10. mar. 2009 – kl. 12.58
Opsigelsen handlede om den bopælspligt, som medarbejderen havde skrevet under på ved sin ansættelse. I april 2008 fik medarbejderen under en sygemelding en advarsel, på trods af, at han havde en adresse i området, hvor han opholdt sig det meste af tiden. Arbejdsgiveren krævede dog, at journalisten skulle flytte folkeregisteradresse.
Dette ville journalisten ikke, fordi et behandlingsforløb gjorde, at han anså et lægeskift som meget uheldigt. Han gik dog i gang med at undersøge, om han ville kunne beholde sin læge uanset flytningen. Men inden dette blev afsluttet blev journalisten opsagt, fordi han ikke havde dokumenteret, at han ville flytte.
Dansk Journalistforbund protesterede allerede dengang mod opsigelsen, fordi arbejdsgiveren havde tilsidesat sin egen frist for, hvornår journalisten senest skulle være flyttet.
I den konkrete sag her siger opmanden i sin kendelse, at journalisten ikke gjorde nok for at holde arbejdsgiveren underrettet, og med henvisning til både almindelige folkeregistrering og landbrugslovgivningen slår han fast, at bopælspligt i almindelighed må opfattes som folkeregisteradresse.
Få uger efter opsigelsen i maj blev journalisten så bortvist, fordi arbejdsgiveren fandt ud af, at journalisten i halvandet år havde haft en selvstændig hjemmeside. Det var journalisten selv, der gjorde arbejdsgiveren opmærksom på hjemmesiden. Selvom arbejdsgiveren altså hidtil ikke havde været opdaget eller følt sig generet af ”konkurrenten”, så blev den nu brugt til at bortvise journalisten, fordi ledelsen anså den som et angreb på avisens brand.
Opmanden undgår i sin kendelse at tage stilling, om hjemmesiden er konkurrerende eller ej, men opmanden bemærker, at konkurrenceklausulen i kontrakten betød, at journalisten som minimum skulle have orienteret ledelsen om hjemmesiden. Journalisten fastholdt under hele sagen, at han allerede i sin ansættelsessamtale havde gjort opmærksom på sin hobby-side, men det kunne den daværende redaktionschef under voldgiftssagen ikke huske noget om. Han kunne kun erindre, at der var givet tilladelse til at arbejde med speaker-opgaver til DR. Dette fremgik dog ikke af kontrakten, som senere blev underskrevet.
Dj’s medlemmer og tillidsrepræsentanter bør bruge kendelsen til at skærpe deres opmærksomhed på, hvad der konkret bliver aftalt og nedskrevet, når en medarbejder skriver under på ”bopælspligt”. En anden lære er, at såfremt man får tilladelse til at bedrive journalistik i sin fritid, så bør også dette fremgå tydeligt af kontrakten. Mundtlige aftaler har nemlig altid den ulempe, at man kan glemme dem, eller at den pågældende, som aftalen er indgået med, pludselig ikke længere er ansat.
Af: Esben Ørberg