24. jun. 2009 – kl. 16.02

illustrator

Illustrator, bladtegner og DJ-medlem Lars Vegas Nielsen modtog i går Kulturministeriets Illustratorpris 2007 for hans illustrationer til billedbogen Sebastians monster.

Tirsdag middag blev Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger ’07 og ’08 og samtidig med den også Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger ’07 og ’08 overrakt af kulturminister Carina Christensen.

Og i 2007 udgaven af den sidstnævnte gik prisen til Lars Vegas Nielsen for hans illustrationer i bogen Sebastians Monster med tekst af Mads Glaz Serup.

”Den er den største pris man kan få for den slags i Danmark, så naturligvis er jeg meget stolt”, udtaler Lars Vegas Nielsen.

I Kulturministeriets begrundelse for prisen skulle gå lige netop til Lars Vegas Nielsen, står der blandt andet:

… Vegas’ billeder alene fortæller masser af sidehistorier…

… også givet Serup og Vegas lov til at eksperimentere med billedbogen som genre…

… tro mod traditionen og samtidig give den en tiltrængt fornyelse…

og

Som billedbog er Sebastians monster et særsyn.

Den eksperimenterende stil med det både uhyggelige og samtidig humorfyldte monster, ser Lars Vegas Nielsen som en af grundene til Sebastians monster vandt. Men han mener, at det tætte samarbejde mellem ham og forfatteren bærer en del af skylden.

”Der har været rigtig meget ping-pong mellem os, og vi har arbejdet tæt sammen om både billeder og tekst,” fortæller Lars Vegas Nielsen.

Sammen med prisen følger også en check på 75.000 kr. og de luner godt for medlemmet af Danske Bladtegnere, der til dagligt mest gør det på den boldbane.

”Oftest taber man, frem for at tjene, penge på at lave billedbøger, fordi det tager så lang tid og man må ligge andet arbejde til side, for ikke at miste flow i billedudviklingen. Men det er sjovt,” fortæller Lars Vegas Nielsen.


Det er Lars Vegas Nielsens tredje billedbog. Tidligere har han lavet voksenbilledbogen Månen som en svamp (1999) og børnebilledbogen Gudindens løver (1998)

Lars Vegas Nielsens hjemmeside

Af: Søren Folke Larsen