23. jan. 2006 – kl. 14.30
Journalistpris på 500.000 til Jersild
DR-journalisten Jens Olaf Jersild blev den første modtager af landets største journalistpris, det journalistiske fellowship, som mandag blev uddelt på Syddansk Universitet (SDU) i Odense.
Prisen er på 500.000 kroner, og den betyder samtidig, at den 46-årige Jens Olaf Jersild kan iklæde sig titlen som fellow ved Center for Journalistik på universitetet. Prisen er stiftet på baggrund af en bevilling fra Aarhuus Stiftstidendes Fond, og den skal hvert år tildeles "en fremtrædende journalist eller redaktør, der kan bidrage til udviklingen af fremtidens journalister," som det hedder.
Jens Olaf Jersild får ikke blot pengene, men også et kontor og hele universitetet stillet til rådighed, så han kan udveksle erfaringer med de studerende og underviserne på journalistuddannelser på SDU. Samtidig vil Jens Olaf Jersild bruge universitetsopholdet i anden halvdel af 2006 til selv at blive klogere på indførelsen af kristendommen og de første år med den kristne tro i Danmark.
"Dansk journalistik har brug for originaler. Forbilleder, som viser, at nytænkning, vedholdenhed og mod til at være anderledes, er nøgleordene for et fag, der er præget af alt for mange kopister og traditionalister. Jens Olaf Jersild er med sit utilpassede talent det forbillede, som vi er stolte af at kunne til Danmarks første journalistiske fellow," siger formanden for Center for Journalistiks styrelse, chefredaktør Ulrik Haagerup.
Med i komitéen bag det journalistisk fellowship er bl.a. DJs næstformand Fred Jacobsen.
Prisuddelingen fandt sted mandag eftermiddag i forbindelse med en reception for den nye leder af SDUs journalistuddannelse Troels Mylenberg – samt afsked med Niels Krause-Kjær, som har fået sit eget program på DR P1.
Tags:
Journalist
Af: Andreas