04. mar. 2008 – kl. 13.01
DJ har over en længere periode søgt om aktindsigt. Anmodningen blev besvaret sent mandag aften med et afslag på fuld aktindsigt. Frataget for aktindsigt er blandt andet det vigtige juridiske dokument, som DJ formoder indeholder oplysninger om, i hvilket omfang Zentropas planlagte filmprojekt Blekingegadegruppen forholder sig til Peter Øvig Knudsens unikke værk om Blekingegadebanden.
Derfor klager DJ nu til Kulturministeriet for at få fuld aktindsigt i de juridiske akter i Zentropas ansøgning til støtte fra Filminstituttet.
”Det er vores indtryk, at Filminstituttet og Zentropa kun har forholdt sig til den ophavsretlige vinkel, men har udeladt den markedsføringsretlige”, siger faglig konsulent i DJ Lone Amtrup.
”Det er muligt, at der ikke er en ophavsretsmæssig krænkelse i Zentropas projekt. Men vi har tidligere set sager, hvor der i stedet var tale om en markedsføringsretlig krænkelse, der betød, at det oprindelige produkt blev udnyttet uden rettigheder”, siger faglig konsulent i DJ Lone Amtrup, der er uforstående over for Filminstituttets afslag om aktindsigt:
”Zentropa hævder, at der ikke er rettighedsmæssige problemer i forhold til Øvig Knudsens unikke værker, og derfor undrer det mig, hvorfor man ikke lægger det frem for os så vi kan udelukke, at der er problemer med de ophavsretlige og markedsføringsmæssige rettigheder”, siger Lone Amtrup, der ikke er interesseret i Zentropas forretningsforhold, rollebesætning eller andet, der ikke er afgørende for den rettighedsmæssige vurdering.
Vil sikre, at der ikke snyltes
DJ havde søgt aktindsigt i Zentropas ansøgning om manuskriptstøtte til projektet om Blekingegadebanden, fordi forbundet og Peter Øvig Knudsen ønsker belyst om Zentropa krænker Øvigs Knudsens rettigheder, herunder ophavsret og markedsføringsret. Det er denne undersøgelse, der ikke kan foretages på et tilstrækkeligt oplyst grundlag når Det Danske Filminstitut fratager det juridiske dokument fra aktindsigt.
Den ophavsretslige del af undersøgelsen vedrører om der i Zentropas projekt bliver brugt dele af Øvigs helt unikke beskrivelser og personkarakteristika samt fortælleform fra hans bøger.
Den markedsføringsretlige del af undersøgelsen vedrører Peter Øvig Knudsens mulighed for at udnytte sine bøgers filmiske potentiale. DJ og Øvig Knudsen vil med undersøgelsen sikre, at der ikke er nogle, der snylter på Øvig Knudsens værker. Værker der har sat Blekingegade-sagen på dagordenen tyve år efter forbrydelserne fandt sted.
Læs også
DJ hjælper Peter Øvig Knudsen i sag om filmprojekt