29. nov. 2007 – kl. 09.55

Bevar Dagbladsnævnets råderum

DJ protesterer i et brev til tre ministerier over en markant nedsættelse af den årlige bevilling til Dagbladsnævnet. Forbundsformanden opfordrer til, at man beholder niveauet for 2007.

Regeringen har i sit forslag til finansloven for 2008, samt i et overslag for 2009, valgt at beskære Dagbladsnævnet med 11 mio. kroner årligt, så der nu kun tilføres nævnet 2,6 mio. Dermed forringes mulighederne for at yde projektstøtte til dagblade og dagbladslignende udgivelser.

I et brev til Finansministeriet, Kulturministeriet og Statsministeriet klager DJs formand Mogens Blicher Bjerregård over beslutningen. Brevet følger her:

Vi har i Dansk Journalistforbund med beklagelse bemærket, at den årlige bevilling til Dagbladsnævnet er nedsat med 11 millioner kroner til blot 2.6 millioner kroner i 2008 med et overslag på samme budget for 2009.

I begrundelsen for ændringen af bevillingen for de kommende to år hedder det, at det skyldes et meget lille forbrug i de første år, nævnet har eksisteret. Reelt drejer det sig om 1½ år, hvilket er en meget kort periode at vurdere behovet på.

Det bør tages i betragtning, at Dagbladsnævnet har afløst Dagspressens Finansieringsinstitut med et helt nyt grundlag for at tildele bevillinger. Det kræver også en ændret tilgang fra de dagblade, der reelt vil have mulighed for at søge tilskud i nævnet.

Med udsigt til turbulente år i dagspressen i takt med medieudviklingen, vil en maksimumskapital på 75 millioner kroner ikke på nogen måde være en for stor grundkapital. Det vil give god mening at give Dagbladsnævnet de første fire år til at få skabt nogle bæredygtige rammer og et mere naturligt flow i tildelingen af midler, før der politisk skal tages stilling til en ændret årlig bevilling.

Hertil kommer, at Kulturministeriet netop har sat et udredningsarbejde i værk for at undersøge alle pengestrømmene i medierne. Her indgår også beløbet til Dagbladsnævnet, og det ville være relevant at have resultatet af dette udredningsarbejde, før der iværksættes ændringer af eksempelvis bevillingen til Dagbladsnævnets aktiviteter.

Jeg skal derfor på vegne af Dansk Journalistforbund anbefale, at der i årene 2008 og 2009 ikke sker nogen nedsættelse af beløbet til Dagbladsnævnet – også selv om maksimumskapitalen på 75 millioner kroner overskrides.

Med venlig hilsen
Mogens Blicher Bjerregård

Tags: Bestyrelse Af: Andreas

Relateret indhold

A/S-bestyrelsesmedlem
Hvilke regler gælder der for medarbejderrepræsentanter i virksomheders bestyrelser? Hvad skal man være opmærksom på?
Læs mere

Relaterede nyheder

HB vedtager plan for fastholdelse og rekruttering
DJ står stærkt på de fleste af forbundets organiseringsområder, men forbundet skal have endnu flere medlemmer og dermed flere og bedre medlemsrådgivning og -tilbud. HB har i dag vedtaget en plan...
Læs mere
Hvad binder DJ-medlemmerne sammen?
Hvad binder medlemmerne af DJ sammen? I hvor høj grad oplever medlemmerne en fælles identitet? Spørgsmål om identitet bliver den store overligger, når 300 tillidsfolk mødes til Fagligt Forum i april.
Læs mere
Giver hele sin formue til DJ
DJ-medarbejderne troede ikke deres egne ører, da et medlem for 10 år siden kom forbi og sagde, at han ville testamentere sin formue til forbundet. Nu er Grønholt-Pedersen død og efterlader sig...
Læs mere