03. mar. 2006 – kl. 12.30
Overgreb mod journalister i Hviderusland
Journalister fra flere forskellige medier blev torsdag anholdt af lokale myndigheder i Hvideruslands hovedstad Minsk i forbindelse med et politisk møde. Tre blev banket på plads af civilklædte personer.
Overgrebet skete, da journalisterne forsøgte at dække en kontroversiel anholdelse af oppositionspolitiker og præsidentkandidat i det kommende valg, Alyaksandr Kazulin. Civile betjente arresterede og tævede Kazulin, da han prøvede at komme ind til en konference afholdt af Hvideruslands autoritære præsident Alexander Lukashenko
En journalist fra et lokalt nyhedsbureau og en korrespondent for Reuters blev efter urolighederne kørt på hospitalet, hvor de begge blev behandlet.
Det hviderussiske journalistforbund har på det kraftigste taget afstand fra de voldsomme handlinger og forlanger nu, at de civilklædte personer, der forgreb sig på flere journalister, bliver fundet og retsforfulgt. Det bakker DJ fuldt ud op om.
Dansk Journalistforbund har i samarbejde med International Media Support i en længere periode støttet forskellige medieprojekter i Hviderusland, hvor mediernes forhold og ytringsfriheden er i en meget presset situation. Nøgleprojektet er genopbygning af det hviderussiske journalistforbund, Belaurus Association of Journalists.
DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård: ”De demokratiske og mediemæssige forhold er under fortsat forringelse under Lukashenko. Vores projekter kan på nogle felter blive vanskeligere at gennemføre, men det er helt afgørende, at vi opretholder stærkt fokus på Europas sidste diktatur, og hjælpen til vore hviderussiske kolleger er vigtigere end nogensinde.”
Ifølge det russiske nyhedsbureau, RIA Novosti, blev Alyaksandr Kazulin anholdt for hooliganisme. Anklageren i sagen udtalte torsdag til nyhedsbureauet, at Kazulin havde skubbet til en politibetjent og senere beskadiget et billede af præsident Lukashenko på politistationen. Kazulin er på fri fod igen, men er blevet idømt samfundstjeneste eller bøde på baggrund af sagen. Præsidentvalget er om tre uger.
Tags:
Mediepolitik,
Arbejdsmiljø
Af: Andreas