27. jun. 2006 – kl. 08.30
Nyt drab på fotograf øger fokus på sikkerhed
Danmark bør bringe drab på mediefolk til FNs sikkerhedsråd.
Formand for DJ Mogens Blicher Bjerregård finder det dybt tragisk, at den svenske freelancefotograf Martin Adler blev et nyt offer for angreb på nyhedsformidlingen. Angreb der i de seneste år er steget i omfang i alle konfliktområder.
”Jeg må opfordre Danmark til at bruge de sidste dage af formandskabet for FN’s sikkerhedsråd til at tage det stigende antal mord og overgreb på mediefolk op til diskussion,” siger forbundsformanden, der henviser til det forebyggende arbejde International Federation of Journalists (IFJ) sammen med International Press Institute har påbegyndt med oprettelsen af International News Safety Institute (INSI).
INSI arbejder generelt for mere sikkerhed og gennemfører sikkerhedskurser for freelancere samt for lokale journalister og fotografer i konfliktområderne. ”Vi har brug for en stærk opbakning fra medierne til dette arbejde,” siger Mogens Blicher Bjerregård og opfordrer flere medier og medieorganisationer til at blive medlemmer af INSI.
Senere på året udkommer en rapport fra INSI, som går i dybden med en lang række overgreb gennem de seneste år og som kræver, at regeringerne efterforsker de mange mord på journalister og fotografer. I dag bliver 85 procent af mordene på mediefolk verden over aldrig efterforsket.
International News Safety Institute
Tags:
Mediejura,
Mediepolitik,
Arbejdsmiljø
Af: Andreas