07. jun. 2006 – kl. 10.00
Nyt tidsskrift om journalistik på gaden
I en tid, hvor danske medier ikke kan få nok af kort, skarp nyhedsjournalistik sender forlaget Ajour et nyt tidsskrift på gaden, der over 120 siders akademisk udredning, sætter fokus på noget af det, der ligger rundt om journalistikken. Tidsskriftet har fået navnet Journalistica og vil tre gange om året tage fat på emner inden for journalistik, der fortjener en dybdeborende gennemgang.
Første udgave sætter spot på presseetikken – et område, der sjældent kommer frem i lyset med en videnskabelig indgangsvinkel. Lektor ved Roskilde Universitetscenter, Michael Bruun Andersen, udtrykker det rammende i sit indlæg Fra presseetik til markedsmoral:
”Der findes ikke nogen systematisk presseetisk debat i Danmark, fx i brancheblade o.l. Det står også skidt til med forskningen i medieetik. Sammenligner man Danmark med Norge eller Sverige bliver forskellen tydelig: I de andre lande publiceres en lind strøm af bøger om emnet, mens der her i landet findes en enkelt bog.”
Journalisticas ansvarshavende redaktør og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch, sætter i et af de seks indlæg systematik i journalisters egen tilgang til presseetikken. Svar fra 2075 medlemmer af Dansk Journalistforbund viser, at journalistisk etik har medlemmernes interesse, men at der samtidig er mange etiske problemer på landets mediearbejdspladser.
På en skala fra et til seks giver størstedelen af de adspurgte sig selv et femtal, når det kommer til bevidsthed om journalistisk etik, mens de fleste deltager giver journaliststanden generelt et firetal. Og hvor kommer denne bevidsthed om etiske problemstillinger så fra? Et overvejende flertal peger på egne erfaringer og samtaler med kolleger i hverdagen som hovedårsagen. I den anden ende af skalaen ligger den daglige ledelse på arbejdspladsen, mens pressenævnet indtager en absolut sidsteplads. Til gengæld tildeles ledelsen på arbejdspladsen ikke det store ansvar for, at etikken overholdes, da 61 procent mener, at det er et personligt ansvar. Der er bred enighed om etiske principper angående emner som beskyttelse af privatlivets fred, svage kilder og at medierne ikke må lade den redaktionelle linje styre af økonomiske hensyn. Men på trods af denne fælles linje i en række etiske spørgsmål, oplever mange at etikken halter, konkluderer Roger Buch.
Øvrige bidragydere til den første udgave af Journalistica er lektor ved Syddansk Universitet, Peter Bro, professor ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, lektorer ved Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen og Lars Bjerg, samt underviser ved CFJE Annegrete Skovbjerg. Skribenterne kommer blandt andet ind på, hvordan presseetikken kan kontrolleres og hvorfor etiske guidelines ofte kommer til kort.
Et abonnement på Journalistica kan erhverves for 328 kroner for tre numre, mens prisen er 128 kroner i løssalg.
Læs mere på www.journalistica.dk.
Tags:
Magasiner
Af: Andreas