22. maj. 2006 – kl. 13.00
Ny kandidatuddannelse i journalistik
Videnskabsministeriet har vendt tommelfingeren opad for et længe ventet samarbejde imellem Danmarks Journalisthøjskole (DJH) og Aarhus Universitet. Resultatet er en ny kandidatuddannelse i journalistik med base i Århus.
Uddannelsen får to linjer, hvor journalister får mulighed for at tage en akademisk overbygning i medie og samfundsfag eller kulturjournalistik, mens universitetsstuderende bliver undervist i at bruge journalistiske redskaber inden for deres fagområde. I begge scenarier kommer kandidaten til at bære titlen cand.public.
Rektor på DJH, Kim Minke, forventer at kandidatgraden vil blive efterspurgt både blandt uddannede journalister og blandt studerende, der kan tage overbygningen direkte efter studiet på DJH.
”Der er en interesse, som skyldes en lyst til at gå mere i dybden på en måde, vi ikke i dag kan tilbyde på den kortere uddannelse på DJH,” vurderer Kim Minke.
Rammerne for samarbejdet imellem de to uddannelsesinstitutioner ligger formelt i det nye Center for Journalistiske Universitetsuddannelser, der allerede udbyder den internationale EU-støttede kandidat Erasmus Mundus. Centeret tager imod de første 20 studerende på den nye uddannelse i september 2007. På sigt kan optaget blive større, men i første omgang er tanken at samarbejde med den lignende kandidatuddannelse på Syddansk Universitet, så der mindst starter et hold om året. Kim Minke forklarer:
”Hvis efterspørgslen ikke bliver stor nok, så laver vi det sådan, at der kun kommer et hold. Hvis der for eksempel kun starter 15 begge steder, så er det bedre at starte et hold. Så vi ikke ødelægger det for hinanden.”
Tags:
Efteruddannelse,
Karriereudvikling,
Studerende
Af: Andreas