Mørke skyer over Europas frie presse

Mørke skyer over Europas frie presse

I vores fælles bestræbelse på at bekæmpe terror, risikerer vi at sende vores demokrati til tælling, hvis ny lovgivning samtidig er en indskrænkning af det åbne og demokratiske samfund. Men diskussionen om terror rejser også spørgsmålet om, hvilket samfund vi vil have?

Efter at terror i 2001 for alvor er kom på dagsorden, er det ofte blevet sagt, at hvis vi føjer os for terroristerne og bliver hjemme fra rejser til udlandet samt lukker vore samfund til, har terroristerne og ideologierne bag vundet. Sådan er det stadig.

Et samfund med en latent frygt for terror eller intern uro vil være fristet til at gennemføre love, der har den afledte effekt, at de indskrænker borgernes frihed og sætter demokratiske spilleregler på standby. I et sådant samfund vil en fri presse være trængt, have svære arbejdsbetingelser og frygte for repressalier, søgsmål og mistanke fra regeringsmagter, politi og efterretningstjenester.

I et sådant samfund bliver pressen som bindeled mellem beslutningstagere og folket overvåget og retsforfulgt for at opfylde sin journalistiske pligt samt videreformidle historier, som magthaverne helst vil holde hemmelige, men som borgere i et demokratisk land har ret til at kende til.

I løbet af det seneste år har mørke skyer trukket sig sammen over Europas frie presse, og nu er bægeret ved at flyde over. I Tyskland skal to journalister for retten for at have offentliggjort oplysninger fra en hemmelig rapport fra forbundspolitiet om den kendte terrorist al-Zarqawi. Forud for sigtelsen er gået ransagninger af journalistens hjem og kontor, samt kopiering af harddiske. Skridt der er taget blot fordi journalisten benyttede sig af sin formidlingsmæssige pligt, og skrev en historie som befolkningen burde kende til som en del af en diskussion om international terror.

I Schweiz har man haft en lignende sag. To journalister fra avisen SonntagsBlick, der havde fået fat i en fax omhandlende hemmelige CIA fængsler i Europa, er blevet genstand for myndighedernes undersøgelser. I sagen om de hemmelige CIA fængsler, der har været på dagsordenen i hele Europa, har journalisterne fulgt sporet af uigennemskuelige beslutningsprocesser og ulovlige handlinger. I forlængelse af undersøgelserne af de to schweizere, har den Europæiske sikkerhedsorganisation OSCE fordømt den schweiziske regerings fremfærd i sagen, der kan ende med op til fem års fængsel for de to journalister.

Det internationale journalistforbund (IFJ) følger disse sager meget nøje og er løbende i dialog med de europæiske myndigheder for dels at fordømme angrebene på den frie presse, og dels for at påvirke lovgivningen rundt omkring i Europa, så den kommer til at følge intentionerne i Den Europæiske Menneskerettigheds Deklaration.

Herhjemme har vi så sagen, hvor to journalister og en chefredaktør nu risikerer at blive sendt i fængsel for at have passet deres arbejde. I første omgang handlede det om den tidligere officer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Frank Grevil, som lækkede oplysninger om FE og dennes briefing af den danske regering i forhold til involvering i Irak-krigen. Efter at han blev dømt, er anklagemyndigheden gået videre og vil nu også have budbringerne dømt.

Denne anklage er på alle måder en trussel mod vores frie medier og den frie ånd i vort samfund. At tiltale to journalister og sigte en chefredaktør, der i folkets interesse bruger deres kilde og deres opnåede viden til at oplyse om baggrunden for den danske deltagelse i krigen i Irak, markerer et nyt lavpunkt i myndighedernes forhold til den frie presse.

Sagen mod de tre fra Berlingske Tidende understreger nødvendigheden af fortsat at kæmpe for, at lovgivning og retspraksis sikrer og understøtter den frie presse. Og så er sagen med til at understrege, at det er helt afgørende at afvise de elementer i regeringens terrorpakke, der vil gøre samfundet til et mere overvåget sted at bo og arbejde. Kritikken af terrorpakken har tilsyneladende fået justitsministeren til at skrue ned for ambitionerne, hvilket kun viser betydningen af at holde maksimalt fokus på forslagene.

For journalisternes arbejdsmetoder og frihed til at arbejde uafhængigt med alle former for kilder, kan en kommende terrorlov være en betydelig trussel for mediedækningen, som vi kender den i dag. Rundt om på redaktionerne på de danske mediearbejdspladser, er en 100 % kildebeskyttelse af potentielle leverandører af historier afgørende for den uafhængige journalistik.
I USA har man, trods tilnavnet Land of Freedom, længe været foran de gamle demokratiske lande i Europa når det gælder overvågning af borgerne, og er måske villige til at gå længere end os europæere for at bekæmpe terror.

Den tophemmelige regeringsinstitution National Security Agency (NSA) beskæftiger sig primært med overvågning. For tiden er NSA ved at udvikle verdens største database over amerikanske samtaler, samt samtaler til og fra USA. Alt sammen i terrorbekæmpelsens navn, og alt sammen til skade for kildebeskyttelsen.

I USA jagtes journalister, der fortæller historierne om NSA aflytninger og CIAs hemmelige fangelejre rundt om i verden. I en af de amerikanske sager, hvor pressen står for skud og er under pres fra den amerikanske regering, er i den, hvor præsident Bush angiveligt skulle være gået uden om en domstol for at aflytte amerikanske borgere i internationale sager.

Artiklerne om aflytningerne i en af verdens førende aviser, The New York Times, blev fordømt af regeringen som skadelige for USAs sikkerhed, akkurat som i den sag, hvor de danske domstole nu anklager de to Berlingske Tidende journalister for at skade nationens sikkerhed. I begge tilfælde kan det med rette spørges, om det ikke vil skade de demokratiske nationer, hvis historierne ikke kom frem?

Aflytninger af private telefoner og overvågning af offentlige områder vil til enhver tid skade kildebeskyttelsen, og gøre, at vigtige historier aldrig kommer for dagens lys. Alene frygten for aflytning kan gøre kilder med vigtige historier tavse.

Når whistleblowers tager bladet for munden, når hemmelige faxer opsnappes, når historier om hemmelige aflytninger skrives og statskontrollerede aflytningssystemer blotlægges, er det journalistens fornemste pligt i et demokratisk samfund at bringe oplysningerne frem, så befolkningen får den størst mulige viden.

Historierne som allerede nævnt samt lignende historier fra Holland, Italien, Frankrig, Portugal og Belgien, hvor journalister risikerer deres egne Berlingske sager, belønnes ofte med journaliststandens fornemmeste priser. Det gør de, fordi de tør tage fat i fundamentale brud på demokratiske spilleregler og regeringskontrol, og som historier bunder i vedholdende journalistisk arbejde. Men Cavling – og Pullitzerpriser er ikke nok i den frie presses kamp mod regeringer over hele Europa. Regeringer som i stadigt videre omfang er med til at indskrænke mulighederne for den frie og ukontrollerede formidling, til gavn for at borgerne kan få den bedst mulige indsigt i, hvad der foregår i deres lande.

En fri presse forudsætter magthavere, der tror på, at en fri presse er til borgernes bedste. En fri presse kræver kildebeskyttelse, størst mulig aktindsigt i den offentlige forvaltning, lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed samt en lovgivning, hvor journalister ikke risikerer frihedsberøvelse for at fortælle historier om misinformation, lovovertrædelser, korruption og omgåelser af reglerne eller simpelthen sikrer befolkningen oplysninger, som den har krav på, men som myndighederne ønsker at hemmeligholde.

Når vi svarer på, hvilket samfund vi ønsker, må svaret ikke blive et samfund baseret på mistillid og kontrol med borgerne og pressen.. Vi bør ønske et samfund, der i pressefrihedens navn bygger på tillid, og hvor medierne og borgerne ikke skal have myndighederne hængende over skulderen. Sådan bekæmper vi bedst terrorismen, og forsvarer og udvikler vores demokrati.