10. nov. 2006 – kl. 14.01
150.000 til fotografer i principiel sag
Billedbureauet Colourpress har indgået forlig med de to fotografer, som forlod bureauet sidste år. De krævede fogedforbud nedlagt mod, at bureauet brugte og videresolgte deres billeder, efter at fotograferne havde forladt det. Først nu er sagen helt færdig – bureauet og DJ har indgået et forlig på 150.000 til fotograferne.
Allerede for et år siden forbød retten i Haderslev i et fogedforbud billedbureuaet i at anvende fotografernes billeder, men da var sagen langt fra slut. I de sidste tolv måneder har DJ kørt en justifikationssag, som kunne have endt i retten.
Efter Colourpress skiftede ejere i foråret, indledte bureauet og DJ forhandlinger om et forlig. Efter adskillige måneders korrespondance og forhandling endte beløbet på 150.000 kr., som skal deles mellem de to fotografer.
Rimeligt forlig
Christian Dølpher, juridisk konsulent i DJ, har ført sagen fra starten og er tilfreds med forliget.
”Jeg kan ikke vide, hvor meget Colourpress har tjent på de billeder, men jeg er tilfreds da beløbet er rimeligt og da Colourpress hermed accepterer vilkårene i fogedforbudet - nemlig at fotografernes billeder ikke må anvendes” siger han.
Colourpress har måttet tilbagekalde fotografernes billeder fra internationale samarbejdspartnere, og hvis de alligevel skulle blive brugt og betalt for i udlandet, skal pengene gå direkte og ubeskåret til de to fotografer.
Rettens ord
”Dette er en principiel sag,” fortsætter Christian Dølpher, ”Det har været vigtigt for os at få rettens ord på, at en fotograf, som forlader et billedbureau, kan stoppe bureauets brug af hans billeder.”
Dommeren i Haderslev vurderede, at Colourpress ud over de 150.000 kr. skulle betale sagsomkostninger og retsafgifter til DJ, som blev fastsat til 28.000 kr.”
Læs også ’ DJ vinder fogedforbudssag mod billedbureau’
O-gruppens bestyrelse- og kontakt listeChristian Dølpher
Juridisk konsulent
cd@journalistforbundet.dk
Tags:
Mediejura,
Fotograf/pressefotograf
Af: Andreas