29. okt. 2007 – kl. 16.07
DJ lægger netop nu lokaler til et seminar i Det arabiske initiativ, som Per Stig Møller og Udenrigsministeriet står bag. Formålet er at få styrket journalistforbundene i Bahrain, Algeriet, Yemen og Iran.
Det arabiske initiativ og Iran hedder det, for Iran er ikke blandt de arabiske lande. Alligevel satser man også på Iran som et land, som kan være en stærk anfører for andre lande i den arabiske verden. Specielt med henblik på journalistforbund som stærke fagforeninger, der plejer medlemmernes interesser.
DJ involverede sig i Udenrigsministeriets arabiske initiativ for tre år siden. Det er dog International Media Support, IMS, som står med det overordnede ansvar for projektets gennemførelse i nært samarbejde med Udenrigsministeriet og det internationale journalistforbund, IFJ.
Arrangementet på Gammel Strand, som vil vare fire dage, er kronen på værket i projektets første fase. Her mødes repræsentanter fra de fire landes journalistforbund, eller syndikater, som de også kaldes, og udveksler erfaringer og idéer.
Og alene det, at de er samlet, er værd at bemærke.
”Det interessante nu er, at de fire journalistforbund eller syndikater er samlet i Danmark. Det har i sig selv været en udfordring. Og jeg er sikker på, at deltagerne vil blive inspirerede af både at være her i et dansk journalistforbund men også af at være i selskab med hinanden. De kan inspirere hinanden på kryds og tværs”, vurderer Lotte Dahlmann fra IMS og fortsætter:
”Det, som vi kan se, er, at der har været et helt utroligt engagement, Men de fire lande er meget forskellige.” Hun fremhæver Yemens syndikat som eksempel på et forbund, som har en stor gennemslagskraft i forhold til pressefrihed, men til gengæld ikke gør meget for sine medlemmer i det daglige. I Yemen fungerer journalistforbundet, eller syndikatet, som pressefrihedens talerør for alle medieaktører, ikke blot de udøvende journalister.
Fortsat samarbejde med Yemen
Med gennemførelsen af seminaret, der består af flere workshops, er første fase af Det arabiske initiativs medieprogram afsluttet. Det indebærer, at Udenrigsministeriet og IMS nu skal tage stilling til, om man vil fortsætte samarbejdet.
Økonomisk er der en barriere, da der fra Udenrigsministeriets side ikke er bevilget penge nok til, at alle fire lande fortsat kan modtage støtte og hjælp fra Danmark. Indtil videre har man vurderet, at Yemen fortsat skal være på støtte-listen.
”Ytringsfriheden har svære kår der, men man taler meget åbent om, at man gerne vil forbedre vilkårene for ytringsfrihed, og det er selvfølgelig et rigtig godt udgangspunkt”, fortæller Lotte Dahlmann fra IMS.
For de resterende tre lande håber IMS at finde nogle nationale journalistforbund via IFJ, som vil adoptere de tre forbund og fortsætte udviklingsarbejdet med dem.
Læs mere om DJ arbejde med det arabiske initiativ her
Af: Katja Thygesen