03. mar. 2009 – kl. 10.29
Advarsel til IFJ
Irritation over IFJs manglende brug af mere end 12 mio. kr. i Safety Fund, fik i går kreds 1’s bestyrelse til at foreslå en halvering af donationen til fonden.
Kredsbestyrelsen fik ganske vist ikke sit forslag om at sænke tilskuddet fra 20 til 10 kr. pr. medlem igennem, men det var tæt på under generalforsamlingen i aftes. Fem stemmer skilte.
Forslaget skyldtes ikke manglende solidaritet eller en opfattelse af manglende behov for pengene ude blandt nødstedte og forfulgte journalister. Nej, bestyrelsen ønskede at sende et signal til ledelsen i International Federation of Journalists om, at pengene ikke skal samle støv på kontoret i Bruxelles.
Safety Fund har uddelt under 500.000 kr. om året i de seneste år. Hvilket end ikke svarer til, hvad alene DJs medlemmer samler ind om året.
DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård tog ordet:
”Jo, det har været for ringe. I har ganske ret. Det var faktisk mig selv, som bragte kritikken op i IFJ-bestyrelsen og fonden har nu fået nye retningslinjer for udbetaling og en ny ansat administrator, sagde DJ-formanden og oplyste, at IFJ-generalsekretær Aidan White kommer på DJs delegeretmøde bl.a. for at genoprette tilliden til Safety Fund.
Ekstra Bladets Lars Werge talte imod bestyrelsens ønske om en kontant advarsel til IFJ: ”Der er brug for pengene. Det er ikke nu vi skal skære.”
Og derved blev det. 26 fremmødte stemte for at bevare tilskuddet på 20 kr. pr. medlem pr. år.
21 stemte imod – og dermed kom bestyrelsens forslag om 10 kr. ikke til afstemning, hvilket kredsformand Pernille Mac Dalland på ingen måde beklagede, da hun rundede aftenen af. Kredsen er nemlig økonomisk velpolstret. Faktisk så meget ved muffen, at bestyrelsen foreslog en kontingentnedsættelse fra 20 til 17 kr. pr. måned. Men heller ikke det ville den aktive forsamling være med til.
Af: Esben Ørberg
Tags:
Safety,
Bestyrelse
Af: Andreas