23. apr. 2009 – kl. 10.40

DJ opretter pulje til efteruddannelse

Mange DJ-medlemmer har ikke gennem aftaler og overenskomster mulighed for at få finansieret eller delfinansieret efteruddannelse. Det får de nu, hvor delegeretmødet har besluttet at oprette en efteruddannelsespulje.

Medlemmernes efteruddannelse til et arbejdsmarked, der hele tiden bevæger og forandrer sig, er en af de vigtigste opgaver for DJ. Mange har allerede i dag rimelige muligheder gennem aftaler og overenskomster. Men slet ikke alle. Derfor besluttede delegeretmødet – foreløbig på forsøgsbasis i to år – at oprette en økonomisk pulje, som skal åbne for efteruddannelsesmidler til medlemmer uden efteruddannelsesret i overenskomsten og som ofte er ansat på individuelle kontrakter. Det er f.eks. freelancere og kommunikationsansatte.  

Puljens økonomiske størrelse afhænger af det overskud, der måtte være, når de fastsatte mål for DJ og Sikringsfonden er nået. Puljen må dog ikke overstige 500.000 kr.  

Det vedtagne forslag

DJs næstformand Fred Jacobsen motiverede forslaget om puljen. Han sagde bl.a.: 

”Forslaget er frem for alt solidarisk: Vi viser solidaritet med de medlemmer, som ikke gennem aftaler og overenskomster har umiddelbar adgang til at få finansieret eller delfinansieret efteruddannelse, der er så vigtig for at holde sig i form til dette arbejdsmarked.

Når vi som forbund mener, at vi vil motivere flest mulige af vores medlemmer til at tage efteruddannelse virkelig alvorligt – må vi også handle. Og handlingen består i dette tilfælde i at bane vejen for, at så mange som muligt får mulighed for at efteruddanne sig til en rimelig pris.

Vi har netop undersøgt vore medlemmers efteruddannelsesvaner: 4 ud af ti har ikke været på efteruddannelse de sidste to år. Her ligger der en udfordring for os som forbund.

Jeg mener, at vi skal bruge en del kalorier på, at dette tal er forbedret væsentligt, når og hvis vi igen spørger medlemmerne.

Og hvordan gør vi så det?

Ved at vise og oplyse om, hvilke muligheder, der er

Ved at få udbyderne til at levere den efteruddannelse, der skal til

Ved at motiver medlemmerne til at se efteruddannelse som en meget vigtig del  af et karriereforløb

Men vi gør det såmænd også

Ved at kræve aftaler om efteruddannelse, hvor vi endnu ikke har det

Ved at rådgive vore medlemmer på individuelle kontrakter til at få efteruddannelse ind i deres ansættelsesforhold

Ved at lette adgangen til at få støtte fra eksempelvis Pressens Uddannelsesfond samtidig med, at vi arbejder for at få flere arbejdsgivere til at gå med i PU

Og vi gør det ved at vise solidaritet – uden at vi dermed opgiver vores overordnede strategi, som er, at vi skal have denne branches arbejdsgivere til at forstå, at efteruddannelse er et fælles projekt, som de skal være med til at bære igennem.

Dette forslag er blevet kaldt en faglig konkursbegæring af en af modstanderne.

Det er jeg selvfølgelig ikke enig i. Det ville det være, hvis vi samtidig med at ville hjælpe de medlemmer, der endnu ikke har adgang til betalt efteruddannelse, ville opgive at få arbejdsgiverne til at engagere sig i medlemmernes udvikling.

Tilbage er så, at det for mig at se er et spørgsmål om tro, om en efteruddannelsespulje svækker vores styrke i forhold til de aftalemæssige krav om efteruddannelse.

Det tror jeg ikke.

Jeg tror til gengæld på, at vi med efteruddannelsespuljen kan gøre endnu mere for vore medlemmer – og gøre DJ til et endnu mere attraktivt sted at være.

Det er vigtigt, at vi med efteruddannelsespuljen ikke spiller os nogle kort af hænde.

Vi skal blive ved med at kræve efteruddannelse ind i vore aftaler.

Vi skal blive ved med at få arbejdsgiverne til at deltage i at betale for efteruddannelse.

Vi skal netop ikke slå ud med armene og sige: Nu betaler vi det, vi ikke kan få hjem i den faglige kamp.

Det er netop derfor, vi skal drøfte det her på delegeretmødet.

Det er derfor, vi foreslår en forsøgsordning, som vi kan evaluere på og derfor kan fortsætte med eller lukke.

Det er derfor vi vælger en finansieringsform, der signalerer, at vi ikke vil svække vores faglige kampkraft.

Det er derfor, vi har gjort os nogle ganske konkrete tanker om, hvem der kan søge og få og hvem der ikke kan.

Men vi må ikke kun se verden ud fra det traditionelle aftaleområde. Vi har mange medlemmer, der ikke er inden for de rammer, og som heller ikke kommer det. Dem skal vi også være noget for.” (citat slut)

 

 

 

 

Af: Esben Ørberg

Tags: Efteruddannelse, Medlemmer Af: Andreas

Relateret indhold

Hvad er dit behov?
Læg en plan for din kompetenceudvikling
Læs mere
Andre kursusudbydere
Efter- og videreuddannelse udbudt af offentlige eller private kursusudbydere
Læs mere
Kurser og uddannelse
DJ-kurser - en del af dit medlemskab.
Læs mere

Relaterede nyheder

Pressefotograferne fylder 100 år
Det er i år 100 år siden, at Pressefotografforbundet blev stiftet. Det fejres med flere begivenheder gennem året.
Læs mere
Efteruddannelse: Bedre viden, motivation og udbud
HB-udvalg nedsætter arbejdsgruppe, som skal forbedre mulighederne for efteruddannelse – samt motivere og øge kendskabet til efteruddannelse. Gruppens formand Karen Hedegaard uddyber.
Læs mere
Nu er der 4,6 millioner til tv-folk i DJ
Ophavsretspengene bliver flere og flere til DJs medlemmer. TVGRUPPEN i DJ uddeler i disse dage 2,9 mio. kr. i Copydan-midler til tilrettelæggere og journalister, der har arbejdet på tv-produktionsområ...
Læs mere

Arrangementer

JobWorkShop - skriv så du bliver kaldt til samtale!
Mange af DJs medlemmer er gode til at skrive. Men de fleste kan blive bedre til at skrive en moderne effektiv jobansøgning. Lær at skrive personligt, konkret, virksomhedsrettet og om fremtiden
Læs mere
Skriv og Sælg www-tekst Århus
Som skrivende har vi alle forudsætninger for at sælge tekst til hjemmesider.
Læs mere
Sådan bruger du de sociale medier – teknisk set (Betalingskursus)
Lær at bruge medierne på mange niveauer
Læs mere