21. nov. 2006 – kl. 10.32
37 forslag til Cavling-prisen
Ud af de mange forslag er blandt andet Jyllands-Postens Flemming Rose for Muhammed-tegningerne. Tom Heinemanns tv-dokumentar ”Når tilbud dræber” er dog foreslået af flest.
Årets Cavling-sæson nærmer sig med hastige skridt, og her halvanden måned før uddelingen i Journalisternes Hus, kan DJ præsentere navnene på de indkomne forslag til landets mest prestigefyldte journalistiske pris.
53 forslag er kommet, og i alt er 66 enkeltpersoner foreslået. De fleste indgår dog i grupper med andre.
Blandt de indkomne forslag er Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, med det journalistiske projekt, der var medvirkende til Muhammed-krisen. To forslagsgivere mener, at det er dette projekt, der bør have Cavling-prisen.
Også de meget omtalte historier fra det københavnske plejehjem Fælledgården og ”Når tilbud dræber” om dårlige arbejdsforhold i Indien, er modtaget som forslag til prisen, ligesom historierne, der ligger til grund for den såkaldte ’kødskandale’ ligeledes er modtaget som forslag.
Cavling-prisen gives til en journalist eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år. I 2005 vandt journalisterne Christian Andersen og Michael Klint for Tv-dokumentaren ”Hævet over mistanke” om en ung mands død i politiets varetægt.
Onsdag den 13. december offentliggør Cavling-komitéen, hvem der kommer gennem nåleøjet som nominerede.
Vinderen offentliggøres onsdag d. 3. januar 2007, og prisen uddeles ved en festlig begivenhed i Journalisternes Hus fredag den 5. januar 2007.
Se listen over indkomne forslag her.
Læs mere om Cavling-prisen på DJ's Cavlingsider.
Jørgen Rohdes statuette af Henrik Cavling
Tags:
Cavling
Af: Andreas