08. dec. 2008 – kl. 14.11
Dorte Toft før gennembruddet
Magasinet Agent portrætterede den nu landskendte blogger og journalist tilbage i september, før gennembruddet med historierne om IT Factory. Læs eller genlæs interviewet her og mød hende til debatarrangement.
Journalist og blogger Dorthe Toft, der har bloggen Bizzen på Business.dk har fået sit store gennembrud med hendes afdækning af svindlen i IT Factory. I journalistbranchen er Dorte Tofts navn nu på alles læber.
Men allerede i september lavede magasin Agent, i sin sidste udgivelse, et portræt af den 63-årige IT blogger. I artiklen ”Lykkelig i Nørdland”, siger Dorthe Toft blandt andet:
”Det, at jeg har et speciale, og at jeg efterhånden også har fået ’en stemme’, som jeg kan tillade mig at bruge personligt, er jeg rigtig glad for. Jeg er ikke afhængig af at få andre til at sige det, jeg vil ud med. Inden for IT-journalistik skal man typisk have en analytiker til at udtale sig, og så ringer man til en, som måske kun har siddet på pinden i et år, mens jeg selv har beskæftiget mig med området i næsten 40 år... Det kan godt være frustrerende. Så jeg tænkte: ’Hvorfor ikke springe det led helt over og tale med din egen stemme, dér hvor du ved nok selv?’ Det gjorde jeg så. Det er også her, jeg kan udfolde sproget, fordi meningsstoffet, som bloggen jo også er, er meget frit. Ikke i den spændetrøje, som den klassiske journalistik kan være”.
Læs eller genlæs portrættet af Dorthe Toft her.
Mød Dorte Toft
Du kan i øvrigt møde Dorte Toft når Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) afholder debatmødet "Bloggeren, tyven og medierne" torsdag den 11. december kl. 19 - 21 i Arenaen på Berlingske Tidende, Gammel Mønt 1. Arrangementet er gratis for medlemmer af FUJ og koster 40 kroner for andre journalister. Læs mere om arrangementet på FUJs hjemmeside.
Tags:
Journalist
Af: Troels Johannesen