vil nu samarbejde med kollegerne i HK Grafisk.
DJs specialgruppe for grafikere, layoutere og designere holdt generalforsamling søndag. På dagsordenen var blandt andet, at gruppen nu vil til at samarbejde med grafikere i HK Grafisk, som ofte har samme typer beskæftigelse som DJ-medlemmerne.
I formand Karen Hedegaards beretning lød det sådan:
”Hvis man skal skære forskellen mellem HKs medlemmer og vores medlemmer ud i pap, kan man sige, at flere af HKs medlemmer er uddannet fra de tekniske skoler som mediegrafikere og sidder i job med et mere teknisk indhold, mens Visuelt Forums medlemmer i højere grad er uddannet fra Mediehøjskolen (tidligere Den Grafiske Højskole) og Designskolerne, og at vi arbejder mere kreativt og med indholdet. Men forskellene er i mange tilfælde svære at få øje på, og i stedet for, at HK Grafisk Kommunikation og Visuelt Forum skal opfatte hinanden som konkurrerende foreninger, har vi nu taget kontakt til hinanden.”
Første prøve på det nye samarbejde vil være en heldags konference i efteråret 2009, hvor de to organisationer vil samle op mod 150 grafikere. Det er håbet, at samarbejdet vil betyde bedre økonomi til at lave spændende inspirationsdage for medlemmerne.
Visuelt Forum afholdte hele 19 medlemsarrangementer i 2008 for de godt 540 medlemmer.
Af: Troels Johannesen
Tags:
Medlemmer,
Grafiker/illustrator
Af: Andreas