16. nov. 2007 – kl. 12.04

Pressefotograferne har fået ny hjemmeside

Pressefotografforbundet har relanceret deres hjemmeside. Den har en noget anderledes struktur og er mere åben men samtidig mere lukket for offentligheden.

Det internationale journalistforbund, IFJ; er chokeret over de krav, som tyske mediearbejdsgivere netop har præsenteret som grundlag for forhandlinger om en ny tysk overenskomst. Arbejdsugen skal op på 40 timer, og arbejdsgiverne vil også forkorte ferieperioden og beskære feriepengene.

 

Kravene fordømmes af både IFJ og det europæiske journalistforbund, EFJ. Aidan White, der er generalsekretær for begge forbund, mener, at de tyske mediearbejdsgivere opfører sig både grådigt og hyklerisk, og at de udelukkende er motiveret af egen-interesse.

 

“Det er komplet uacceptabelt, og journalister i hele Europa bør give deres støtte til vore tyske kolleger, som kæmper mod denne udvikling,” siger White. “Disse krav er kun de væsentligste på en lang liste med ændringer, som vil ødelægge de arbejdsforhold, det har taget årtier at bygge op inden for tysk journalistik. Hvis det lykkes for de tyske arbejdsgivere at få deres krav igennem, vil det være en trussel mod de sociale standarder i hele EU.”

 

De tyske medieejere  opkøber i øjeblikket store andele af udgiverfirmaer i landene i Central- og Østeuropa. IFJ kalder det hykleri af værste skuffe, når de tyske mediearbejdsgivere forsøger at forringe arbejdsvilkårene i hjemlandet, samtidig med at de lover at regenerere og stimulere pressens markeder i udlandet. “Den tyske arbejdsgiverstrategi for det europæiske marked går ud på at underminere jobsikkerheden, forringe arbejdsforholdene og lade journalister i Tyskland betale for deres investeringer i udlandet,” siger White.

 

Han peger på, at de seneste års arbejdsgiverpolitik i Tyskland har ført til, at en stor gruppe af journalister bliver groft udnyttet som arbejdskraft. Landet har en af de største freelancesektorer i Europa. “Mange af disse job er dårligt beskyttede. Arbejdsstyrken er sårbar, og derfor er kvaliteten af pressen og medierne i Tyskland generelt i farezonen,” siger White.

 

EFJ opfordrer nu de 200.000 medlemmer af nationale journalistforbund i Europa til at bakke op om de to tyske journalistforbund, der i øjeblikket forbereder sig på de næste forhandlinger 30. oktober. “Der er mere på spil end blot nogle paragraffer i en national overenskomst, “ siger White. “Konsekvenserne for journalister overalt i Europa kan være enorme.”

 IFJ i chok over tyske arbejdsgivere

Af: Andreas