29. nov. 2006 – kl. 13.33
Nils Mulvad kåret som Årets Europæiske Journalist
Nils Mulvad, direktør for Dicar - Center for analytisk journalistik, blev i aftes kåret som årets Europæiske Journalist.
Prisen uddeles af Bruxelles-avisen European Voice, der er del af Economist-gruppen. Nils Mulvad var en ud af fem nominerede i kategorien.
Han fik hæderen for sin årelange indsats for øget aktindsigt i EU's landbrugsstøtte. Nils Mulvad har stået i spidsen for et europæisk netværk mellem journalister og NGO’er, hvor formålet har været at skaffe indsigt i alle tildelinger af landbrugsstøtte i hele EU.
Årets tildeling af priser til fremtrædende europæere blev tirsdag foretaget for sjette gang.
Nils Mulvad, 51, var blandt initiativtagerne til at oprette Dicar - Center for analytisk journalistik og har siden 2001 været ansat som direktør. Han underviser sideløbende på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere bl.a. arbejdet på Computerworld og Jyllands-Posten.
Tags:
Journalist
Af: Andreas