05. maj. 2006 – kl. 12.40
Ansatte ønsker at beholde Orkla som ejer
Fem tillidsfolk fra Berlingske Officin har fra et møde i Oslo sendt opfordring til ledelsen i ejerkoncernen Orkla Media om at Orkla selv beholder en væsentlig ejerandel ved et kommende salg.
Brevet til ledelsen:
Til styret i Orkla ASA
Udtalelse i forbindelse med salgsprocessen angående Orkla Media
Det danske arbejdsudvalg i Det Berlingske Officin har dags dato holdt møde i Oslo.
Vi mener, at det er i vores interesse fortsat at have Orkla som ejer eller delejer af officinet.
Indtil starten på et indtil videre temmelig kaotisk og ustruktureret salgsforløb har Orkla vist sig som en tilfredsstillende ejer af Det Berlingske Officin, og vi har tiltro til, at et godt og tillidsfuldt forhold mellem ansatte og ledelse atter kan blive en realitet. Det er væsentligt for os, at der under alle omstændigheder bliver tale om en industriel og langsigtet løsning, eventuelt i en 50-50 model med andre medieselskaber.
Det danske arbejdsudvalg vil under ingen omstændigheder kunne acceptere et salg af hele Orkla Media eller Det Berlingske Officin til en eller flere kapitalfonde.
Det danske arbejdsudvalg
Julie Brink, Århus Stiftstidende Tillidsrepræsentant-HK
Diana Lorentzen, Berlingske Tidende Tillidsrepræsentant-HK
Bjarne R. Jensen, Berlingske Avistryk Tillidsrepræsentant-HK
Kurt Albrechtsen, Berlingske Avistryk Tillidsrepræsentant-HK
Steffen Lilmoës, JydskeVestkysten Tillidsrepræsentant - Dansk Journalistforbund
Tags:
Ledelse,
Berlingske Media
Af: Andreas