15. mar. 2006 – kl. 14.00
Et af dagens klareste budskaber kom fra direktør i Zentropa Interaction, Asta Wellejus, og var en direkte opfordring til kommunikationsfolk og andre formidlere:
”Vi skal se os selv som specialister. Jeg er træt af at høre på humanister og journalister, der er arbejdsløse. Den teknologiske udvikling i dag er et åbent vindue for alle formidlere.”
Når de teknologiske muligheder breder sig og antallet af udtryksformer stiger, forklarede Wellejus, handler det om at kommunikere bredt og at sælge folk en oplevelse. Fremtidens forbruger er på udkig efter identifikation og det unikke, selvskabte produkt. Fascination og fiktion skal sælge varen og kunderne vil selv have en finger med i spillet.
”Det handler ikke om penge, det handler om oplevelser, og teknologisk står vi et sted, der svarer til, da man så den første film,” vurderede hun. I filmbranchen har man for længst indset, at de halvfems minutter en typisk spillefilm varer, er et spillerum, der skal udvides i andre retninger. Når et persongalleri og fiktivt univers er bygget op, kan det brede sig til andre kommercielle grene som legetøj og spil. Oplevelser er en økonomi i sig selv, forklarede Wellejus.
I den mere højtflyvende og fremtidsforskende ende af programmet fortalte Christian Schwarz om Innovation Labs arbejde med den teknologiske udvikling. Og ligegyldigt om begrebet går under navnene pervaisive eller ubiquitous computing, ambient intelligents eller everyware, så er budskabet fra Innovation Lab det samme: it er på vej ind i vores dagligdag på helt nye måder og vil med tiden være i alting.
”Vi går fra at være online, til at være onsite, det vil sige, at tingene begynder at tale sammen på nettet,” forudsagde Christian Schwarz.
Den første dansker med en elektronisk chip indprintet i tommelfingeren går allerede rundt iblandt os. Forsøgspersonen har ikke mange muligheder for at bruge sit elektroniske forspring i dag, men teknologien rækker ifølge Christian Schwarz langt. Og hvilke muligheder giver det så, når it kommer i alting, bliver mindre og hurtigere og finder vej til alle kroge af vores hverdag? I tråd med Asta Wellejus vision om forbrugernes stigende krav på unikke produkter, arbejder Innovation Lab med begrebet Costumer Made – fremstillet af forbrugeren.
”Man må i stigende grad se sin målgruppe som medagenter,” forklarede Christian Schwarz. Tendensen er klar og vigtig at være opmærksom på for professionelle formidlere. For eksempel har Lego for tiden flere produkter på hylderne, der udelukkende er udviklet af brugerne selv, der på legetøjgigantens hjemmeside har konkurreret i at fremstille de nye produkter.
Ifølge Bo Kampmann Walther, lektor og ph.d. fra Center for Medievidenskab på Syddansk Universitet, er it på vej til at forsvinde imellem hænderne på os for at blive integreret i alle de ting vi omgiver os af.
”Paradokset er, at vi gerne vil have, at it forsvinder, men vi snakker ikke om andet,” påpegede Bo Kampmann Walther og mindede på, at der i fremover også bliver brug for at kende til on-off knappen.