08. nov. 2007 – kl. 10.07
Uanstændige massefyringer i Aller Press
Automatisk billedbehandling koster nu layoutere job på Aller Press. Men ledelsen har stort set ikke involveret tillidsrepræsentanterne i nedskæringsplanerne. DJ protesterer.
Ledelsen i Aller Press vil skille sig af med hele 25 - måske 35 - af sine cirka 100 grafikere og layout'ere.
Omkring 75 af disse layout'ere er omfattet af Journalistoverenskomsten og er medlemmer af DJ.
De øvrige er reprofolk og mediegrafikere ansat på HK's overenskomst.
Baggrunden for det meget massive krav om reduktion af medarbejderstaben på det grafiske område skyldes dels en hastigt fremskudt plan om at indføre et automatisk billedbehandlingssystem i løbet af det kommende halvår. Dels er det en undersøgelse af effektiviteten i virksomheden. Her mener ledelsen i Aller Press, at der er ansat for mange layout'ere og grafikere i virksomheden. Endelig er Aller Press også begyndt at få lavet en del af billedbehandlingen - blandt andet fritskrabninger - i fjernøsten.
Planerne blev meddelt tillidsrepræsentanterne for godt 14 dage siden, mens de berørte medarbejdere fik en orientering om planerne for en uge siden. Siden da har der været en hel del uro blandt medarbejderne på Aller Press, og tillidsrepræsentanterne er frustrerede over, at virksomheden ikke har involveret dem på et langt tidligere tidspunkt:
”Det er for galt og i strid med de aftaler, vi har i overenskomsten, at tillidsrepræsentanterne ikke er blevet involveret”, siger Fred Jacobsen, næstformand i DJ.
”Når der skal indføres nye teknikker, som kan koste arbejdspladser, så skal tillidsrepræsentanterne informeres meget tidligt og have medbestemmelse om omplaceringer, efteruddannelse, tilbud om deltidsansættelse og så videre. Det står ganske klart i overenskomsten.”
Tillidsrepræsentanterne og DJs faglige afdeling har nu fået ledelsen til at indgå i forhandlinger, hvor nedskæringsplanerne skal diskuteres langt mere detaljeret end hidtil. Man har desuden fået ledelsen til at give en uddybende og mere forståelig orientering i forbindelse med et medarbejdermøde i dag, torsdag.
Aller Press har tilbudt en fratrædelsesordning til de grafikere og layout'ere, som vil fratræde frivilligt. Deadline for at meddele, om man vil tage imod denne ordning, er allerede nu på mandag den 12. november. Denne korte frist har DJ og tillidsrepræsentanterne også protesteret over.
”Det er ikke anstændigt at give så kort et varsel til at overveje så drastisk en beslutning i ens arbejdsliv, når ledelsen på den anden side har gået og puttet med planerne i flere måneder”, siger Fred Jacobsen.
Tags:
TR,
Opsigelse,
Grafiker/illustrator
Af: Andreas