22. dec. 2009 – kl. 13.33
Drøftelserne mellem DJ og Aller Media er nået til vejs ende. Det må DJ’s repræsentanter konstatere, efter at det er blevet klart, at Aller Media endegyldigt ikke vil vedkende sig den aftale, der blev indgået i sommeren 2007.
Situationen er den, at Aller Media i foråret begyndte at sende leveringsaftaler ud til freelancere i strid med den indgåede overenskomst. Aller Media mener ikke, at aftalen også gælder for selvstændige freelancere, der leverer på lønmodtagerlignende vilkår. Det er DJ overbevist om, at den gør.
Fred Jacobsen, næstformand I DJ siger:
”Aller sender tilsyneladende leveringsaftalerne til freelancere i flæng, uanset de påstår, at der nøje skelnes mellem, hvem der bør omfattes og hvem der ikke bør. I øvrigt med den klare besked: Skriv under eller du mister dit arbejde. Det mener vi er i strid med aftalen og helt uacceptabelt”, siger Fred Jacobsen, næstformand i DJ.
På grund af situationens alvor for den enkelte freelancer har DJ i de seneste måneder forsøgt at finde en løsning på de problemer, Aller Media ser i den overenskomst, som virksomhedens forhandlere har indgået med DJ.
”Vi har ikke kunnet finde løsninger ved at tale sammen. Derfor er der nu indledt en faglig voldgift, som skal afgøre, hvem der har ret.”, siger Fred Jacobsen
Aftale udløber
Mens sagen kører, og forhåbentligt kan afsluttes hurtigt, nærmer tiden sig for det tidspunkt, hvor den nuværende overenskomst udløber. Det gør den ved udgangen af februar.
”I DJ vil vi nu sætte alle sejl til for at få forhandlet en ny aftale. For selv om det for mange kan virke, som om den nuværende aftale ikke er det papir værd, den er skrevet på, så er det alligevel afgørende vigtigt for DJs freelancere at have et kollektivt sikkerhedsnet spændt ud - ikke mindst på magasinområdet”, siger Fred Jacobsen, der pointerer, at der skal laves en aftale, der dækker alle freelancere, der arbejder på lønmodtagerlignende vilkår, også selvom freelancerne i anden sammenhæng f.eks. af SKAT betragtes som selvstændige.
Dette er ikke anderledes, end da Aller i sommeren 2007 skrev under på den aftale, som nu fortolkes så snævert, at den ifølge DJ ikke længere er noget værd. Indtil foråret 2009, var det ellers DJs indtryk, at overenskomsten virkede, som den skulle og at Aller var enig med DJ i, at det var fornuftigt at have en overenskomst for alle freelancere, der leverer redaktionelt stof til Aller på lønmodtagerlignende vilkår..
Legitim interesse i ordnede forhold
I 2007 måtte DJ varsle blokade mod Aller på vegne af de egentlige lønmodtager-freelancere for at få de strandede forhandlinger i gang igen.
Ifølge Fred Jacobsen kan det sagtens komme på tale igen.
”Hele situationen er et levende bevis på, at den kollektive forhandlingsret skal udbredes til alle, der leverer en personlig arbejdsydelse på lønmodtagerlignende vilkår. Det er komplet urimeligt, hvis en kollektiv aftale skal kunne undergraves af individuelle leveringsaftaler. Det vil voldgiftsretten forhåbentlig give os medhold i, og det vil DJ under alle omstændigheder sikre ved forhandlingsbordet”, siger DJs næstformand.
”Hele situationen kræver styrke og at vi rykker sammen og viser Aller Media, at det ikke er DJ, der er besværlig, men at det er alle deres dygtige indholdsleverandører, der står bag kravene. De mange, der har fået leveringsaftaler (der også kan opsiges) og de, der er omfattet af overenskomsten, har samme stærke og legitime interesse i ordnede forhold.
Møde for freelancerne
DJ afholder møde om Aller-situationen for berørte freelancere onsdag den 6. januar 2010 kl. 14
i Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København.
Det er meget vigtigt, at du kommer til dette møde. Mødet varer formentlig halvanden til to timer.
På mødet vil DJ informere om den faglige voldgift, der skal afgøre uenigheden med Aller om Freelance-overenskomsten. Desuden vil vi informere om, hvad der kommer til at ske med forhandlingen om en fornyelse af overenskomsten, som udløber den 28. februar 2010.
Du er meget velkommen til at indbyde de eventuelle freelancere, du kender, som ikke er medlem af DJ.
DJ yder rejserefusion til DJ-medlemmer svarende til DSB Standard. Det foregår ved, at du efter mødet sender en mail eller et brev med en kopi af billetten eller en besked om, hvor du er kørt fra, til dyb@journalistforbundet.dk.