29. sep. 2006 – kl. 10.00
Fagligt udvalg: AC-problematikken er principiel
Udover godkendelse af forskellige overenskomster og opsamling på et godt TR-stævne i Vejle stod der AC på dagsordenen for Fagligt Udvalgs møde i går torsdag.
Stadig flere medlemmer af DJ har en akademisk baggrund, og da det nu i flere situationer i Danmarks Radio og inden for det offentlige betyder, at medlemmerne tvinges på en AC-overenskomst, skal DJ have en tættere forbindelse eller tilknytning til AC for at vi også i fremtiden kan varetage vores medlemmers interesser på den bedst mulige måde. Denne problemstilling blev diskuteret på mødet i Fagligt Udvalg i går.
”Det er en meget principiel sag, som det er vigtigt, at vi bruger meget tid på, for at finde en god løsning for” siger John Jakobsen, formand for Fagligt Udvalg.
Bedre aftaler nøk for nøk
Ved mødet godkendte udvalget en håndfuld overenskomster. Især glæder John Jakobsen sig over, at selskabet Studio1+2 gik med på en fornyelse af deres lokalaftale, som denne gang indeholdt en tillidsmandsbestemmelse.
Foreløbig har Studio1+2 accepteret en etårig prøveperiode.
”Det er et godt eksempel på, at man starter med én aftale, og så rykker man sig nøk for nøk,” siger John Jakobsen.
Endelig var udvalget enigt om, at det havde været et godt tillidsrepræsentantstævne i Vejle. Tilslutningen havde været tilfredsstillende, og oplæggene var generelt ganske relevante og interessante.
Tags:
Medlemmer
Af: Andreas